- Udgivelsesår:
- 1942
- Kilde:
- Munk, Kaj, 1942. Foraaret saa sagte kommer, København: Westermann.
Foraaret saa sagte kommer
Erindringer
Foraaret saa sagte kommer.
Snart kan vi vente den glimrende Sommer,
hvor Fuglen bor i sit grønne Hjem.
Der bliver ikke skudt en eneste i denne Bog. Ikke et Skrat at et Maskingevær høres.
For saa vidt burde jeg give Undskyldning for, at jeg udsender den.
Men er der alligevel ikke stadigvæk ogsaa andet, det er værd at høre lidt om?
Her fortælles bare om en Dreng, der ikke kunde blive klar over, om han skulde være Præst eller Digter, og som endte med at blive begge Dele.
Den er altsaa ikke blodig, Bogen her; og dog er der noget rødt i den. En usynlig rød Traad.
Det er H. C. Andersen, der fortæller om den røde Traad, der gaar gennem alt den engelske Marines Tovværk som Tegn paa, at det er Kronens. Saaledes, siger den store Digter, gaar der gennem hvert Menneskes Liv en usynlig Traad som Tegn paa, at det tilhører Gud.
»Den usynlige røde Traad« kunde jeg have kaldt denne Bog. »Usynlig«, det er Guds. »Rød« er Kronens. —
Egentlig skal Erindringer ikke skrives, før man er 80.
Dels kan man saa ikke længere huske noget. Og dels er de døde, der ellers vilde blive vrede.
Paa begge Maader var man altsaa friere stillet.
Naar jeg nu mod alle Planer og Forsætter har skrevet mine, er Grunden følgende:
Hullet udtyldes ved Lejlighed, mine Læsere.
Jeg har bestræbt mig for ikke at nævne Navne mere end højst nødvendigt og for at tage med Smil paa mig selv.
Men den usynlige røde Traad haaber jeg en og anden vil fornemme. Løst og fast har jeg fortalt; for den skulde jo ikke blotlægges, kun anes glimtvis.
Dog — en Pen er et ustyrligt Apparat. Den vil skematisere. F. Ex. skriver jeg, at da jeg var i Overgangsalderen, døde Gud for mig. Det er ikke rigtigt. Den, for hvem Gud har levet, dør han aldrig helt for. Laa Gud end Lig i et af mine Hjertekamre, i de andre færdedes han stadig. Et Menneske kan være baade Fritænker og Hedning og gudfrygtig paa een Gang. Det første er jeg i hvert Fald ikke mere, de andre to — — — —.
Jeg kunde ogsaa have kaldt min Bog »De lollandske Stjerner«. Naar jeg af Far blev sendt i Brugsen Vinteraftener, da straalede Stjernerne over den lave Ø højere og blankere, end jeg nogensinde siden har set dem.
De straalte af Renhed, Ære, evigt Liv.
Nu synes jeg, alle Stjerner er slukket. Efteraarsstormen pisker i Mørke og Slud.
Men Gud skal tænde dem igen, over Lolland, min kære Fødeø, over Danmark, mit Fædreland.
Og vi skal se dem, som jeg saa dem i min Barndom, og elske dem og lyde dem og elske dem igen.
Vedersø Præstegaard i September 1942.
I
DET ALLERFØRSTE, jeg synes, jeg kan huske, er, at jeg laa i et bittelille, snævert Rum med Hovedet nedad; der var saa varmt, at jeg var lige ved at stønne, og af og til sprællede jeg. Saa tyssede min Mor paa mig paa sit lollandske Bondemaal, som var under Dressur hen imod maribonitisk: »Kan du være stille, din lille Tokking,« og hun lo og klagede til Far: »Jeg mistænker ham for, han slaar Hovedkrager derinde. Det kan aldrig busse, han bliver til en Dreng.« Saa lo Far ogsaa. Jeg var ved at revne af Nysgerrighed. Hvordan saa de mon ud, de to Mennesker, der stod derude og var saa interesserede i mig, og som jeg engang skulde kalde Far og Mor? Og hvordan mon hele deres Verden derudenfor saa ud? Jeg sprællede igen af Utaalmodighed, og Mor raabte stolt og fortrydelig: »Han sprætter hele Tiden. Han kan ikke holde sig i Ro et Øjeblik.« Og nu hørte jeg Fars smukke stærke Stemme: »Han bliver en ægte Petersen, skal du se.«
Skønt — nej — det er ikke rigtigt, jeg fortæller; det kan ikke passe, at det er det første, jeg husker. Der var gaaet noget forud, længe forud. Nogle Aar inden jeg blev født, var jeg med Far i Australien. Da sad jeg ikke i Mors Mave, men i Fars Tanke. Saa tydeligt, som om det var sket i Gaar, kan jeg se det for mig, at Far fandt et Stykke muldent Brød paa en Grøftekant. Vi var blevet Uvenner med Bedstefar hjemme i Maribo, jeg erindrer ikke længere over hvad. Men det ene Ord havde vel taget det andet, gamle Garver Johan Christopher Petersen var ikke at spøge med, og saa forlod Far Garveriet og Ba'torret og hele Maribo og Lolland og Danmark og Europa, for naar vi Petersener bliver vrede, saa gør vi det grundigt, og gik i Land i Australien.
Hvad der havde foresvævet ham som Maal for den Rejse, skal jeg lade usagt; maaske har han tænkt sig at kunne oprette Garverier paa Kænguruerne, bare lige skære Maven af dem og garve den og sætte Lynlaas paa, værsaagod, der var der en Citytaske fix og færdig. Som sagt, hvad der havde spøgt for hans Tanke med den Rejse, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at var jeg med i Tanken, saa var jeg ikke med paa Tanken; fra første Færd af havde jeg raadet fra: »Lad os blive hjemme, Far! det er Synd mod den gamle Mand; og vi risikerer aldrig at træffe Mor; det er slemt for dig og værre for mig; og een Ting vil jeg sige dig: du kan lige understaa dig i at gaa hen og faa mig med en Negerpige.«
Saadan blev jeg ved med at tigge og true. At man dog aldrig bliver klogere end at ville tale Folk i Affekt til Fornuft! Far tog ikke det mindste efter mine Forestillinger. Han stak bare af. Og da jeg paa det Tidspunkt ikke havde Existens i mig selv, var der ikke andet at gøre end pænt følge Trup. Rejsen over staar meget uklar for mig, ja, jeg maa ærligt indrømme, at jeg ikke mindes noget fra den. Jeg tror ikke engang, jeg lod mig gaa paa af Søsygen, den jeg siden paa mine Sørejser har døjet saa meget med; men vi Mennesker bliver jo ogsaa ringere med Aarene; jeg for mit personlige Vedkommende kan ikke sige mig fri for en Fornemmelse af, at jeg aldrig har haft det bedre eller været værdifuldere end i Aarene dér, inden jeg blev født.
I den fremmede fjerne Verdensdel døjede Far en Masse ondt. Ideen med Kængurutaskerne slog ikke an. Og der var heller ikke noget andet, der slog an. Til sidst var Far saa langt nede, at det gjorde ham lykkelig, da han en Dag var saa heldig paa en Grøftekant at opdage hint Stykke muldne Brød. Han kyssede det og satte sig ned, hvor han stod, og gik i Lag med Festmaaltidet.
Imens prøvede jeg for anden Gang at snakke Manden til Fornuft. Jeg hviskede i hans indre Øre: »Bedstefar har Mad nok derhjemme baade til sig selv og til alle Svendene paa Værkstedet. Nu sidder han for Bordenden og spiser lollandsk Rugbrød; de stærke jyske Tænder brydes med Skorpen, og det mægtige Tve-Skæg vipper op og ned for hvert Tygg. Skal vi ikke tage hjem og se til ham? Han siger ikke Goddag til os, det ved vi nok. De første 3-4 Dage ser han os slet ikke. Men den femte Dag om Morgenen kunde det godt ske, at han kiger ud i Luften og siger: »Du kunde jo tage ned til Greven, Carl, og købe noget Egebark til Garveriet.« Jeg synes, du skulde tage hjem til Bedstefar nu. Og det er for Resten heller ikke for tidligt at hitte en Mor til mig; du er nu langt inde i Tredverne; du skal se, hun gaar hjemme i Maribo eller deromkring. Haanden paa Hjertet, synes du ikke snart, det er paa Tide, du faar draget Omsorg for, at jeg bliver til?«
Saadan hersede jeg med ham i nogle Dage, og Enden paa det blev selvfølgelig, at vi steg om Bord paa en Damper, der havde Næsen ad Europa til. Men var Udturen gaaet snildt, saa gik Hjemturen vildt. Det blev en Storm, saa Skibet regnede med, at dets eneste Chance for at naa Land var at gaa nedefter. Men da bad Far til Gud, og saa sendte Gud en Engel, der reddede Skibet. Jeg kan ikke selv huske, jeg saa Engelen; men hele Situationen hang der et Billede af hjemme i vor Dagligstue; saadan forklarede Mor det, da jeg 3 Aar gammel spurgte hende, hvad det skulde forestille, det, der hang paa Væggen der.
Naa, vi naaede altsaa velbeholdne hjem til Maribo; men Mødet mellem Far og Bedstefar forløb ikke, som jeg havde foregøglet os det.
Gamle brede stoute Bedstefar! fra et eller andet Sted i Jylland — skal vi sige Fredericia — var han kommen til Maribo i sine unge Aar, og paa Jyders Vis havde han bidt sig godt fast, hvor han kom. Han drev Garveriet paa Torvet op til en betydelig Virksomhed, det kom til at dække Grundene helt hen til Tværgaden, og yderligere købte han Grunde uden for Byen, saa han til sidst ejede Jorderne helt ud til Trekanten og drev Landeri ved Siden af Haandværket. Han var dygtig, han var flittig, han var paapasselig, og han var streng. Orden i Sagerne skulde der være. Og i Gudsfrygt og Nøjsomhed skulde hans Børn opdrages. Kun 2 Gange om Aaret fik de Lov til at spise sig mætte: paa Fødselsdagen og paa Juledag (og saa var stakkels Tante Julie endda født Juledag, hvad jeg ikke tror, hun har tilgivet ham endnu). Om Søndagen kunde Pigerne faa Lov til at brodere. Det var Luxus og Fornøjelse, der ikke passede sig Hverdagsaftener.
Bedstemor var et betydeligt Menneske; de kunstneriske Anlæg i vor Familie stammer fra hende; paa min Væg hænger den Dag i Dag en Blyantstegning af en Frugtskaal med Frugter i, som hun har skilt sig fint og nænsomt fra, da hun var 13¾ Aar gammel.
Men Bedstefars Vilje var Husets Lov. Hans Tugt og Orden var Enevoldsherskerens. Og dog maa ingen tro, han var uden Hjerte. Han holdt meget af Ungdom, var glad ved at samle den i sit Hjem og især ved at faa den til at synge. Han var en stor Ynder af Sang. Med Aarene mildnedes han vel ogsaa. Hans ældste Datter, Helga, var maaske det kæreste af hans Børn. Da hun blev gift med Sadelmager Wael, og Børnene begyndte at indfinde sig, var det Bedstefar en stor Lykke. Det havde været hans Livs Drøm at eje 2 Køreheste. Og nu var han naaet saa vidt. Med Smeld i Pisken kunde han om Søndagene køre frem for sin Datters Dør og invitere paa Udflugt. Da Børnene blev flere, kunde det sommetider blive Helga lidt rigeligt, og hun kunde sige: »Du behøver da heller ikke at tage Børnene med ud hver Søndag, Far.« Da vendte Bedstefar sig paa Bukken og bemærkede: »Se, det er nu for Børnenes Skyld, at jeg kører.«
Men nu var Bedstefar blevet syg. 2 Aar før havde han mistet sin Kone. Nu bar det visst bortover med ham selv. De var samlet om Sygesengen, Helga og Aksel og Knud og Valdemar og Julie og Betty. Men Carl var der ikke. Hvor var Carl? Aah, han var jo i Amerika. Nej, Australien var det vel. Men der var gaaet Bud til ham. Og han havde svaret, han var paa Vej hjem. Mester vilde ikke rejse, før han havde budt sin ældste Søn Farvel. Orden skulde der være i Sagerne. Det var ham, der skulde have Garveriet. Det maatte overdrages i hans Hænder af Ejeren selv. Derfor udsatte Bedstefar Afrejsen, udsatte den Dag efter Dag.
Men over for Døden kom selv hans Vilje til kort. Da Sønnen traadte ind i Stuen, forsinket flere Dage af Sørejsens onde Vejr, havde den gamle Maribo-Haandværker lukket sine strenge Øjne. Det var tungt for Far. Sammen med sine Brødre bar han ham til Graven ved Bedstemors Side paa Maribo Kirkegaard og lod plante en Sørgepil over dem. Saa vendte han tilbage til Arbejdet. Han var hjemme igen. Og Garveriet var hans. Og jeg – ja, jeg sad jo stadigvæk i hans Pande og følte nu, at Tiden nærmede sig, da noget for mig betydningsfuldt vilde ske.
Ude i Stokkemarke Præstegaard dér tjente en rigtig lollandsk Kernepige. Ikke for det, hun havde oplevet noget af hvert. Da hun og hendes 6 Søskende endnu var smaa, blev det lille Indsidderhjem i Stokkemarke Skovhuse opløst, og Børnene spredt for alle onde Vinde, tinget i Kost af Fattigvæsenet hos Familie og ellers hvor. Men pyt med det. Nu havde Mathilde Christensen sig jo en god Plads hos Pastor Galschiøt.
De forvirrede Kaar i Opvæksten havde hverken ødelagt hendes Kræfter eller hendes Sind. Sund og stærk var hun, rolig og ligevægtig, lun og vittig. Naar Frk. Galschiøt kom hjem og fik Tyfus, tog Mathilde hende paa sine Arme og bar hende i Seng. Fru Galschiøt passede selv sin Datter og forbød for Smittefarens Skyld alle at komme derind; men saa snart Fruen var ude af Døren, kom Mathilde listende ind paa Strømpefødder: »Hvordan gaar det? vil Frøkenen ikke have den store graa ind i Sengen?« Den store graa var Præstegaardens Kolos af en Kat — og baade Frøkenen og Pigen var Dyrevenner.
Tyfussen sejrede ikke over den lille Præstegaardsfrøken, men hun over den, og lykkelig var Mathilde, der hægede om sin kære Patient, støttede hende, for at hun atter kunde lære at gaa, og fandt paa alle Slags Læk-kerier. Saa der var Sorg paa begge Sider, da Mathilde efter flere Aars tro Tjeneste kom og meldte sit Herskab, at hun havde faaet Tilbud om en Stilling som Husbestyrerinde hos en Garver i Maribo, det var jo en Plads, der var mere selvstændig, og den var godt lønnet, saa de maatte undskylde, men den syntes hun ikke, hun kunde lade gaa fra sig.
Da Far og Mor mødtes første Gang, gav det et ordentligt Sæt i mig. »Der er hun!« for jeg til. »Vrøvl!« hviskede Far tilbage; »stille!« Saa sagde jeg ikke mer. Jeg holdt mig musestille. Men jeg var slemt forskrækket, for Mor forlangte en anseelig Løn, og jeg var bange for, Far ikke vilde slaa til, og hvad saa? Men Far slog til med det samme. Og nu oprandt der helt nye Tilstande for os. Faste Maaltider, god Mad, Orden i Huset, Orden i Tilværelsen. Fars prægtige Sangstemme foldede sig ud. »Ja, vi elsker dette Landet«, tonede gennem Garveriet Dagen lang.
