Denne Kind.

Denne Kind – Spring til, du unge, lette
Gemse, over Bjergets hvide Sne!
Lad kun dine Fødder i adrætte,
kaade Spring i Sneen Fodspor sætte,
saa at Jægeren din Sti kan se!

Styrt for Skuddene i Klippeegnen!
Tryk dit Hjerteblod mod Sneen ind!
Lad den farves ved din matte Segnen!
Ej kan Blodets Rødme, Sneens Blegnen
maale sig med hendes Englekind.

Hvide Skum i Havets vilde Vælden,
styrt mod Kysten med dit Fraadestøn!
Sol, naar du dig nærmer Dagens Hælden,
naar du gløder luende i Kvælden,
gyd da over det din Guldglans skøn!

Hyll det ganske i din gyldne Straale!
Væv omkring det alt dit Luespind!
Smil mod Bølgens diamantne Naale!
Sol og Skum, I kan jer aldrig maale
med den ubeskrivelige Kind.

Vilde Rosenknop i Aftenrøden,
sitrende i Kvældens linde Vind,
aldrig du i Fødslen eller Døden
naar den fine, sarte, blege Gløden,
uforlignelig, paa hendes Kind.