Uviss

Det sker, naar jeg sidder i Drømme
og stirrer i Ildens Skin,
mens Tusmørket spinder i ømme,
kildrende Traade mig ind,

begynder min Tunge at lede
som efter et halvglemt Navn,
jeg føler en Trang til at bede,
som om jeg kendte et Savn,

et Savn i den Verden saa broget
mangfoldig, vi kalder vor,
som efter et helligt Noget
at bøje mit Hoved for,

at bøje min unge Pande
ærbødig i Ærefrygt,
noget, ingen tør bande,
og ingen tør kalde stygt.

Forgæves søger min Tanke
at finde, hvad dette, der
faar Hjertet saa til at banke, –
hvad det dog egentlig er.

Det volder bag Panden inde
saa heftigt et Hovedbrud.
Gud ved – mon det er en Kvinde -–
eller – kanhænde – en Gud?