Jeg smilede polisk, hvor jeg sad: Naa, Garvermester Carl Immanuel Petersen, nu begynder du vel nok at mærke, hvor det bærer hen. Det skulde jeg aldrig have sagt. Far blev tavs. »Jeg er for gammel til at gifte mig.« Snak, Far, du er jo ikke engang 40 endnu. Du er en ung Mand i din bedste Alder. »Jamen jeg duer ikke til at være Ægtemand. Det er mit Blod alt for uroligt til.« Lad være med at skabe dig, Far, du duer jo slet ikke til at lade være. »Jeg kan ikke sidde her og kukkelure alle Dage i denne lille By. Jeg skal ud paa Farten igen.« Hvem skulde saa passe Garveriet? Bedstefars Garveri? Næ, lille Far, du har været paa Farten. Nu har du faaet Ansvar og Opgave, og nu bliver du her. »Jamen hun er heller ikke den rigtige for mig; hun er for ung, og — min Familie vil heller ikke synes om, at jeg tager en fra Landet.«
Da blev jeg vred, lige saa gnistrende vred, saa det gjordt ondt imellem Øjnene paa ham. Nu skal du snart have Tak, Carl, hvæsede jeg; der er ingen, du er saa meget i Familie med som med hende, naar I først er bleven gift; al den anden Familie kan du blæse en lang March, hvis den tillader sig Uartigheder; og det tror jeg for Resten ikke, den gør; for den ved, at du trænger til at komme i Havn nu, og det skal nok vise sig, at det kunde du ikke komme noget bedre Sted end hos hende. Hun er en dygtig og djærv Pige med en god Forstand og et frisk Humør; hun er køn og sund... »Hun gaar da med noget om Halsen ustandselig.« Herregud, hun har daarlige Mandler. Lidt skal der vel være i Vejen med os allesammen. Lad hende prøve at gaa med dig om Halsen. Det er saamænd det eneste, hun mangler. »Jamen jeg duer ikke til Ægteskab.« Snak om en Ting. Du bliver en storartet Ægtemand. Og du kan heller ikke saadan tænke paa dig selv alene. Du maa ogsaa tænke paa mig. Du kan jo ikke nægte, at du af og til længes efter mig. Og du vil vel ikke have mig uden for Ægteskab. Vel?
Far drev ud i Køkkenet, hvor Mor stod og vaskede op. Hans Øjne gled hen over hendes kølige faste Ungpigenakke. Han kom med en Bemærkning og drev ind igen. Og drev igen ud i Køkkenet.
»Se, Mathilde, jeg havde en Dreng med mig hjem fra Australien.«
»En Dreng?« Ikke Tale om, at hun saa meget som drejede Hovedet, men Viskestykket tørrede Glasset, saa der var ved at gaa Ild i det.
»Ja, det er det tossede ved det, det er det tossede ved det, Mathilde, at han er egentlig ingensteder — ikke endnu.«
Nu maatte Hovedet alligevel drejes. Var der nogen, der havde sagt hende, at det sommetider kunde ramle lidt i Garverens Hovede? Hendes Øjne var helt ængstelige. Men der stod han jo saa køn og kær som ingensinde før, med det mest poliske Smil i det mest forlegne Ansigt.
»Jeg har ham herinde, Mathilde, her i Panden; men han er fuld af Spilopper, jeg kan næsten ikke styre ham mere. Han vil ud. Saa mente jeg, hvis vi to nu hjælpes ad med at... der skulde jo ogsaa gerne være nogen til at arve Garveriet engang.«
Far gik i Staa, og Mor blev ildrød i Kinderne. Og der stod de.
Saa kys dog hinanden for Pokker, raabte jeg.
Det gav et Stød i Mor, og Far gjorde et Spring frem, og Glassene dansede paa Køkkenbordet.
Søndag d. 13. September 1896 blev Mathilde Christensen pyntet til Brud af sin Svigerinde Helga og sat i Karet og kørt den lange Vej fra Maribo til Stokkemarke. Med Kongebrev i Lommen kom Far dertil paa Cykle — Cykle? CYKLE! De læste vel Ordet rigtigt? det svarer til Selvejermøl nu; forstaa saa, hvad det var for en Mand, hun fik! Foran Altret mødtes de, og hendes gamle Husbond, Pastor Galschiøt, gjorde dem til Mand og Kone. Saa gik Turen tilbage til Maribo, hvor Bryllupsmiddagen stod hos Søster Helga og Svoger Wael. Desserten var noget saa fornemt som Trifli. —
Far var 39 Aar og Mor 28, da de blev gift. Det var en usigelig Glædesdag for dem begge. 3 Aar derefter var Far død, og 4 Aar efter ham døde Mor.
II
DET ER MULIGT, at der er lige saa kønne Steder til i Verden, men der er ingen kønnere end Maribo.
Med yndefuld Frækhed i Rimet har Valdemar Rørdam forsøgt at sige det:
Og se, bag sølvgraa Pile,
hvor Indsø-Spejlet er,
Maribo Købstad smile
rød som et Skovjordbær.
Det er overordentlig dejligt sagt. Men er det helt rigtigt? Hvad er et Skovjordbær for noget? Det er vel Skovens Kys til Barnet. Støjende, leende Børn bliver stille, naar de finder Skovjordbær. De tamme Jordbær er renlige og overdaadige. Dem kan man fraadse i med det samme, og man kan spise dem portionsvis med Fløde til. Men Skovjordbærret vilde man handle uhøvisk imod ved ikke at give det Tid til at tage sig ud. Det skal findes, og der skal knæles for det, og det skal trækkes paa Straa. For det er en Perle, Skovens røde Perle. Se, nu sidder de der, en levende Kæde af Kys. Lad os sætte os i Skovbrynet og smage.
Smager de saa godt? Meget bedre end godt. De smager af noget, Barnet slet ikke forstaar. Det er selve Pan, der paa sin letfodede Færd gennem Skoven er kommet Bærret forbi, har smilt til det og er løbet igen. Men det Smil har faaet det til at rødme. Den purunge Piges første Kys, dette hastige vil-gerne-vil-ikke, har det vilde Jordbærs Aroma.
Men saa uskyldig og uerfaren er Maribo nu heller ikke. Jeg vilde hellere nævne Skovhindbærret. Ogsaa det har Skovens Hemmelighed i sig, men det er lettere at finde, og man skal ikke knæle for at plukke det. Dets Smil er varmt og roligt, dets Kys er fuldt af Sødme og dvælende: Fald ikke paa Knæ for mig, men læg dig her ved min Busk i Solen og smag mine Frugter og nyd Skovens Fred.
Fred — ja, det er Ordet for Maribo. Man kan høre det paa selve Byens Navn. Den hellige Jomfru har endnu en By i Danmark; men i Mariager, der skal hun pløje og saa og høste, det er det, man har Ager til; i Maribo bare bor hun. Ja, hun har udbredt sin Fred over denne blide Stad i den frodige Egn af vort rolige Land. Næsten alle vor Byer har Havne, og Havne giver Uro. Men Maribo ligger skærmet midt inde paa den lertunge Ø. Ja, der er Fred, men ikke Stagnationens, end ikke Idyllens; dens Fred er stærkere end som saa. Søerne om Maribo er ikke Gadekær; de er lønligt dybe og siger ingenlunde alt, hvad de ved. Forvild dig ud paa deres Is en taaget Vinteraften, og du skal faa at mærke, at de kan ville andet end godt. Og selv den mest drømmende Sommerdag kan de begynde at bulpe mod Baaden eller mod Kysten paa en uhyggesvanger Maade; da antyder de Rædsler fra gamle Dage, du aner en lille Nonnes hjælpeløse Skrig under Fødslens Ve bag en Busk, du hører et nyt Skrig, et famlende spædt, og kort efter et Plump, og skimter Vandet lukke sig om et blodigt Spædbarnelegeme.
Men atter falder Søen til Ro. Domkirkens Taarn spejler sig i den hvilende Flade. Efter Kampen, der er kæmpet til Ende, bliver Freden dobbelt dyb, men med Styrke til nye Kampe. Du gaar ind paa Kirkegaarden. Alle Stenene dér minder om Kampe, der er kæmpet til Ende. Stilig og værdig ligger den med sine Taxe og Tujers Cistercienserstil, Fuglene kvidrer i Buske og Hække, Bølgebilpet fra Søen blander sin Melodi deri; velholdt er Haven, og dog snyder en Tusindpige eller en Snerle sig til at stikke dig et Smil: Du røber mig ikke, vel? Du standser ved Eføjen over dem, du holdt af, og Rosen røger sin Balsam hen over deres Minde. Aah, de hviler godt, de hviler godt. Staar Kirkedøren paa Klem? er det Kirkens blinde Organist, Hr. Ringberg, der rører Orgelet, eller er det Orgeltonen oppe fra selve Sommerens evige Rige, der naar herned? De hviler godt, dine døde, i Gudsfreden her. Der er ikke langt fra Maribo Kirkegaard og til den himmelske Salighed.
Byen ved selv, hvor dejlig dens Kirkegaard er. Den kan næsten ikke faa sig selv til at tage Afsked med den. Selv efter at Laagen har lukket sig, bliver Kirkegaarden ved. Der er en lille bitte Filial af den uden for Laagen. Det var gamle Onkel Lange, der holdt saa meget af sin Have, at han bad om at blive begravet i den. Og da den strakte sig næsten helt ned til Kirkegaarden, saa nænnede man ikke at nægte ham den Fornøjelse. Nu ligger de to Grave der midt paa Gaden og giver den et Præg af Indviethed. Og alle de smaa Gader deromkring er signet af Kirkegaardens Nærhed. Det er Søndag Formiddag i dem hele Ugen igennem. Og saa nær er Torvet, at Søndagen er lige ved at udstrække sig ogsaa til det.
Ja, der er noget om, at i den ene Ende af Torvet er det altid en Smule Søndag. Men gennem den anden Ende støjer Lollands Hovedfærdselsaare. Og morsomt nok, hvor de to Halvdele mødes, laa Johan Christopher Petersens Garveri. Paa Hjørnet af Mellemgade, ja, det hed den virkelig! Mellemgade! er det ikke ustyrligt at tænke sig? Lidt længere nede i samme Gade laa Maribo private Realskole, hvor Garverens Sønnesøn skulde tilbringe 3 væsentlige Aar af sit Liv, fra sit 13. til sit 16. Aar.
Men midt paa Torvet stod Frederik Folkekær som en Borgen for, at Byen var en god dansk demokratisk Stad. Apatisk overværede han Valghandlingerne til Folketinget, Torvedagene, naar Bønderne kom ind med deres Pattegrise, Markedernes Rabalder og Gøgl, de driftige, ligevægtige Hverdage, hvor Livet gik sin sunde og jævne Gang. For det hører ogsaa med til Freden i Maribo, at Forretningslivet kender ikke det moderne hidsige Jag. Byen er anbragt saadan i Verden, at den ingen Mulighed har for at blive Storstad. Det ved den, og den føler det som en Lettelse, at den ikke skal hæsblæse efter at naa frem til Borger Rekordnummer saa og saa mange Tusinde. Den har Raad til at leve og være og passe sit Arbejde og forblive, hvad den er. Men den sætter en Ære i at bevare Stillingen. Tilbagegang og Forfald tillader den ikke. Det nævntes før, at den ikke er en Havneby, og det er sandt, det er den ikke, nej, men den har en Havn. Det er Bandholm, og den ligger en Mil fra den, og en af de første Baner, der blev til i Danmark, lod just Maribo bygge sig til sin Havn. Dér ser vi dens Sind og dens Skæbne.
Rundt om Byen har vi de givtige Marker og de yppige Skove. Bonden er flittig, og hans Flid bærer Frugt. Her er ingen Mulighed for den Fattigdom, der skaber oprørske Sjæle. Dybt i Ro pløjer den lollandske Bonde sin tunge Jord. Naar Foraarets og naar Høstens Travlhed er klaret, skal han til Bys og handle. Han kommer saa sindigt, som var han Vestjyde, og hans Sprog er endnu mere sindigt, somme vil kalde det drævende. Han lægger solide Penge paa Disken og tager kun mod solide Varer for dem. Soliditet — det er Forretningslivets Fred.
Naar saa Købmand, naar saa Haandværker har tjent skikkeligt Ugen igennem, skal han i Skoven med Familien om Søndagen. To Frederiksborgere for Landaueren og Kusk med Smæld i Pisken, og saa drager Sadelmager Wael og Frue og Børnene ud med Madkurven under Forsmækket. Prægtige Herresæder, Slotte og Parker ligger spredt saa tæt, at der altid er nok at vælge imellem; og gæstfrit aabner de sig for Besøg. Bliver Landaueren for dyr i Længden, saa lejes en Robaad, og Turen gaar til Borgø eller Hestø, hvor nu Kaffen smager bedst. Man kunde jo ogsaa finde paa at trænge til en Enepassiar med Skoven. En Sommeraften efter Lukketid f. Ex. Og Træer har Maribo paa alle Leder og Kanter, Skovfred med ranke Stammer og tætløvede Kroner, der spejler sig i hvilende Vand: Trekanten er det fattige Navn paa eet Skønhedsskjul, Bangs Have det ikke stort mere sigende paa et andet, Lysemose det koglende Navn paa et tredie.
Fred! hvisker det inde i dig. Ikke Andemadsfred. Men Fred, der hviler paa et Fundament af Arbejde og Sind. Det maa Margrethe have følt, da hun bestemte, Birgitteklostret skulde oprettes her. Fred gav Maribo til Christian den Fjerdes stolte Datter Leonora Christina, og af sin egen storladne Fred gav hun Maribo tilbage. Det var ikke sit Sct. Helena, hun fandt hernede; det var Danmarks Belønning, Fædrelandets Hædersgave til sin høje Datter, for hendes i Sandhed kongelige Aand.
Og saa ender vi da i Domkirken, hvor Freden samler sig til et Himmelrum. Der er saa livsnært og tidsfjernt derinde som sjældent i en protestantisk Kirke. Den kyske Farve skænker af sin Renhed til Hjertet; de strenge venlige Linier aabenbarer selve Enheden af Guds Vrede og Naade. At faa Lov at dvæle derinde alene en Andagtsstund, det er at opleve, at Mennesket er paa eengang et Stykke intet og noget usigeligt stort. Aarhundrederne er ilet, Slægt efter Slægt er blevet til Støv under Kirkens Gulv og omkring dens Mure. Her sidder du nu selv, og du er et Støvgran, og du mærker, du kan rumme Evigheden.
