Ikke Forlig

Ak, hvor man længes efter
at eje Fred med en og hver
og bruge sine Kræfter
paa lutter Vennefærd.

Hvor er man træt af haarde
og spotske Ord i Bog og Blad,
saa dødtræt af at saare,
naar helst man gjorde glad.

Hvor længes man mod Himlen,
hvor fri fra alle Jordens Baand
man fatter glad i Vrimlen
sin værste Uvens Haand.

Men under Himmellaaget
skal evig bølge Røg og Damp.
Saa sandt du tror paa Noget,
saa vil det Noget Kamp.

At tro er det rebelske
at ville Værn, at maatte Trods.
Kun den, der ej kan elske,
kan slippe for at slaas.

Og om mit Hjerte krymper
sig ved at fælde Næstens Dom,
jeg var jo dog en Stymper,
om jeg gik udenom.

– Du, som til Kamp mig kalder!
for hvad jeg tror og bygger paa,
giv, til den Dag, jeg falder,
mig skaanselsløst at slaa.