Paaskeevangeliet

Den, der opmærksomt læser Paaskeevangeliet igennem, vil blive opmærksom paa, at det er noget forskelligt fortalt hos de forskellige Forfattere, de fire Evangelister, Matt., Mark., Luk. og Johs. D. v. s. man skal — de fleste skal læse det meget opmærksomt igennem for at blive det vâr — thi: der straaler os et Lys saa blændende i Møde fra Paaskemorgenens aabne Grav, at der ligesom ikke bliver Tid til at give sig af med Smaating og Enkeltheder. Og bagefter, naar der er Tid, er det ligesom der ikke er Lyst; for det stiller sig saadan for En, at skal Underet nogensinde være indført i Menneskeslægtens Historie, i denne Verdens Liv, saa maa det være her. Med uviss Betagethed har den indstillede, Kirkeaaret igennem, hørt om dette Menneskes Liv, hvad han sagde, hvad han gjorde, hvordan han var; nu, ved Langfredagsbudskabet, griber han forfærdet frem for sig og spørger i Angst, som om det gjaldt hans eget Liv: “Endte det virkelig saadan? Et Menneske, fuldendt retsindig, maa han dø efter Dom som forbryder? Er dette Liv paa Jorden saa slet, hvad bliver der af al min Glæde? Nej, saa kan jeg ikke længere være glad. Saa er jo Døden en Naade.” Da kommer Paaskemorgenens Svar. Med en Sang som Morgensolens Straaler, med en Glød som Trækfugleskarens Hjemkomstsang mælder det, at X er opstanden, at Graven beholdt ham ikke, at Retfærdigheden sejrer her paa Jorden, at vor sande Glæde skal leve, at Gud er til. Mælder dette Budskab til enhver, der vil tro det. For videre kan det jo ikke rækkes. Der har været nok, der tvivlede hin første Paaskedag; om disse tier Skriften, deres Navn er glemte, deres Daad u-øvet. Anderledes med dem, der tog imod det — dem, der troede.