Saadan var altsaa Byen, hvor Mathilde blev Fru Petersen, og Garveren paa Torvet blev Mathildes Mand. Deres sene Ungdoms, deres store Lykkes By. Indsidderdatteren ude fra Skovhusene, hun, der var blevet hjemløs allerede som lille, der havde døjet Nød i sin Barndom og Tilsidesættelse i sin Ungdom, hun havde nu eget Hjem, hun var blevet Frue i Købstaden, hun kunde sige »min Mand« om en Mester. Eja, hvor holdt hun af Far! Og han, hvis Barndom var gaaet i hvas Tugt og grov Nøjsomhed, han, hvis Ungdom var sjanglet bort paa vidtløftige Foretagender, ah! han rettede sin kraftige runde Ryg og følte, at han var kommen i Frihed, den bedste af alle, den Frihed, der hedder Ansvar. Nu duftede den ham af Roser, den daglige Dont mellem Huder og Harpix og Bark.
Men den første Fredag i hver Maaned maatte Formiddagsaltergangen i Kirken passes, og om Søndagen efter Gudstjeneste og Middag var der aabent Hus for Familie og Venner, eller den stod paa en Udflugt i den skønne Natur. Hvor nød de det begge to, Far bred og favnende, altid med et Smil i Reserve paa det aabne Ansigt, Mor høj og køn og stærk, sikker i sin nye Værdighed, lykkelig ved at kunne sige det rige Ord: Velkommen. Og Snakken gik, og Latteren løb, og Sangen sprang gennem Huset ud paa de søndagsstille Gader.
Der var Skub i Forretningen, alting lod til at lykkes, alting gik godt. Vilde det blive ved med at gaa saadan? nej, ikke saadan, bedre endnu. Det begyndte at blive umiskendeligt, at jeg havde foretaget Forandring, havde vendt Far Ryggen og i Stedet for slaaet mig paa Mor. »Ja, vi elsker dette Landet«, steg et Par Toner yderligere. Tante Helga havde allerede haft sin fjortende Barnefødsel og skottede maaske en Smule prøvende til Bror Carl. Men Far lo bare, og Mor lo med, og der var selvfølgelig ogsaa langt til den fjortende endnu.
Og saa naaede vi omsider til den trettende Januar 1898. Da fik Skolerne fri, Butikkerne lukkede, Lollandsbanens Lokomotiver standsede, alle Byens Borgere iagttog flere Timers Taushed, Nordlysene flammede over Himlen. Den 13. Januar 1898 lod jeg mig føde i Maribo.
Og Morgenen efter begyndte Skolerne igen, Butikkerne aabnede, Lokomotiverne satte sig hvæsende i Gang, Nordlysene slukkedes, og Borgerne stod op og gik til deres Arbejde. For det var jo bare paa 1ste Salen af Hjørnehuset ved Mellemgade og Torvet, at der var sket en Verdensrevolution.
Men der kan De saa ogsaa stole paa, den var sket. Jeg blev betragtet som en Buddha, og jeg var en Buddha, i hvert Fald hvad Fedme angaar. Desværre blev der gjort for meget Væsen af mig. Mor studerede Lærebøger og læste sig forskrækket i Trusler om Fedt, der kan spærre Hjertet inde, saa hun gav mig videnskabelig Føde saa længe, til alt mit gode Huld var sat til — og det er aldrig indvundet siden. Saa snart jeg kunde stolpre rundt, blev jeg klædt i blaat Silkefløjl, der hang løst om mig som en Kjole, sammenholdt af et Lakbælte. Lille Kusine Ellen, der var 12-13 Aar, syntes, jeg var det yndigste Barn. Hun maatte tage den Missekat op og knuge den, og pludselig havde den tisset paa hende, og det var endda en Dag, hun var i sin nye blegrøde Kjole. Aah, hvor hun græd! det var første Gang, hun forstod, man maa ofre for sin Kærligheds Skyld.
Og tro nu ikke, det var Damerne alene, der gjorde Stads af mig. Nej, jeg havde kun lige løst Verdensborgerskab, da Far begyndte at sætte Smaabeløb ind paa en Bankbog med mit nyskabte Navn. 10 Kr., 25 Kr., en enkelt Gang 50 Kr.! Spædbarn med Bankbog! Naa, meget blev det jo ikke til, og det kunde træffe sig, at Fars næste Besøg i Banken gjaldt Uddrag af, hvad hans sidste havde sat ind. For selv om Forretningen gik smukt, og Mor var vant til Økonomi, kunde det ikke undgaas, der sprang Penge i det glade gæstfri Hjem, hvor enhver var velkommen, hvor Traktementet var solidt, og hvor Mors tørre og Fars overgivne Vid konkurrerede.
Mor holdt Pige. Det er bare 3 Ord, men tænk paa, hvad de betyder. Og var der mange Gæster, kom gamle Margrethe og gav en Haandsrækning, saa Mor var fri og kunde følge med ud paa Turene om Søndagen. Der lejedes en Landauer, og af Sted gik det til Smaalandshavet eller Østersøen. Knuthenborg Park, Danmarks største, laa ogsaa nær; den kunde naas med Hestekøretøj paa mindre end en Time. Og der var Christianssædeskovene. Og der var Hardenberg. For den er jo Løgn, Clicheen om Lollands Grimhed. Ja, eller Far og Mor slog sig sammen med Helga og Wael og lejede en Robaad. Madkurven var pakket hjemmefra og skulde fortæres etsteds i Sivene ved Maribo Sø. Det var det, der kaldtes en Rørsnapsetur. Dog, den var mest for Herrer.
Skinnede Solen særlig forførende en Hverdag, var Far saadan stillet, at han nok kunde tage sig fri en Eftermiddagstime eller to til en Kop Kaffe med Mor og et Par Venner i Lysemose.
Derude sad de den 8. August 1899 og lo og skæmtede. Far havde en af sine store Dage, da der ikke var Grænser for hans Indfald og Uglspilstreger. Men pludselig blev han taus. Han satte Koppen fra sig og greb sig til Hjertet.
»Jeg tror, jeg lige kommer til at tage hjem,« mente han. De vilde alle bryde op. Men Far fik dem til at blive. Kun Mor tvang igennem, at hun vilde med.
Stien til Lysemose er meget smuk; den løber i Enge langs med en Sø, og al Maribos Fred hviler over den.
Men Mor havde ingen Sans for dens Skønhed paa denne Tur, skønt det blev sidste Gang i sit Liv, hun gik den.
Far følte sig mere og mere elendig. De naaede til en Bænk, og han kastede sig paa den, sad stille et Stykke Tid, greb haardt om Mors Arm og slæbte sig til den næste Bænk. (Den staar der endnu). Hvordan de overhovedet naaede hjem, var hende altid siden en Gaade. Men de vandt altsaa frem til Torvet og til Huset og endogsaa op ad Trappen. Far væltede sig over paa Sengen. »Hent Vand, hent Vand til min Mand,« raabte Mor til Pigen.
Pumpen var i Gaarden. Pigen skulde altsaa ned ad Trappen og have pumpet, og i Porten paa Vejen op mødte hun en Bekendt, hun skulde have læsset det sidste Nyhedsstof af til. Mor vred sine Hænder deroppe ved sin døende Mand. Hvor blev hun af, hvor blev dog den Pige af? Endelig knirkede Trappen, Mor løb frem til hende og rev Vandet ud af hendes Haand, men da hun vendte sig mod Far med det, saa hun, det var for silde.
I det Øjeblik maa Far have følt, hvad Fare han var i. Tanken om det store Forbi maa have været den kraftige og livsglade Mand saa fjern, at den umuligt kunde komme til ham før i yderste Stund. Nu kom den. Paa eengang vidste han, at han var kun to Minutter fra Døden. Til hvad skal man bruge to saa dyrebare Minutter af sit Liv? Tale kan man ikke mere. Haanden hænger slap og lam.
Er der Tid at tænke bagud paa Livets lange Kæde af Sekunder, tænke paa Glæderne med Taknemlighed, paa Synderne med Anger? er der Tid til at tænke fremad paa den bundløse Ensomhed og Mørket, hvis Slugt gaber foran En, allerede nærmere end Vinduet, der er blevet borte. Men nærmere endnu er der en Kvinde, hvis Øjne er vilde af Rædsel, og hvis Strube svælger og svælger for at kvæle Skriget, der trænger paa. Og tale kan man ikke mere, og løfte Haanden til et Kærtegn kan man heller ikke.
Da stolprer det af smaa bitte Ben etsteds i Stuen, smaa bitte faste velsignede Ben. Aah, man vilde saa gerne... men tale kan man ikke, og Armen er blevet lam. Saa fylder man Øjnene med det bristende Livs sidste Kraft: Tak, siger Øjnene, Tak, du kære, kære, kære. Tak, at du gav mig din Kærlighed, at du kronede mit brogede Liv med Lykke til Slut, Tak, at jeg ikke ligger her ensom, men du staar hos mig, og Barnet leger ved min Seng. Tak, at du fik skabt Mening i min tilfældige Tilværelse, at du lod mit Liv lykkes, saa jeg nu kan dø glad.
Man vilde saa gerne smile, men Ansigtsmusklerne lystrer ikke mere. Saa stolprer de smaa faste Ben igen rundt i Stuen; det blev den sidste Lyd, den flygtende Hørelse tog med sig, og Smilet til Barnet fra Kvinden, der for dets Skyld gjorde sig tapper, var det sidste, Øjnene greb, før de brast. Saa var der ikke mere. Og Læberne, de tørre, der havde forsmægtet efter Vandet, mærkede ikke, de blev læsket af Fortvivlelsens Taarer og Kys.
Mor kom ude fra Landsbyen, hvor Gud jo stadig er til. Han havde været hende en haard Herre. Hvorfor? Hun havde faaet Forklaringen: for at vende alt til det gode. De haarde Kaar i Barndom og Ungdom havde jo bare været Guds Gave til hende, for at hun rigtig skulde kunne skønne paa Lykken, naar den kom. Og den kom. Og da den kom, forstod hun det. Og hun havde skønnet paa den.
Og nu stod hun her og forstod ingenting mer. Gud var mere gaadefuld for hende end nogensinde før. Skulde hun smide ham væk? kassere ham? Ak, hvor kunde hun! Havde hun nogensinde haft Brug for ham som nu? Før i Tiden var det blot hendes egen Skæbne, det gjaldt. Nu var det uendeligt mere. Det var hans, den Elskedes, den Dødes. For hans Skyld maatte det evige Liv være til. For hans Skyld maatte Guds Barmhjertighed være til. Hun og han kunde ikke være skilt for evig.
Og naar Gud var til, saa var ogsaa Bønnen til. Bønnens urimelige underfulde Gave. Hun kunde folde sine Hænder og bede sig ham nær. Ja. Han var ikke saa langt borte, naar hun bad. De var ikke saa slemt adskilt mere. De var sammen i Guds Kærlighed.
Og det var jo endda ikke blot ham, det gjaldt. Det var jo ogsaa hans Barn. Hvordan skulde hun kunne være baade Far og Mor for det Barn? Være sig selv og saa tilmed erstatte ham? Det kunde hun ikke alene. Det maatte Gud hjælpe hende med. For en død Mands og for et levende Barns Skyld maatte hun klamre sig til Guds Kjortel.
Alt dette tænkte Mor jo ikke; for Mor var en Almueskvinde og gjorde sig ikke sine Tanker bevidste og klare. Men saadan levede det i hendes Hjerte. Og saadan lod hendes Hjerte mig forstaa det, allerede før jeg var fyldt mit tredie Aar.
III
HVORNAAR begynder et Barn at kunne huske? Jeg synes, jeg kan se Mors Ansigt for mig endnu. Jeg kan huske hende munter. Jeg kan huske hende vred. Men jeg mindes aldrig at have set hende græde. Hun gjorde sig tapper. Hun styrkede sig i Herren sin Gud. Og dog døde hun af at have mistet Far. Hun vilde — for min Skyld — ikke dø. Hun vilde leve. Men hun orkede det ikke.
Mor bestemte sig til at drive Garveriet selv ved Hjælp af en Bestyrer. Vi blev altsaa boende i vort eget Hus paa Førstesalen. Lyse, søde Minder staar for mig fra disse mine spæde Aar. Et Billede af mig selv viser, at jeg det første halve Aar var en Fedtflomme, men allerede inden Far døde, havde Borte taget Fedtet, saa jeg saa tynd og svagelig ud. Men sprællende af Liv var jeg. Der var jo ikke Biler dengang, saa det kunde tidligt betros mig at løbe Ærinder for Mor. 3 Aar gammel blev jeg sendt tværs over Torvet for at hente Krydder hos Bager Bouschinger. Jeg ser mig staa ved Trappens Fod, og Mors milde Ansigt kiger ned efter mig. »Farvel, Mathilde!« raaber jeg. Det er jo en Uartighed, og Mor truer mig med Fingeren, og jeg skrupgriner og raaber højere: »Farvel, Mathilde!« Saa begiver jeg mig ud paa Togtet tværs over Torvet, og Mor staar i Vinduet deroppe og følger min Færd.
Hvad mere kan jeg huske? At Frk. Mathiesen fra Realskolen besøger os — alle Folk har milde Ansigter, naar man er i den Alder. Jo, Mor har Dameté, og lille Kaj troner ved Bordet midt mellem Damerne og afgiver pludselig en forfærdende Lyd. Mor tager ham afsides og forsøger at forklare ham det upassende i explosive Bidrag til Underholdningen af Damer. Hvad man da skal foretage sig, naar den indre Trang begynder at røre paa sig? Mor foreslaar ham at gaa ind i Soveværelset og lukke Døren. Et Øje-blik efter rejser han sig, bukker vellært for de kagetyggende Damer, forsvinder ind i Nabostuen og sætter extra Kraft paa Drønet, for at de ikke skal være i Tvivl om, hvad hans Opbrud betød, og vender tilbage som Triumfator med Bemærkningen: »Er jeg nu stor, Mor? Nu bar jeg mig da rigtigt ad. Ikke?«
Aah, hvorfor husker man slige Narrestreger, mens store Begivenheder er gaaet i Glemme saa grundigt, som om de aldrig var sket? Er Grunden til, at denne Bagatel har bidt sig fast i Hukommelsen, en nagende Følelse af, at man ikke hos Selskabet ved sin Tilbagekomst opnaaede den Succes, man havde gjort Regning paa? Børn, Kunstnere og Hunde er fintfølende for, om de gør Lykke eller ikke.
En anden Fiasko: der var sket mig noget storslaaet. Mor havde bevilget mig, at jeg maatte faa Træsko lige som Læredrengene. Nu funklede de fedtlæderisk paa mine halvtredieaarige Fødder, og jeg tog de første svinglende Skridt fra Stentrappen ud paa Gaardens toppede Sten. Og der laa jeg saa med en af de spidseste Toppe ind i min Pande. Det er over 40 Aar siden, men endnu klinger mit eget ustyrlige Vræl i mine Øren, endnu mærker jeg den svale Kniv mod min Bule, og løfter jeg mine Fingerspidser, mærker jeg stadig Arret i Kraniet. Mest rasende gjorde det mig maaske, at Mor ikke tyssede og kyssede, men smilte paa sin rolige Maade og sagde: »Saadan er det at faa sin Vilje.«
Tredie Fiasko: Købmanden har stukket Kaj en mægtig Chokoladecigar ud. »Lad os pakke den ind,« raadede Mor til, men nej, ikke Tale om, han vil være sin egen Cigars Herre. Nu var han en meget lille Mand, og Mor var en høj Kone. Hans højre Haand svæver oppe i de Regioner, hvor Mors venstre befinder sig, halende af med ham, og hans venstre er strakt bagud, fattende om Cigaren og bestræbende sig for at følge med. Dette Syn var for fristende for en Gadedreng, der kom piftende forbi, habs havde han snappet sit Bytte ud af hans Haand og forsvandt om et Hjørne med det. Atter maatte de højeste Toner i Registret tages i Brug, og atter til Trøst kun Mors rolige Stemme: »Der kan du se.«
Fjerde Fiasko: Per eller Poul eller Henrik har hvide Mus; jeg ogsaa, Mor! ikke ogsaa, Mor! jeg ogsaa, Mor! Mor stritter imod, men giver Køb til sidst. Musene ankommer fra Kammeraten i et af ham selv forfærdiget Træbur. Lykken er stor. Forfærdelsen større, da en Mus kort efter har løftet en Tremme og sidder oven paa Huset. Atter dette fatale: »Der ser du selv.« Og lille Kaj maa gaa Ydmygelsens Bodsgang til Kammeraten og bede ham komme og tage sine Mus tilbage.
Mor og hendes lille Dreng er sammen altid, ved Dag og ved Nat. Det er næsten, som om hun ikke har født ham endnu, saa nøje er de forbundne. De gaar Tur sammen, og Kaj har lært at bukke artigt og nydeligt, naar de møder Bekendte, men bukke for Gluuds Vindue, naar han ikke kan se, der sidder nogen derinde, det vil han nu ikke. Han stirrer med store Øjne, men kan ingen opdage, og saa er det for sent, og saa kniber Mor ham i Armen, saa det — 40 Aar efter — gør ondt endnu. For Gluud skal man være særlig høflig ved. Han bor i Maribos smalleste Hus, men bag det har han Rebslageriet; det kan man ikke blive træt af at se paa; der gaar Folk baglæns med Reb om Maven og mellem Hænderne lange, lange Veje, helt ned til Aaen, og det maa jo da ende med, at de engang falder i den; med mindre Gud har givet Rebslagere Øjne i Nakken; men det ser det ikke ud til. Aah, om man kunde ramme at være til Stede, den Dag, de plumper i! Det vilde være frygteligt og frydeligt.
Ydermere har Gluud en Hest, og det er en skikkelig Skimling; den kan Mor faa Lov til sommetider at laane, og saa kører vi ud paa Besøg til Møllers paa Idasminde. Det er grænseløst spændende. Man kommer ikke hjem, førend det er mørkt, og man er søvnig, og saa lægger Mor sig paa Knæ og kigger op under Sengen for at se, om der ikke ligger en grim Mand derinde; for det var der engang, der gjorde, da en Kone kom hjem, og da hun var faldet i Søvn, kravlede han frem og gjorde Utyskestreger. Haarene staar lodret paa ens lille Hovede, indtil Mor rejser sig og meddeler, at der ingen var heller i Aften. Det er vel nok en Befrielse og lidt af en Skuffelse.
Og saa skal man i Seng og er næsten for søvndrukken til Aftenbønnen, som Mor beder med En, men klarer dog at holde sig vaagen til Slutningen, da man selv skal sige det vigtigste: Godnat, Far, og Godnat, kære Gud og Jesus og alle smaa Engle. Ja, for Far har jo en Seng i Himlen; derfor er det, man sover i hans hernede og vaagner i den om Morgenen og kravler saa over til Mor og ligger og snakker og trykker og har det rart. Og det første, man skal huske at spørge om, det er: hvordan har dit Ben det; for det var Gelænderet ude paa Kirkegaarden, og Mor var gaaet derud og havde glemt Nøglen til Laagen, og saa skrævede hun over, og en rusten Pig rev hendes Ben til Blods. Men Mor ler og siger, at det er gaaet over for længe siden.
Der var ogsaa en anden Gang, da tændte hun op i Kakkelovnen med Petroleum, og Ilden slog ud og tændte Ild i hendes Haar, og hun kunde lige saa nemt være blevet blind, hvis ikke Gud havde passet paa hende.
Men nu er Stuen inde ved Siden af lejet ud til den nye Bestyrer; man kan høre, hvordan han pruster i Vaskefadet om Morgenen; Mor siger, at det gjorde Far ikke, han vaskede sig pænt uden Støj; men Drengen synes nu, at det er lige godt Sjov at have et Mandfolk i Huset. Og Mor siger, at det kan godt være, hun sælger Garveriet til ham, for han er visstnok en dygtig Mand, og saa skal vi flytte fra Torvet, det er trist nok, men saa vil Mor købe et Hus i Ny Østergade, og det kan jo ogsaa blive spændende; bare vi kan blive ved med at bo i Maribo og gaa Tur sammen, især om Aftenen og især i Maaneskin, for Maanen i Maribo den er saa morsom, den leger Skjul med En, naar man er ude at gaa; der staar den nede over en Sidegade, men saa er den væk, og tror I saa ikke, naar man naar hen til den næste Sidegade, saa er den rendt udenom og staar allerede og skinner i den. Og saadan bliver den ved og følger En lige til Dørs.
Foruden den morsomme Maane har Maribo ogsaa en Kirke; der kommer vi hver Søndag; og det er noget saa fornøjeligt, for lige med ét giver alle Folk sig til at raabe i Munden paa hinanden. Gamle Provst Jensen han siger ogsaa noget, men det er der ikke saa meget ved; saa putter man sig bare tæt ind til sin Mor og sidder stille, til han er færdig. Og saa begynder Folk at skrige igen. Mor kalder det at synge, og en Dag spurgte man sin Mor, om man selv maatte synge med; det lo hun af og sagde Ja til. Og næste Besøg i Kirken satte man i af sine smaa Lungers fulde Kraft: Ahbahbuhbombelomhejhøjhurra. Mor gav En et Tryk i Siden med Albuen, og det ansporede jo til at raabe meget højere, men saa kom Provst Jensen frem i en Korbue og saa saa mærkelig skarpt ned i Kirken, saa man tav i en Følelse af, at her var Ugler i Mosen. Ugler i Mosen, ja, Ugler i Mosen. De tynde Ben dinglede i Kirkestolen: Var det ikke en underlig Ting, naar man i Eftermiddag skulde ud at spadsere med Mor og kom til Vejen til Lysemose, og alle Herrer og Damer og Børn i Søndagstøj trak derudad, og man vilde selv saa gerne følge Trop, men saa sukkede Mor tungt og sagde: »Nej, lille Kaj, nej, min Dreng, den Vej skal vi to ikke. Den Vej kommer Mor aldrig mer.«
En skønne Dag boede vi virkelig i Ny Østergade. Her havde vi Have. Det var jo en Fordel frem for Huset paa Torvet. Det var næsten ogsaa den eneste. Og hvad var det nu for noget med Mor? Mor var begyndt at tale om, at hun vilde have en Husbestyrerindeplads, hvor hun kunde have sin Dreng hos sig. Men saa var der noget, der hed Lægen — en mærkelig Ting, som formodentlig kunde snakke, og den havde sagt, at det kunde der slet ikke være Tale om. Tværtimod skulde Mor holde Ferie og leje sig ind for Sommeren i en Bondegaard nær ved Vand.
Vi tog til Bandholm for at drøfte Sagen med nogle Bekendte der; de var vældig rare, og de havde Drenge lidt ældre end En selv, flinke Drenge, der spurgte, om de skulde vise En Lokummet. Det fik man saa at se og vendte stolt tilbage til Stuen og forkyndte med høj Røst, at nu havde man oplevet Lokummet. Saa syntes Mor ikke, vi skulde være der længere, og vi fik tinget os ind paa en Gaard, hvor der — eja — var Grise og Køer og Høns bag et Hegn og en Dreng, der lærte En, at naar man løb frem med fuld Fart lige til Hegnet, kunde man faa Hønsene til at flaxe noget saa komisk omkring. Det forsøgtes med Effekt en Del Gange, indtil der pludselig paa den anden Side Hegnet fremtren et Uhyre, som i Stedet for at tage Flugten gik frem for fulde Sejl med slæbende Vinger, udspilet Hale, ildrød i Hovedet og pludrende i et frygtindgydende Sprog, som man ikke forstod. Nu blev det Angriberens Tur at tiltræde et Tilbagetog, som desværre endte med Bagdelen i en Balje fuld af Vand. Det var ikke nemt for Mor Mathilde at trøste Krigeren efter et saa forsmædeligt Nederlag.
Men sidenhen viste det sig, at der var dejligt paa Landet. Der var friskt, og der var Sol, strømmende Sol overalt. Mor sov længe om Morgenen og spiste godt og blev gladere for hver Dag, der gik. En Morgen vaagnede hun, før hun plejede, og da Knægten ogsaa var vaagen, sendte hun ham i hans stumpede Natskjorte ind til Folkene for at bede om Morgenkaffen paa Sengen. Glad pilede han af, tudbrølende vendte han tilbage. Hvad var der sket? Umuligt at faa opklaret. Folkene sad om Davrebordet, da han fornøjet traadte ind. Pludselig stak han i at tude. Havde de kigget paa ham allesammen? var det den mangelfulde Paaklædning? var han vaagnet i Paradisets Have som Adam til at se, han var nøgen?
Efter Sommeren kommer Vinteren. Det er ikke nogen sund Anordning for Folk, der har Tuberkulose. Der er langt fra Ny Østergade til Domkirken. Men de lollandske Roepolakkers Kirke er nær. Den er katholsk og altid aaben. Der gaar Mor tit hen med sin Dreng. Der er ingen, der synger, og ingen, der prædiker. Der er bare stille. Og selv gør man ikke andet end sidde stille. Bare sidde stille og mærke, at Gud er nær. Der er slet ikke noget andet af alt det, man oplever, der ligner det.
Nærmest maaske at sidde ved Vinduet, naar Skumringen sænker sig over Gaden. Saa er det ogsaa saa stille. Men med-et lyder der travle Fødder og Latter og Raab derude. Det er de andre Børn, der løber paa Vej mod deres Far’e, som kommer fra Arbejde. »Mor, hvorfor har jeg ikke ogsaa en Far at løbe paa Vej imod?« »Det ved du jo godt, Kaj; det er, fordi din Far er oppe hos Jesus og Gud og Englene.« Ja, selvfølgelig, jovel, og det er jo godt saadan, og alligevel… »Men dig har jeg da, Mor, ikke ogsaa? dig har jeg da her!« Hvorfor bliver Mor saa underlig og svarer med en mærkelig Stemme? Og hvorfor .... der er saa meget med hvorfor .... Hvorfor ligger Mor saa tit i Sengen nu? Det har hun da ikke plejet før. Og nu bliver der sendt Bud efter det, der hed Lægen. Det viser sig at være en Mand.
»Jeg tror, Fru Petersen, De kommer til at tage en Rejse til Syden.« Mors Smil er blevet saa træt: »Det er jeg bange for, jeg ikke tjener Penge nok til i det daglige. Det er en Bestilling, der ikke kaster videre af sig, at gaa og være syg.« »Hm hm! hm hm! men ved De, hvad jeg saa vilde, Fru Petersen? saa vilde jeg flytte Syden herop. De har jo en dejlig Have. Byg Dem et Drivhus derude, hvor De kan ligge og bade Dem i al Sommerens Sol.«
Da Foraaret kom, stod der et Hus ude i Rosenbedet, og det var næsten af det bareste Glas. Oh, blot Solen skinnede en Smule, var det selv paa de koldeste Aprildage sommervarmt derinde. Et gaadefuldt Hus var det. For det skulde give Mor Livet, havde Lægen sagt. Og saa var der noget uhyggeligt i det. For naar man sad derinde alene — hvad i Alverden, uha, uha! tik! tik! tik! tik! sagde det etsteds i Træværket. En eller anden forklarede, at det var et Dødningeur. Man blev saa besynderlig i sin Mave af at høre paa det. Man maatte stikke af, ud i frisk Luft, langt væk.
En Morgen kunde jeg ikke lukke Øjnene op. De var klistrede til; det var baade morsomt og til at blive forskrækket over, at dér vaagnede man og hev i Øjenlaagene, men de vilde ikke af Stedet. Mor fik noget at bade dem med. Jeg kan endnu høre hende le, naar jeg vaagner og glipper og er blind: »Nej, det kan du ikke, lille Kaj; nu skal jeg hjælpe dig.« Det er dejligt at have en Mor til at hjælpe sig med at lukke Øjnene op!
Da jeg var helt rask igen, begyndte jeg at opdage Gaden. Der maatte jeg ikke komme, for der holdt de uartige Drenge til. Og der smuttede jeg ud, naar Mor »var i Syden«. Der var en Dreng, der var et Par Aar ældre end jeg, en sjov Fyr med korte Buxer og bare Knæ, saadan runde pæne bare Knæ. Han var hittepaasom, saa det var en Lyst. Gravede de Gasrør ned i Gaden, kom det gule Ler op, og saa sagde han, at han kunde se med Fingrene, for der gemte sig Figurer i Leret, det var dem, han kunde se, og sandelig, om ikke en Lerklump gik hen og blev til et Væsen mellem Fingrene paa ham. Han gav ogsaa Circusforestillinger ved Hjælp af 2 tomme Tønder og en Sæk og en Kost og andre storartede Ting; man fik Lov at overvære dem for en Knap eller en Øre, og man kunde ogsaa være saa heldig og højtbetroet, at man fik Lov til at virke med.
Vi havde ogsaa Genboer her i Ny Østergade. Tænk, der var et Sted, dér kom Kongens Foged en Dag; man skulde jo have troet, at Folkene var beæret, men ingenlunde, Manden var gaaet i By, og Konen gemte sig bag Døren, saa mærkværdige er Mennesker. - Oppe i Gavlen paa Nabohuset laa den voxne Datter af Skarlagensfeber. Det var noget, man kunde dø af. Og der var engang en, der for Sjovs Skyld sendte nogle Skaller i et Brev til en anden, og strax blev den anden syg og døde. Naada, hvor man skævede op til Vinduet, naar man krympede sig forbi. — Naboen til den anden Side havde Høns. »Og tænk, Ida« — forklarede man sin Kusine, der var 11 Aar ældre end En selv — »saadan en Høne kan lægge en Masse Æg om Dagen.« »Næ, lille Kaj, en Høne kan kun lægge eet Æg om Dagen.« Ah, disse Kvindfolk, altid skulde de spille klogere end En selv; naar man nu med sine egne Øjne havde set Manden tage en hel Huefuld ind hver Aften. »Jamen han har jo ogsaa flere Høns.« Ja ja, visst saa, det havde han, men — — ja, det kunde man jo ikke sige noget imod, men man havde nu Ret alligevel.
En Dag jeg var paa Gaden »til Circus«, kom vor Pige og hentede mig hjem, »for Tante Marie var kommen«. Hvilken Tante Marie? Ja, det vidste Pigen ikke; men det var da Tante Marie fra Landet. Jo pyt, Tak, det var de begge to. Den ene var Mors Kusine fra Opager, hun kom altid med noget til mig; den anden var Mors Søster fra Skørringe. Den Dag var det hende, da jeg kom hjem. »Naa, er det bare dig,« sagde jeg, »jeg havde haabet, det var den anden Tante Marie.« Og dermed gik jeg paa Gaden igen.
Faa Dage efter kom virkelig den anden Tante Marie. Men heller ikke det Besøg faldt vellykket ud. Hun og jeg gik nemlig en Tur i Haven, og hun bøjede sig og plukkede et Jordbær og — puttede det i sin egen Mund. Næ, hvor jeg hylede op og ikke vilde have mere med hende at bestille. Og hun blev ogsaa godt gal paa mig: »At skave sig saadan, fordi jeg tog det Verdsens lille bitte Bær! Du trænger til nogen om Ørnerne.«
Dog — vi blev forsonede. Senere hen paa Sommeren skulde Mor og jeg ud at besøge dem i Opager. Onkel Munk var ved Ryde Station efter os med to stejlende smaa Løver for Vognen. Mor havde fortalt mig, vi skulde køre gennem Skov og Dyrehave. Skoven var der rigtignok, men Dyr saa jeg ingen af. Det var en bitter Skuffelse. Mor var meget bevæget paa hele Turen. Jeg selv slugte Eventyret med Øjne og Øren og aaben Mund. Og hvad blev det ikke til senere hen i Maribo over for Kammeraterne! »Jo, og saa var der en Stork derude, den spankulerede paa Marken, og jeg strøede Korn foran den, og gik baglæns, og den fulgte efter og pikkede Kornet op og blev paa den Maade narret med ind i Huset, og saa jeg hen og smak Døren i bag den.« Tilhørerne var fuldstændig opslugt, men Circusdirektøren, der lugtede Konkurrence, bemærkede tørt, at Storke ikke spiser Korn. Der stod jeg og saa Lysene slukkes paa Ansigterne omkring mig. Og saadan lærte jeg første Gang Sandheden i, at Kendsgerningerne distraherer.
Efteraaret nærmede sig. Det var mærkeligt med Mor, hun tog sig ikke saa meget af mig mere. Ofte blev jeg sendt op at lege hos Sadelmager Waels, Onkel Jacob og Tante Helga og Kusinerne Ellen og Ida og Fætrene Carl og Hjalmar. Hele Dagen kunde jeg være der og blev saa fulgt hjem om Aftenen. Stadig laa jeg i Fars Seng om Natten, og stadig kom jeg om Morgenen over til Mor. »Er det rigtigt, Mathilde?« spurgte Tante Helga. Og Mor svarede ikke. Mor var altid venlig og rolig og ligevægtig, jeg var 5 Aar gammel og anede intet om, at Fortvivlelsen brændte i hendes Sind om Kap med Feberen i hendes Legeme. For hun vilde ikke forlade mig. Hun havde selv prøvet en hjemløs Barndom; den maatte ikke blive hendes egen lille svagelige Dreng til Del. Hun kyssede mig paa Munden, hun lod mig drikke af Koppen paa samme Sted, som hendes Læber havde rørt den. Stakkels lille velsignede Mor, du vidste ikke, hvad du gjorde i din Angst og din Nød. Og i dit Hjerte stønnede du til din Gud: »Tag mig ikke fra ham, giv mig ham med, giv mig Lov til at faa ham med.«
Saadan kæmpede hun i Døden for sin eneste, men over for mig var hun, saa vidt Feber og Træthed tillod det, den samme rolige, glade Mor. Endnu var hun lidt oppe om Eftermiddagen. Endnu kunde hun finde paa en Spøg. Naar Pigen lige havde forladt hende efter at have pakket hende til i Stolen, kunde hun blinke til mig: »Skal vi to liste ud i Køkkenet og se, hvad hun laver?« Saa støttede hun sig til mig, og med Besvær fik vi lirket os frem, og der stod vi i Døren og lo begge to. Pigen lo for Resten ikke; for hun havde Madam Blaa over Blusset til en Trøstetaar for sin egen Mund. Tænk, at jeg endnu kan se for mig hendes forskrækkede og uvillige Blik!
De vækkede mig en Morgen, gjorde Pigen og gamle Margrethe, de vækkede mig og tog mig ud af Fars Seng og lagde mig i nogle Dyner ind paa Sofaen. Det var endnu mørkt, og der laa jeg søvnig og halvvaagen og funderede paa, hvad nu det skulde betyde. Saa hørte jeg inde fra Soveværelset en aparte Lyd, et dybt Suk eller Støn, og lidt efter kom de begge to ind til mig, svøbte mig godt ind i et graat Tæppe og bar mig ud af Huset og ned gennem Gaden. »Naa, er Mor nu død?« henkastede jeg. Det benægtede de begge.
Da vi var naaet omtrent til Torvet, begyndte de at mumle sammen, og saa rømmede gamle Margrethe sig paa Hjørnet af Jernbanegade og sagde: »Ja, lille Kaj, din Mor hun er jo altsaa død.« »Naa!« svarede jeg. »Ja,« fortsatte Margrethe, hun mente vel, hun skulde sige noget; »hvorfor troede du ellers, at vi saadan allesammen gik fra hende?« »Aah, jeg tænkte, det var, fordi I var saa onde,« lød mit Svar.
Nu var vi naaet til Sadelmager Waels. De bar mig op ad Trappen og bankede paa Døren. Saa stod vi og ventede.
Omsider blev der lukket op. Onkel Jacob stod med Selerne hængende ned; det var første Gang, jeg saa Mandfolkeseler, det var yderst interessant.
Jeg blev lagt i en Seng, og da det blev Dag bestemte Tante Helga, at jeg skulde blive i Sengen, hvad jeg fandt uretfærdigt, da jeg jo slet ikke havde været syg.
Men Tiden gik godt. Kusine Ida var flink og satte sig hen og læste Historier for mig. Jeg var vel til Mode og fandt hele Situationen langt ud over det almindelige. De spurgte mig, om jeg ikke var ked af, at Mor var død. Men det fandt jeg ikke paa nogen Maade Grund til. Mor var jo bare gaaet op til Far, og hun havde lovet at hilse ham fra mig. Interessant var det ogsaa, at da vi kom til Aftenbønnen, lærte Ida mig, at nu kunde jeg ikke nøjes med at sige Godnat Far, nu maatte jeg have Mor med: Godnat Far, Godnat Mor, Godnat Gud og Jesus og alle smaa Engle. Saa sov jeg veltilfreds ind og vaagnede til en ny spændende Dag.
Men da jeg vaagnede tredie Dags Morgen, spurgte jeg pludselig Ida: »Hvornaar kommer Mor til mig igen?« Jeg fik et undvigende Svar: Mor kom ikke saadan igen. »Jamen,« udbrød jeg i højeste Bestyrtelse: »Hvornaar faar jeg da Mor at se igen?« »Ja — ja — det — det bliver visst ikke før oppe hos din Far, lille Kaj.« Pludselig væltede der et Uhyre over mig, paa engang laaddent og taaget og af en kvælende Tynge: betød det, at Mor - at Mor var gaaet fra mig -- at Mor blev væk lige som Far — først se hende igen oppe hos Far, det kunde der jo blive længe til, mange Dage, mange Aar, jeg kunde jo være uheldig og komme til at leve i mange Aar -- jeg snappede efter Vejret, aah nej, aah nej, og saa styrtede Graaden ud af mig, ud af Øjne og Næse og Mund, den rystede mig med sine Kramper, Time efter Time græd og græd og græd jeg. Mor — — Mor var blevet væk.
Ak ja. Allerede paa Begravelsesdagen var jeg strunk igen. Jeg fik Lov at komme med til Jordefærden, og da Pastor Dujardin, Kateketen, sagde nogle Ord om Afdødes lille Søn, der staar her ved Graven, brystede jeg mig. »For ikke sandt, Ellen?« som jeg spurgte bagefter, »det var jo da mig, han mente med »Afdødes lille Søn«? det var jo da mig?«
Ude paa Maribo Kirkegaard paa Bedstefars Gravsted under Sørgepilen var Far blevet begravet og nu ogsaa Mor. Stenen, der staar over dem, har Form af et udgaaet Træ. Øverst staar Fars Navn, Fødested, Dato og Aar for hans Fødsel og ligesaa for hans Død. Ved Mors Navn har man sparet paa Oplysningerne. Hvorfor? For at skaffe Plads paa Pladen til endnu et tredie Navn. Saa sikkert regnede man med, at »den lille Stakkel« snart vilde slaa Følge. Er det utilgiveligt, om Staklen nu engang imellem midt i Legen med sine 5 Børn standser og sender en Tanke af Triumf til den udgaaede Træstub paa Maribo Kirkegaard?
Onkel Aksel kom fra Svendborg og var Kurator. Det skulde ordnes med en hurtig Haand, hvad der her skulde ordnes. 2 Døde og 1, der var saa godt som død — her var ikke Grund til nogen større Afbrydelse i Forretningerne. Onkel Aksel havde altid travlt. En rask Auktion over det hele, det gav et Par Tusind i en Bankbog, et Forslag om, at de kunde gaa til Nis Petersen og hans Søskende, saa snart Knægten her — ikke sandt. Og saa var Hr. Kuratoren tilbage til sin Vinhandel igen. Hvad der skulde ske med en Bagatel som Barnet, kunde Waels se til: Det kunde jo desværre ikke sælges paa Auktionen.
Men nu kom det frem, hvorfor Mor havde været saa bevæget under Turen til Opager. Tante Marie og Onkel Munk levede i barnløst Ægteskab paa 12te Aar. Mor havde talt om, at hvis det skulde gaa, som det kunde se ud til, saa vilde hun saa inderlig gerne, om hendes Barn kunde havne et Sted, hvor Hjemmet ikke selv havde Børn i Forvejen, som han kunde komme til at staa i Skyggen af. Der var jo nok hendes Søster paa Gaarden i Skørringe, men hun var bare Husbestyrerinde for en Enkemand og hans Søn. Mors Begravelsesdag faldt underlig nok paa Tante Maries Fødselsdag (28. Okt.).
Da Følget stod omkring Graven efter Jordpaakastelsen, skete der noget. En lille, uanseelig, bondeklædt Kone, der trak noget paa det ene Ben, traadte ud fra sin Plads i Baggrunden og gjorde sig til Hovedperson. Med en Stemme, der skingrede lidt af Nervøsitet, begyndte hun at tiltale de let chokerede Købstadsmennesker: »Ja, jeg er jo Mathildes Kusine, og min Mand og jeg har talt med hende om at tage Kaj, hvis der skulde blive Brug for det.« Det var der ingen, der svarede noget paa, og nu blev lille Tante Marie rød i Kinderne: »Det er altsaa vort Tilbud, og hvis I tager imod det, kan I jo bare sende ham ud til os. Men det maa være snart. For vi vil have Orden paa Sagerne.« Saa blev der stille igen. Ikke en Stemme lød, undtagen fra den friske Grav. Den sagde Tak. Men den var der ingen, der hørte. Nogen tænkte vel paa, at de ingen Adkomst havde til at svare, og nogen tænkte vel paa de 2000 i Bankbogen.
Omsider fik man dog taget sig sammen til at svare Naa og Ja og Det er jo godt. Men da Tante Marie saa lod sig forlyde med, at fik hun Barnet, var det rimeligt, at hun ogsaa fik lidt Klæder og Sengetøj til det af Dødsboet, var man atter paa Vagt og svarede hende med den Oplysning, at det kunde hun jo købe paa Auktionen. Saa alt, hvad jeg fik i Arv fra mine Forældres Hjem, var min Daabskjole, en Kaffedug og Gud. De tre Ting ejer jeg endnu.
IV
FORELØBIG var jeg hos Onkel Jacob og Tante Helga. Det var et af de gamle Huse i Maribo skraas over for Olsens Hotel. Et Eventyrhus. Nu knejser der et Bankpalads med Søjler og Springvand og Ærkeenglen Gabriel og hans Pumpestok. Det har intet med Maribo at gøre. Men i Onkel Jacobs Hus der boede Maribos Aand. Hvor skal jeg begynde Beskrivelsen, og hvor skal jeg ende? Tante Helga var svagelig; en sammensunken Ryg allerede fra Ungpigealderen og siden de talrige Fødsler havde tidlig gjort hende til Sagtegænger. Ud fra Køkkenet var der blevet bygget — ja, det kaldtes bare for Altanen, men det var en Svalegang, flere Alen lang og saa drejende i et Knæk hen til Loftsrummet paa et Pakhus i Gaarden. I Knækket laa der, heroppe i Luften, hele Sommeren igennem, et Lysthus af Lærred, randet af Kasser med Jord i, hvorfra Nasturtierne kastede sig frem og fyldte Luften med deres Farvelatter. Skal jeg tænke paa noget rigtig dejligt, saa lukker jeg Øjnene og tænker paa »Altanen«. Jeg maa holde op med at fortælle om den lidt, jeg bliver alt for grebet af det. Men jeg kommer til den igen.
Et Eventyrhus, ja det var, hvad det var. Lad os gaa ind fra Gaden. Til venstre der er Singers Symaskiner eller hvad det er, kommer ikke os ved, har aldrig været der, det er den Del af Ejendommen, Onkel har lejet ud, Butik og Husets Stuelejlighed. Men til højre der har vi Onkels Butik, den er lille, men lugter prægtigt af Læder, og der hænger Seletøj og staar Kufferter og — saa sandt jeg ikke lyver: en Gyngehest. Tager vi Mod til os og gaar om bag Disken, er der en Dør ind til Værkstedet. Den har en lille Glasglug, og vi er ikke længe om at opdage, hvad den er til: den kan Onkel Jacob kigge ind igennem, naar Butiksklokken ringer, for at se, hvem Kunden er; og er det en, hvem det lovede ikke er færdigt til, kan han sende Petersen ind. Petersen det er Mestersvenden, og han er god til at ride Storme af.
I det lange Værksted staar Onkel selv ved det første Bord med sit grønne Forklæde paa. Hans Strubehoved hopper op og ned med morsomme Lyde: br br br br. Kniven skærer sikkert igennem Læderet, Snittet løftes op imod Ruden for at synes. Ved næste Bord staar Petersen, saa følger Deichmann, og helt henne i Hjørnet er Yngstemanden. Hvor vilde man dog gerne være dernede og fylde alle sine Sanser til Randen med Sadelmagerverdenen der! Men man maa ikke holde til i Værkstedet, Tante Helga vil ikke have det, man kunde faa Ting at høre, man ikke er gammel nok til endnu. Huh, hvor længes man efter at blive gammel nok!
Men vi kan gaa ud i Gaarden, ja, eller ogsaa gaa ud paa Gaden igen igennem Butikken og ud i Gaarden ad Porten, der hen over sig bærer det stolte Skilt
Huder og Skind købes til Dagens højeste Priser.
Og hele sin Barndom spekulerede man over, hvorfor Onkel var saa stor en Idiot, at han ikke prøvede at faa dem lidt billigere. Inde i Gaarden var der — ja, hvad var der ikke? sig mig det! der var toppede Brosten, der var en vældig Ask, som skabte en skyggegrøn Stemning af Skov, der var saltede Huder og Skind, som glimtede rødt i Solen og spredte en Duft af Slagmark i Askens Fred, der var Oplagsrum for Læder og Bark og Tapeter og uudgranskelige Genstande, der var Tremmedøre til gammeldags WC'er, nogen med Nøgle i, og nogen lidt finere, hvor man maatte hente Nøglen oppe, hvis man skulde besøge Madam Meier, som Ellen kaldte det. Og fremfor alt var der alle Vegne et intrigant og piftende, puslende og farende Liv af Rotter.
Bag ved Gaarden igen var Haven, den var ikke bred, men til Gengæld lang. Og den lollandske Jords Frodighed fornægtede sig ikke. Paa Espaliertræerne tyngede de saftige Pærer, Roserne prøvede paa at overdøve de udspilede Skind i saavel Dufte som Farver, og Ærter og Salat og Persille holdt sig til Devisen: Ej blot til Lyst.
Men nu gaar vi tredie Gang ud paa Gaden og ind igen og denne Gang lige op ad Trappen til Førstesalen. Vi hænger Hatten fra os i den bitte Gang, der næsten ikke er blevet Plads til oven for Trappen foran Døren. Vi lukker denne op, og havde det nu været om Vinteren, var vi strax blevet indfiltret i et stort tungt Klædes Tæppe til at opfange Trækken, for vi staar i Stuen med det samme. En ganske lille Spisestue med Gulvet overtrukket med tykt Linoleum, ved Siden af den en ganske lille Dagligstue med Klunkemøbler, ofte af egen Tilvirkning, f. Ex. en allerkæreste Fodskammel til Tante Helga, Gyngestol en miniature, rødt Plys med et broderet Midtstykke; mellem Stuerne kun Portierer; til højre en Tapetdør ud til Køkkenet med en Glasplade under Haandtaget, for at man ikke skal fedte.
Lad os først gaa til venstre ind i Dagligstuen og derfra to Skridt op til Soveværelset, der har Forhøjning ved Vinduet ud til Gaden og Gadespejl, saa Tante Helga kan følge med i Byens Liv. Saa begynder vi at gaa tilbage igennem en bælgmørk Gang ind til Ellens søde Ungpigeværelse under Skraavæggen og til nye Kamre, nogle uden Vindue, andre med et halvt — og Legetøj er der gemt i dem, fra da Børnene var smaa, Aargange af Familiejournalen, indbundne Fabelsamlinger i Lommeformat, og hvad er det? en Lem! pil ikke ved den! Lugen fører ned til Porten og gennem hele Huset op til Loftet, der hejses Høet op, som gemmes over alle Stuerne, Onkel bruger det til at polstre Møbler med, Fest, den Dag det kommer, og Fest, mens det ligger heroppe og dufter Huset fyldt af den lifligste af alle Dufte, og spændende tillige, for har man ikke hørt noget om, at det kan brænde sammen og svide hele Herligheden af over Hovedet paa os?
Nu dundrer det nede i Porten. Vognene kommer med Bark. Koner møder op for at rive Bark og faar Betaling pr. Bunke; da Onkel Jacobs egne Børn var smaa, fik de ogsaa Lov til at være med til at rive Bark og fik Betaling for deres smaa Bunker. For Onkel kan saadan med Børn. Huha, som han kunde slaas med dem. Og sige dem Gaader. »Der bor en Mand i Østergade, han hedder hverken Grød eller Vælling, men det midt imellem. Hvad hedder han saa? Dumme Børn! saa hedder han Eller.«
Fald nu ikke i Tanker! vi gaar Tur i et Hus og ikke i Minderne. Ak, Huset er ogsaa et Minde kun. Men her, hvor vi faldt i Staver over en Luge, hvor er her mørkt! vi finder aldrig herfra. Det hele lille Hus er et Rige, en Verdensdel, som Stanley og Livingstone ikke fandt den bedre. Vi er faret vild. Men her er en Klinke. En Dør. Hvor er vi endt? Der staar Ellen og ler. Vi er havnet i Køkkenet; her skinner alting af Properhed, men mest lyser Ellens glade Smil og evige Latter. Og derhenne er Døren ud til Altanen, og den — ja, for Køkkenet har været Altanens Havestue engang — Døren har, o Mirakel, henved en Snes smalle Randruder om selve Vinduet, og Glassene i dem er blaa og gule og røde og grønne, man kan selv bestemme, hvad Lys man ønsker at se Verden i; vil man Morgenrøde, saa blot staa paa Taa; vil man Graavejrshimmel, saa bare hænge med Hovedet!
Og saa gaar vi ud paa Altanen. Pas paa! lige til højre, er der en fritsvævende Trappe ned med bare et Reb at holde sig ved, fedtet ved mange glidende Greb af Sadelmagerhænder. Langs med Altanen er der paa højre Side en Mur, paa venstre et solidt Gelænder, saa ingen af Tante Helgas Smaafolk har kunnet tage Turen ned paa Gaardens Stenbro. Henne fra Teltet lyder der fornemme Stemmer, Tante Helga har Damer paa Eftermiddagsvisit, nu gælder det om at kunne bukke og svare belevent. Foran breder sig under En Havernes Skønhed og Fred, Have efter Have med fløjtende Drosler og unge Piger i Hvidt, der gaar og klipper Roser, saa dukker Domkirken frem og et blaanende Glimt af Søen. Alting blander sig heroppe, Lyde og Lugte fra Gaardens travle Liv, Svendenes hambre Skæmt, Hudernes Tørring i Solen og rundt om fra Haverne den vældende Duft af yppig Ynde, Damernes Porcellænspassiar og den spinkle Klirren af Kopper, saa knager Trappen under Onkels fyrige Spring, snart staar han i Teltet — br br br br — og har et Smil og en dristig Spøg til sin Kones Gæster, og Solen synker, nu ringer den ærværdige Klosterkirkes Klokker den ned, er man i Maribo? eller i Evigheden? Begge Steder paa eengang.
Hvorfor fik jeg saa ikke mit Hjem i dette Paradis? Aah, Tante Helga havde taget sin Tørn med Livet, nu havde hun just faaet konfirmeret den sidste, hun havde ikke Kræfter til at begynde igen.
Men hele sin Barndom igennem var Onkel Jacob og Tante Helgas Hus mit andet Hjem, den lille Ø, der var blevet tilbage af min Oprindelses Atlantis.
Med-et var jeg flyttet til Skørringe. Mors Søster, Tante Marie, havde slaaet en Klo i mig. Det var jo at komme paa Landet, ud til Køer og Heste og Grise. Men Tante Marie og jeg divergerede. Vi kunde ikke finde hinanden. »Din snottede Unge!« sagde Tante Marie og fik til Svar: »Jeg vil bare gøre opmærksom paa, at jeg pudser min Næse lige saa tit som du.« Saa vilde hun have, jeg skulde drikke Kaffe. Ikke Tale om. Jamen jeg skulde. Nej. En Aften serverede hun noget mørkagtigt for mig og erklærede, at det var Chokolade. Jeg tog en Mundfuld — og slyngede Koppen med Indhold hen ad Gulvet; det var Kaffe. Den Aften klædte jeg mig af alene. Tak, jeg skulde ikke have Hjælp. Ellers mange Tak.
De prøvede at være gode ved mig, hun og Bonden, hun styrede Hus for. Han havde et lille Lysbilledapparat. En Aften blev Lyset slukket, og saa saa vi Lysbilleder. Det var en vældig Begivenhed. En anden Gang satte de mig i Feberspænding ved at fortælle mig, at næste Dag kom Kongen fra Norge paa Besøg. Det var sandt nok. Det var en Gaardmand, der hed Niels Konge, og som boede i Sognet Norre. Men der foresvævede mig jo høje Ting, og min Skuffelse sidder i Kroppen paa mig endnu over, at der næste Dag fremtonede et Menneske af det mest umiskendelige lollandske Tilsnit.
Nej, det kunde ikke nytte noget, det var den forkerte Tante Marie, jeg var havnet hos. Jeg var ikke tilpas. Gudskelov at jeg havde Gud med mig. Han overbragte velvilligt hver Aften min Hilsen til Far og Mor, og om Dagen passede han paa mig som en Smed. Det skete en Stormvejrsdag, at Vinden hugg den store Ladeport i, saa den ramte mig, og jeg trillede og trillede og blev ved at trille, indtil jeg omsider blev standset ved at støde mod fire Hestebagben. Men ingen af dem løftede Hoven til Spark. Manden ved Spandet rystede over hele Kroppen og skreg op, og jeg rejste mig lidt fortumlet, men vidste jo nok, hvem jeg kunde takke for, at det var gaaet saa godt. —
Der var vel en Mil til Maribo fra Gaarden. Den anden Tante Marie boede en halv Mils Vej endnu længere ude. En Dag skrev hun til Waels, at nu eller aldrig. Saa bestemte Tante Helga sig for nu. Der gik Brev til Skørringe, at jeg skulde afleveres til Opager. Men nu var der Blod mellem de to Familier. I Stedet for at fragte mig den halve Mil, kørte Skørringe mig til Maribo, hvor Opager hentede mig. De to Køretøjer mødtes paa Vejen, men der hilstes ikke. Det var i November. Forkommen af den 1 Mil lange Tur maatte jeg op paa en ny Vogn og køre hele Stykket tilbage og endda en halv Mil til. Saa var jeg da naaet til Opager, hos Onkel Munk og Tante Marie, der altid havde haft noget godt med til mig i Maribo. Lille, tynd og rystende stod jeg og holdt mig ved et Bord, der næsten overragede mig. Og Sadelmager Christensen fra Hjørnet, der traadte ind ad Døren for at syne sin nye Genbo, rystede paa Hovedet og mumlede: »Næ, nej — næ, nej, han duer skam ikke til at lægge til.«
V
OPAGER SKOV kalder det sig — og bluffer lidt, for saa poetisk er det nu heller ikke. Der maa have været Skov engang, men den er ryddet forlængst. Der findes ikke Skovtræ tilbage fra dengang paa de 13 Husmandssteder, som udgør den Bydel af Landet Sogn. Men Skovens Buske og Planter gemmer sig rundt om i Grøfter og Mergelgrave, Violerne paa Skrædderens Dige maa Barnet kigge efter allerede i Marts, og selve Skoven er saa nær, at du kan følge Aarets skiftende Gang igennem den fra Peter Munks Køkkenvindue. Christianssæde har sit Slot liggende en Fjerdingvej herfra. Grevskabet har indtil fornylig ejet det meste af Jorden. For en 90 Aar siden var Søren Pedersen Munk Kusk paa Christianssæde og Trine tjente hos Kammerraaden. Trine hun var en Pige med baade Musik og Humør i. Hun havde først tjent hos Nannestad, Præsten i Landet, han var ikke just Demokrat. Endnu som 80-aarig kunde Trine forfærde sig over, at da Bønderne kørte til Bys til Rigsdagsvalg første Gang, stod Hans Velærværdighed og saa gennem Ruden ud i den silende Regn og bemærkede til sin Frue: I Dag er der Die for Ormene.
Men Nannestad havde ogsaa noget andet end antidemokratiske Anskuelser, noget meget bedre havde han, nemlig Døtre. Hør, hvor de spillede og sang:
Vor gamle Karo holdt en Støj,
da Vognen holdt for Døren.
Min Kuffert og mit Rejsetøj
blev baaret ud af Søren.
Trine anede ikke, hvad en Vaudeville var, og kom aldrig til at ane det. Men dens Viser dansede fra Præstegaardsklavertangenter ind i Stuepigens kønne lille Hovede og blev ved at danse der i de næste 60 Aar.
Siden kom hun til at tjene paa Norregaarden, hvor den gamle Frue var tysk og et galt Spektakel. Datteren, den unge Frue, var dansk og et lige saa galt Spektakel. Naar hun og Gemalen kørte i By, sad den gamle og græd. Saa maatte Trine ind at trøste. »Den unge Frue sagde til mig, hun var saa glad for, den gamle Frue var her og kunde se til Børnene. Den unge Frue siger altid saa meget godt til mig om den gamle Frue.« — »Ger hun doch virkli? ger hun doch virkli?« lyste hun op og tørrede Taarerne af.
Sidste Sted, Trine tjente, var hos Kammerraaden. Trine var Morgenpige, og Kammerraaden var Nattemand. Men et Gry skete det, at han kom op samtidig med Solen. Indsvøbt i Slaabrok, tænderhakkende stod han et Øjeblik efter i Køkkenet: »Trine! Trine! Skoven brænder! Skoven brænder!« — »Jøss, Hr. Kammerraad, hvor dog? naa der! nej, det er bare Solen, der staar op.« — »Snak, Trine, Snak, jeg ser dog med mine egne Øjne. Ud med dig! ud og sig til Søren, at Skoven brænder, at han skal slukke, at — aah Gud! aah Gud! saa skynd dig dog, Menneske! Gør, hvad jeg siger.« -— Der var junne aan'et for, jæ mutte ræn'e øu aa seie te Søren: Søren! Søren! Kammeraaen seier, du ska skøn’e dej øu i Skoui’ aa slukke Solen.
Der stod de og grinte begge to. Det blev ikke til Skovbrand, men til Hjertebrand. Saa blev Søren og Trine gift og Fæstehusmandsfolk paa Opagerskov. Huset ligger der endnu, lavloftet, straatækt, hvidkalket Bindingsværk. Men det er voxet noget i Tidens Løb. Der hørte ikke mere end 3 Tønder Land til det. Men da Skolejorden blev skiftet ud, fik Søren Haand i Hanke med de bageste Skolelodder, saa han efterhaanden var Fæstehusmand til en halv Snes Tønder Land af Lollands, d. v. s. Danmarks bedste Jord. Kun eet Barn fik de, Peter Sørensen Munk, sin Mors ubegrænsede Kæledægge. En køn Dreng, fingersnild, ferm til Arbejde, men opdraget efter Princippet: Det kan Mor gøre. Til hendes Dødsaar, 86 Aar gl., var det Trines Valgsprog, naar der var Tale om Arbejde: Lad mig, lad dog mig! — Lille Peter blev sendt i Opager Skole, i 1867, da han var 7 Aar gammel. Samme Dag kom ogsaa til Skole for første Gang Marie Hansen fra »Køllegaarden« paa Vejleby Skov. De to forlovede sig, og den Forbindelse holdt til 1938, da Døden skilte dem ad.
Hvor var de dog forskellige, de to smaa Mennesker. De lignede ikke hinanden i nogetsomhelst undtagen i Legemsstørrelse. Han Husmandssøn. Sund og rask, lystig og overfladisk, ødsel med Løfter som en Aprilsol, hurtig i Arbejde og hurtig til at blive træt af Arbejdet, hurtig til Vrede, hurtig til Glemsomhed. Vant til at kunne gaa udenom, til at kunne regne med, at andre skulde nok klare det for ham. Livshungrig af Natur. Varmhjertet. Glad for Dyr, glad for Børn. Og hun. Gaardmandsdatter. Syg allerede fra 9-Aars-Alderen og dog lunerig, men paa en træet Maade; paalidelig som Karlsvognen; med mere Sind end Hjerte, sejg, udholdende i Arbejde, langsom til Vrede, men uden Evne til Tilgivelse. Vant til at skulle bære sin egen Byrde og sættende en Ære i at kunne det. Nøjsom. Fuld af Foragt for dem, der forlangte noget af Livet. Med Sans for Naturen, men, som saa ofte med trætte Mennesker, uden egentlig Følelse for Børn. Hvordan skulde den Kværn komme til at male, der blev bygget af 2 saadanne Stene? Ikke lydløst. Det siger sig selv. Men den gik ikke Tomgang. Den kunde male Mel til Brød. Og Gud være lovet, den gjorde det.
Maaske gaar det an at sige, at havde de to ikke været Almue og ejet dennes rodfæstede Forestilling om Ægteskabets Uopløselighed, var det kanhænde ikke gaaet. Det er min faste Forvissning, at et Kultursamfund kan ikke bestaa uden Instinkt for Ægteskabet som Skæbne. De havde dette Instinkt. Og det hjalp dem frem til den Dag, da ogsaa de sandede Evangeliets Ord fra Brylluppet i Kana, at hvor Kirken er med i et Ægteskab, er den bedste Vin gemt til sidst.
Det var altsaa Søren og Trines Peter og Stine Kølles Marie. De blev viet i Vejleby Kirke d. 4. December 1890. Da havde de kendt hinanden i 23 Aar og været ringforlovet i 11 Aar.
Hvad var Peters Ungdom gaaet med? Han havde gaaet hjemme hos sin Far og Mor paa det lille Sted, hvor Trine var i Stand til at gøre hele Arbejdet. Et halvt Aars Tid havde han været ude at tjene. Men hans Mor kunde ikke rigtig bære over sit Hjerte at unde ham saa haard en Skæbne. Han havde gaaet i Danseskole. Og han var kendt for at være slagfærdig og fuld af Humør. Og var der nogen, der var ude efter et Slagsmaal, kendte han Adressen paa en, de kunde henvende sig til.
Og nu Marie Kølles Ungdom? Ja, det Hjem, hun var fra, var ikke et Ligetil-Hjem. Det var en af de 3 Fæstegaarde paa Vejleby Skov, der laa ved den Vej, som bar saa poetisk et Navn som Skovvolden. Oprindelig var det en Storgaard (og det var hun stor af til sin Dødsdag) ved Navn Hellebankegaard. Nu var hele dens ene Side revet op til Fæstehusmandssteder paa hver en 3 Td. Land, saadan skaffede Herregaarden sig Arbejdskraft. Paa Nabogaarden kun 100 Skridt fra den boede Jørgen Ladefoged og paa den tredie Gaard, helt ind i Skovbrynet, Rasmus Nissen, af somme kaldet Skovnissen. Marianne Ladefoged var omvendt; det var Jørgen visselig ikke. Deres Ægteskab var barnløst. Hos Rasmus Nissen var begge omvendte, og dér var 3 Børn. Stine Kølle sad Enke; hun var blevet det paa den sørgeligste af alle Maader. Indtil da var der kommet 7 Børn. Deres Far omtaltes aldrig. Det var, som om han ikke havde været til.
Gaardens Sind var stille, men stridige og haarde. Næsten ordløs færdedes Enken i sin Gaard paa en egen mild og sagtmodig Maade. Men lad jer ikke narre af Maaden: Stine Kølle er ikke nem at bide Skeer i Stykker med. Af Religion var hun hverken vantro eller troende; hun var gudfrygtig paa sund gammeldags Maade. Der var født en lille Marie, som døde. Den nye lille Pige, der kom, blev derfor kaldt Marie. Der var en ældre Søster Anna. De to blev eneste Piger. De var Søstre i Skind, men ikke i Sind. Anna var fuld af Løjer og Latter. Hun elskede Sensationer. Var der ingen, lavede hun dem selv. Mandfolk var hende en evig Svir. Hun helmede da heller ikke, før hun blev hastigt gift med Peder Clausen. Som hun kunde snakke! alt det hun vidste! og alt det meget mere, hun kunde fortælle! Som Johan Munk sagde det: »de’ æ no ledt mæ di Folk, dænne fortæller de baare Løjn; for dem, der jø de, dær vee ma da, hva ma ska tro; men di aan're, der blaan'er de sammel, dær æ dénne te aa hitte Ree i.«
Den ældste af Sønnerne hed Hans Jørgen. Han havde Tuberkulose og hostede sig langsomt ihjel. Den anden hed Peder. Han rejste til Amerika. Kom en Tur hjem. Men Jøss, han sagde du til alle, om saa det var til Politiet i Rø'by. Ham maatte de have sendt af Sted derover igen. Saa var der Morten, min Barndoms Ven. Saa blød af Sind, saa haard af Sind. Ogsaa tragisk i sin Hverdagsskæbne. Han var sin Mors Bestyrer og fik Gaarden efter hende, men forlod den strax i Demonstration mod sine Søskende, hvem han ellers ikke mente at kunne klare Arven til. Og endelig var der den bitte, Rasmus, som ikke blev synderlig større af Væxt Livet igennem, men som var den mest energisammenbidte af dem. Hvor kan det være, der er saa mange smaa Folk paa vore sydlige Øer? Rasmus var vel nok lille, en Knast af Energi og Beslutsomhed. 1½ Aar gammel blev han tabt mod en glødende Kakkelovn. Et brandrødt Ar flammede ned over hans venstre Kind Resten af Livet. Det gav ham et endnu mere djævlebidt Udtryk.
Han blev siden Vognmand i Nakskov, med en 18 Heste paa Stalden. Hvor har jeg ofte set ham hænge det tunge Seletøj op paa Knager, 1½ Gange højere oppe end hans Næsetip. Med Læderet i Favnen og Armene strakt med Bøjlen i Hænderne hoppede han, naaede ikke, hoppede igen og blev ved at hoppe, til det hang der.
Da han var over 60 Aar, købte han sig en Gaard og holdt Bestyrer paa, mens han selv boede i Nakskov. Jeg ser ham en Dag, han havde hørt et eller andet ærgerligt om den unge kraftige Bestyrer, gaa hen til Telefonen og ringe til Politiet: »Det er Vognmand Kølle. Jeg vil gerne spørge om, hvor meget det koster at give sin Bestyrer en Lussing. Kan det gøres for 20 Kr., sender jeg Pengene ned til Dem strax, inden jeg kører ud paa Gaarden.« Tro ikke, det var Spøg! hele Forespørgslen blev fremført i hans sædvanlige afsnubbede, forretningsmæssige Tone.
Da Marie var 9 Aar gammel, slog hun sit Ben ved at springe op ad et Skab. Det blev til, hvad man dengang kaldte Benedder. Dermed var hun for Livstid sat uden for det, somme kalder Livet. Man kunde maaske med endnu større Ret sige, at dermed var hun for Livstid anbragt i Brændpunktet af Livet.
Det var forbi med at løbe rundt og lege som de andre Børn, det blev aldrig til som ung Pige at faa sig en Dans. Hvad det lille Menneske døjede af Smerter! Tilmed saa det ud, som Benet skulde sættes af. Saa tegnede det til, at hun ikke slap fra det med Livet. Og hvad vilde hun helst, enten det ene eller det andet? Hun vidste det daarligt nok selv. Bensplinter blev ved at bore sig ud af det. Det kunde true med, at Benet vilde smuldre hen af sig selv. Saa lægtes det, og saa brød det op igen. En evig Trusel var det over hende. Sit hele Liv maatte hun leve under den, kæmpende mod sin Skæbne. Og hvad forsøgte man af Raad? Læger, kloge Koner, endog en Rejse til Lübeck. Det kogte stundom i det, og en »klog Mand« opgav da det Middel at fange Frøer og sætte paa det. Det var noget, Anna kunde lide. Nu var hun den ivrigste for at bringe sin Søster Hjælp.
Marie var nok syg. Men hun var ogsaa rask. Det var jo kun Benet paa hende, der fejlede noget. Alt det andet var i Orden. Og selv Benet kunde i lange Tider holde sig nogenlunde i Ro og dets Sygdom kun spores i en svag Hinken, naar hun gik. Saa gjaldt det om at indhente, hvad der i Arbejde var forsømt. Ja, mere end indhente. For de andre havde jo hjulpet hende under Anfaldene. Saa dem maatte hun ogsaa tage en Tørn for nu. Ikke skylde nogen noget. Frem for alt udfylde sin Plads.
Der var nok at gøre paa Gaarden. Der var Tjenestefolk; der var Daglejere; der kom mange Folk. Og blot en Nabo keg ind, skulde der lirkes ved Klinken til Spisekammeret. Gæstfrihed var uskreven Lov. Havde man kiget ind, kunde man ikke trække sig tilbage igen uden i det mindste en Bid Brød og en Dram. Og husk, der var ikke noget, der hed at købe i de Tider. Gaarden var saa godt som selvforsynende. Den bagte selv sit Brød, bryggede sit Øl, kærnede sit Smør. Der skulde slagtes, saltes og røges. Der skulde vaskes Faar, klippes, kartes, spindes. Der skulde støbes Lys og flettes Kurve af Sejgpilevidjer. Den daglige Husholdning. Middagsmad sendt i By til syge eller fattige i Smaahusene. Og der var den anseelige Have, Køkkenhaven, det mægtige Valnøddetræ, Frugttræerne. Saa var der den store Rengøring om Lørdagen, Vask og Haarklipning. Eftersyn af Forbindsager til Ugens Rifter. Og endelig Forberedelserne til Højtiderne, især Julen, da alt gennemgik Behandling, om saa det var Spillekortene, som blev gnedet i Tælle for at være ny til Juleaften, naar Mor spillede med Børnene: Bonden ud af Gaarden og Femkort sidste Stik en Kærest.
Lille Marie futtede rundt — nej, det gjorde hun ikke. For Tempoet i Køllegaarden var ikke Fut, men det lange sejge sindige Slid, der bliver ved til det hele er overkommet, og overkommet grundigt. Altsaa: Marie hængte i, og da lille Søster vilde gerne og store Søster nødigt, passede de jo for saa vidt godt sammen i det daglige Arbejde. Om Natten sov de sammen i et lille Værelse ud til Forstuen, det, der siden skulde blive deres Mors Gammelkoneværelse, og hvori hun skulde dø. De havde paa Gaarden en gammel Arbejdsmand, der altid slæbte Træskoene hen over Gaardens Sten og satte Støtkæppen fra sig uden for Døren. Han blev syg. En Aftenstund, efter at begge Pigerne var gaaet i Seng, hørte de ham komme, de hørte hans Træskos vante Skraben over Stenen og Stokkens Klap imod Dørfyldingen. Saa blev der stille, og pludselig sad Pigerne op i deres Senge og skreg. Saa sprang de ud og for hylende op til deres Mor og fik fortalt hende, hvad de havde hørt. »Det betyder nok bare, at nu døde han,« mente Stine Kølle paa sin rolige Vis; »den Slags Ting skal I aldrig snakke om. Men nu kan I ligge her ved mig i Nat.«
Det viste sig selvfølgelig ogsaa næste Morgen, at gamle Emmiche var død om Natten ved den Tid.
De kunde ogsaa opleve, at en eller anden af Hestene stod skumsvedt i Stalden om Morgenen. Saa havde Maren redet den om Natten. Men ogsaa det hørte til den Slags Ting, der ikke skulde snakkes om.
Marie blev en pæn Pige, da hun voxede til. Og Skolelærer Winther i Opager Skole sagde, at hun havde Evner. Han foreslog Stine Kølle, at hun skulde lade hende læse til Lærerinde, ogsaa under Hensyn til det daarlige Ben. Marie vilde gerne, men Stine tyggede paa det. Det blev til, at en saadan Luxus kunde en Fæstegaard ikke tillade sig.
Marie fik et Par Ungdomsaar, hvor Benet var usædvanlig rask. Hun var endogsaa med til et Skovbal i Christianssæde. En af Byens unge Karle trak hende med ind i Træerne. Hun var ikke kendt med Skovbal og fulgte troskyldig med, men da han tog hendes Hænder og førte dem nedefter ind mod sig, blev hun forskrækket og løb fra ham. Det var alt, hvad der skete. Næste Gang de mødtes, lod de som ingenting. I over 50 Aar derefter levede de i samme Sogn og var gode Venner og mødtes ofte. Men i de 50 Aar saa han hende ingensinde ind i Øjnene mer.
Hvilken ufordærvet Ungdom! Der er Duft fra Paradiset i den, da Slangen var saa lille, at der knap var Gift i dens Tænder endnu.
Men der var skam ogsaa en Gaardmand i Højreby, der spilede Næseborene ud og fornam, at der var begyndt at dufte af Roser fra Skovvolden. Naar sidenhen det en enkelt Gang kunde falde hende lidt trangt i Husmandsstedet i Opager, saa udvidede hun Horisonten med et: »Jæ kun'e ha faat in’, der hue in’ stor Goer i Høhjrebøi!!«
Men det blev Skolekæresten, det blev til Ring med. Og da Peter Munk havde ventet tilstrækkelig længe paa, at Søren og Trine kunde blive gamle nok til at gaa paa Aftægt og havde kørt Mælk for sin Far til det nyoprettede Mejeri i Kortrup saa længe, at der var tjent nok til at afkøbe Herskabet Ejendommen, byggede han Aftægtsstue og Bryggers i dens østre Ende, saa der nu kom 2 (!) Skorstene paa Huset, og førte den modvillige Marie hjem som sin Brud. Ja, modvillig var hun. Kunde hun klare det, hun gik ind til? Benet var ikke godt nu igen, der var to gamle Folk paa Stedet, og Ejendommen bestod nu af 10 Td. Land, d. v. s. den var for lille til at holde Folk paa og for stor til at lade være med det. Og man maatte sove i Spisestuen. Der var ikke engang et Soveværelse at trække sig tilbage til, naar man var syg.
Hvad Peter tænkte ved jeg ikke. Der havde været Tid nok ogsaa for ham til at faa Betænkeligheder. Men det var i og for sig ligegyldigt, hvad de tænkte begge to. For Marie havde jo engang sagt Ja. Og dermed var Sagen afgjort. »For der skal nu være noget Mening ved En.«
Den første kom ikke lige med det samme. Og da den endelig kom, blev den ogsaa den sidste. Livet flottede sig aldrig med Smil over for Marie. Og smilte det endelig, var det, som om det fortrød det strax, fejede Smilet bort af sit Ansigt og tog atter sin barske Mine paa. 6 Aar var gaaet efter den Bryllupsdag, da Brudgommen havde gjort Skandale ved at sige Ja Tak til en Tallerkenfuld Suppe ud over den første, saa at alle Bønderne for hans Skyld maatte sidde og vente paa næste Ret. Ogsaa nu maatte der ventes. Barnet vilde ikke komme, som det skulde. Jordemoderen maatte have Bud efter Dr. Wittrup i Rødby, han kom og meldte, at Barnet var dødt og havde været det i et Par Dage.
Det blev en frygtelig Fødsel derinde i Spisestuen. Peter, hvis gode Hjerte ikke kunde taale, hverken at han selv eller andre led, vidste ikke, hvor han skulde gemme sig i de to Døgn, det varede. Marie var mest bevidstløs og vidste ikke, hendes Barn var uden Liv. Just mens det stod paa, blev en lille Pige uden Far født i Jordemoderboligen. »Kan vi ikke faa fat i hende?« mente han i sin Nød, »kan vi ikke lægge hende i Sengen ved Marie, naar det er overstaaet, og bilde hende ind, at det er hendes Barn, saa hun dog faar noget for alt det, hun har lidt?« Der var ingen, der svarede ham, og han hørte ikke Gud i Himlen, som lo bag sin Haand og mumlede: »Jeg skal nok give hende Erstatning, lille Peter. Giv bare Tid. Alting kommer, som det skal. Det sørger jeg for.«
Den 13. Marts 1897 var Fødslen igennemkæmpet. Det var en kraftig, velskabt Dreng, og Trine, som han skulde have gjort til Bedstemor, tog ham i sine Arme og løb rundt med ham og kunde ikke bekvemme sig til at lægge ham bort. »Han er død, Trine,« sagde de til hende, »det nytter ikke, Trine; han er død.« Men hun vilde ikke høre paa dem. Dog, han var død. Og det var hans Mor næsten ogsaa. Slidt i Stykker indvendig og udvendig. De maatte have hende fragtet til Sygehus i Nykøbing og efter nogen Tid til Rigshospitalet. Der stillede Schaldemose Diagnosen: »De er en Del hysterisk; men nu kan De gaa her og holde Ferie en Maanedstid.«
Den lille Kone fra Opagerskov havde aldrig i sine Dage holdt Ferie. Hun vidste, at kunde ikke andet slaa hende ihjel, saa kunde i hvert Fald det. Hun skrev til sin Mand, at han maatte komme og hjælpe hende, for hun følte, det gjaldt hendes Liv. Han kom og skulde altsaa hjælpe, naar nu Stuegangen holdt Indtog. Men næst Gud og hans Stedfortræder her paa Kloden er ingen saa frygtindgydende som Overlægen, naar han træder ind i Slagterkitlen. Man vil helst gøre sig usynlig. Man føler, at det staar i denne Mands Magt at gøre En til Pølser inden Aften. Schaldemose fra Rigshospitalet og Parcellist P. Munk stod nu Øje i Øje. »Ja-e, jæ æ hin'es Maan' — altsaa: Man,« værgede den lille Lollik for sig og sin Kones Liv med en virrende Pegefinger mod Sengen. »Patienten er en Del hysterisk,« sagde Guddommen med Grammofonstemme, »men nu bliver hun hos os en Maanedstid.« »Javel.« Den lille Mand modtog Dødsdommen over sin Kære med det Sind, der bøjer sig for det uafvendelige. Og Højheden svingede paa Hælen, og Kitlen rejste sig om ham som Ærkeenglevinger, der bredes ud.
Men da begav det sig, at den Genstand, som kaldes Patienten, og som er et paa Hospitaler og Sygehuse paa Grund af sin Uundværlighed taalt Inventar — det begav sig, at denne Genstand fik Mæle. Lille Marie Munk, med Døden stridende i sit mishandlede og torturerede Legeme, rejste sig paa Albuen og viste Fanden Korset. »Nej, nu ta'r jeg ud til Howitz,« sagde hun. Alle Rigshospitalets Barometre for paa Tælling ned under Jordskælv i Messina Anno 1783; der hørtes en svag, gurglende Lyd fra den overlægelige Strube. Saa fandt han det om ikke forløsende, saa dog brugbare Ord i Udtrykket Naa og fjernede sig hastigt. For sent fandt han paa, han burde have svaret, at naar Folk er for raske til at dø, er det godt, der ogsaa er Læger til at hjælpe dem til det.
Da Marie Munk var den samme som Marie Kølle, laa hun Dagen efter hos Howitz. »Men lille Frue dog!« sagde han, »men lille Frue dog! Hvorfor kom De ikke her strax? 2 Dage senere, og Deres Tilfælde havde været den visse Død.« Han gav sig i Kast med en Operation, han selv bagefter kaldte for den næstsværeste af de Tusinde, han havde foretaget. Og da hun saa kom sig — — »Hvordan er det? har De en Gris derhjemme, Munk?« »Ja — jæ haar da et Par Støkker,« kom det ikke uden Selvfølelse. »De skulde have sagt Nej, Munk. Saa havde jeg gjort det gratis. Nu slipper De ikke med mindre end 20 Kr.«
Behøver jeg at sige, at de elskede ham?
Det var d. 13. Marts 1897, at den døde Dreng blev født paa Opagerskov. Og d. 20. Nov. 1905 stod jeg der og holdt mig ved Bordet og blev synet og fik Erklæring for, at »heller ikke han duer skam til at lægge til.«
VI
DET BEGYNDTE ikke godt med Tante Marie og mig. Hun fandt paa noget saa aldeles urimeligt, som at jeg skulde sige Mor til hende. Mor var jo i Himlen — bare et lille Stykke borte. Hvor kunde jeg saa gaa hen og kalde et andet Menneske for Mor? Disputen mellem os var haard og holdt sig en god Maaneds Tid. Men Juleaften stod der pludselig en Engel i Stuen saa skinnende som den for Hyrderne paa Marken. Ja, saa man meget nøje til, kunde man maaske nok opdage, at det egentlig var et Grantræ, oversaaet med Lys, og man vidste vel ogsaa nok, at det var Tante Marie, der var Ophavsmanden til det prægtige Syn. Men det var som en Engel at se til, som en Hærskare af Engle var det. Overvældet af Synet vendte man sig og hviskede: »Naar du har pyntet saadan et Træ til mig, Tante Marie, saa vil jeg ogsaa kalde dig Mor.«
Og saa kom det jo af sig selv, at Onkel Munk var Far og Søren og Trine Bedstefar og Bedstemor.
Det sidste gik ganske af sig selv. For Trine var den fødte Bedstemor. Med sine rødmossede Æblekinder saa hun saa frisk og munter ud, og hvor var hun dog allerkærest god imod mig fra første Færd af. Og Søren han var jo bare en gammel gnaven Mand, der spyttede og ikke hørte godt. Bedstemor maatte hjælpe ham i Tøjet, og saa udspandt der sig følgende Samtale iblandt dem om Kapellanen i Tirsted. »Det var dengang, Sjøsse han...« »Han hed ikke Sjøsse,« afbrød Bedstemor ilter, »han hed Sjøffe.« »Jeg siger jo ogsaa Sjøsse,« bed Bedstefar rasende. Og Bedstemor rettede ham indædt til Sjøffe igen. Nu maatte Bedstefar med den ene Haand holde paa den anden, for at den ikke skulde slaa. »Hvad træder du mig for, Kone?« fnøs han; »jeg siger jo Sjøsse lige som du.« Og videre skændtes de, om Manden hed Sjøffe eller Sjøsse. Han hed Schöpfe.
En Dag kom de og sagde, Bedstefar var død. De spurgte mig, om jeg vilde se ham, og dér stod jeg saa og mønstrede for første Gang et Lig. Sikke dog en stor Næse han havde faaet! Og saa tillukket han saa ud! Han var nok ikke kommen til at høre bedre af at dø. Bedstefar her han var ikke i Himlen, som mine rigtige Forældre. Han var bare død. Det var helt mærkeligt. Og nu skulde han i Kiste. Den kunde ikke komme ind igennem den smalle Dør. Saa brækkede man hele Vinduet ned, og den Vej kom Bedstefar ud i Haven. Og Tjørnehækken var savet ned i en Kistes Bredde ud til Vejen; igennem Hullet i Hegnet fik man ham over Grøften ud paa Vejen. Og dermed gled Søren Munk ud af Verdenshistorien. Men Hullet i Hegnet forblev. Det ventede vel paa, at Bedstemor skulde samme Vej. Men hun snød det. Da hun en Tylvt Aar senere døde, var der lavet Dør ind til Aftægtsstuen fra Storstuen, saa Bedstemor kom standsmæssigt ud. Men Hullet i Tjørnehækken er ikke groet efter, den Dag i Dag. Hvem venter det paa?
Denne Mand, Onkel Munk, som nu hed Far, han kom en Aften hjem fra Brugsforeningen med en Tavle. Hvad var det for noget? Og en Griffel. Hvad var den til? Jo, nu sætter vi os hen i Krogen under Petroleumslampen, og se saa her: Griflen kan gaa hen over Tavlen, og før man ser sig om, staar der min Sandten en Mølle. Med Vinger og Trappe og det hele. Gaadefuldt. Storartet. Han var nu flink, var Onkel — æh Far. Men saa kunde han en Dag finde paa at sætte En op paa et Svinehus ude i Gaarden. Benene kunde ikke naa ned paa Jorden; der var ingen Frelse den Vej; saa maatte man prøve den modsatte: at skrige, saa det naaede Himlen. Saa blev man jo taget ned. Men tænk: saa var de alle sure et Stykke Tid.
Tante — altsaa Mor, hun var ogsaa god ved mig. Især hvis jeg var syg. Saa varmede hun Uldtæppe paa Kakkelovnen og svøbte mig ind, og jeg blev puttet til Sengs og havde det rart. Jeg laa i Stuen i den værste Vinter. De andre to laa i Sovekamret. Ja, for nu var der kommen Sovekammer mod Øst ved, at et Stykke af Kostalden var taget ind. Senere fik jeg stillet min lille Seng derop og kunde ligge og høre alle Lydene fra Køerne, naar de brummede, og naar de klirrede med Jernet om Halsene. Om Morgenen var den nye Mor ogsaa saa flink, løftede mig op og bar mig ind til Paaklædning ved Kakkelovnen. Der hang et Billede af en Mand, der havde rundt Ansigt og Overskæg og Fipskæg lige som Onkel — altsaa Far, han hed Vilh. Beck og var nok død, og under ham stod:
Brødre og Søstre, vi skilles nu ad.
Far nu med Jesus fornøjet og glad
hver sine lovlige Veje.
Mor læste det bare een Gang, saa kunde jeg det, og saa blev jeg berømmet over for Naboerne for at være noget, der hed lærenem. Jo, hun var flink nok. Men saa kunde hun være helt anderledes, forlange, at man selv skulde snøre sine Støvler og andre indviklede Ting, og kunde man ikke finde ud af det, blev hun vred, og saa kunde man slet ikke noget, end ikke de selvfølgeligste Ting, og det kaldtes »at blive sær« og var en meget uartig Ting, som straffedes med baade Knubs og haarde Ord. Da græd man udadtil og rasede indvendig og bad til Gud: »Kære Gud, lad mig leve saa længe, at jeg er blevet stor nok til at kunne hævne mig paa hende.« Men det kunde ogsaa ske, at Bedstemor kom til Undsætning, og hun havde en mystisk Sætning, hun altid rammede ud i Synet paa Mor: Hvad der ikke har været under Hjertet, det kommer der heller ikke.
De bedste Stunder man havde, det var Aftenerne, de Aftener, naar Far og Mor var »bedt bort«. Saa var Bedstemor og jeg ene hjemme. Vi hyggede os om Bøgebrændet i Kakkelovnen, hvor Æblerne sydede paa hver sit Stykke Papir af Nakskov Tidende. Bedstemor sang og fortalte, og jeg fortalte, og lykkeligst var vi, naar jeg kunde faa Bedstemor til at slaa Næven i Forklædet og udbryde: »Nej, nu har jeg aldrig hørt saa galt.« Det var hendes Udtryk for den højeste Forundring, i hvad det saa gjaldt. Havde man meddelt hende, at hun havde vundet den store Gevinst i Lotteriet — hun vilde have sat en Trumf paa og slaaet Næven mod Laaret og raabt: »Nu har jeg aldrig hørt saa galt.«
Gamle Bedste! der var utrolig Plads i mit lille Hjerte til Kærlighed, det trængte saadan, og tænk, at jeg saa skulde træffe dig, der var Storleverandør!
En Dag kom Mor cyklende hjem fra Maribo med en Gave til mig. Fy for al Landsens Ulykker! den Ting var større, end den saa ud til. Det var en Rodtrævl til Kundskabstræet. Hvo der øger sin Kundskab, øger sin Smerte. Jeg viklede Pakken fornøjet op uden at ane, en Slange laa gemt i den. Det var en liden Bog med mærkelige Tegn udenpaa og indeni. Mor kaldte den en ab se! Hun mente, jeg skulde være henrykt for den, og saa var jeg henrykt.
Men Henrykkelsen gik snart over. Den viste sig at være stopfuld af Ubehageligheder og usandsynlige Ting, som man skulde huske, og hvis man ikke kunde, saa var man sær. Mor læste højt af Avisen. »Saa dygtig kan du ogsaa blive til at læse, bare du hænger i med at øve dig,« hed det. Umuligt. At læse flydende som Mor. Udelukket. Der var Graad og Tænders Gnidsel, hvergang Ordren lød: Kom saa med ABC’en. Den blev ofte væk. Far, der saa mine Taarer og strax følte Hjertekrympen, var utrættelig i at hjælpe mig med at gemme den. Saa smuttede den ned under Chaiselongen, saa gled den om bag Chatollet. Det var jo ikke en Indledning til Skoletime af de heldigste, hverken moralsk set eller befordrende for Harmonien mellem Mor og mig. Det er mig selv, der har præsteret, hvad der i »Egelykke« er lagt Grundtvigs Elev i Munden. Jeg laa syg, og Mor bød mig: »Nu gaar jeg et Smut hen til Sadelmagerens, og nu husker du, til jeg kommer tilbage, hvad K, a, t siger.« Hun var ikke naaet ud ad Døren, før min Hulken skar sig Vej fra Sengen gennem Stuerne: Bedstemor, Bedstemor, K, a, t siger det ikke Mis?
Nej, jeg ansaa det for aldeles udelukket, at jeg nogensinde skulde faa tilegnet mig Læsningens Kunst. Men duede jeg ikke til at læse, var jeg habil til at prædike. Kunde jeg faa samlet Bedstemor, Mor, Sadelmager Christensens Datter Anna, 4 Aar, og hans Husbestyrerinde Sofie for mine Fødder, besteg jeg en af Stolene og udfoldede en flammende Veltalenhed. Opdagede jeg et Smil paa et Ansigt, var jeg der: Man griner ikke i Kirken. En Aften blev Gestikulationen saa voldsom, at jeg faldt over mod Kakkelovnen og havde brændt mig, hvis ikke Mor havde grebet mig. Far havde længe lyttet uden for Døren. Nu da der blev stille, brød han ind: »Hvad er det? jeg synes, Prædikanten er endt paa Skødet!« Der sad jeg med Armene om Mors Hals og blev ordentlig flov.
Det var ogsaa galt med Salmebøger til vore Gudstjenester. Men der havde Anna og jeg det Held, at hendes Far havde flere trykte Lister over Medlemmerne i Marcher Madsens Brandkasse. Disse Lister lod sig udmærket klippe i Salmebogsformat og sy sammen med Stoppenaale, og dermed havde vi en god Samling Kærnesalmer, som der kunde synges af med høj og frydelig Røst.
Vinteren gled til Ende, Sommeren nærmede sig og aabenbarede alle de Stedets Herligheder, Sne og Pløre havde holdt skjult. Det var jo dog et Ferige, jeg var havnet i. Selv inde i Huset var der meget sjov, om end det naturligvis ikke kunde maale sig med Onkel Jacobs. Det smalle Køkken mod Nord havde Lergulv og Indgang lige fra Gaarden uden saa meget som Forrum. Man klemte sig forbi Komfuret ad en smal Dør ind i Spisestuen. Lige som man kom ind fra Gaarden i Køkkenet, stod Vandspanden paa sin Skammel til højre, og forbi den kom Kælderdøren. En Kampestenstrappe førte ned til et Kældergulv, hvor der om Vinteren altid stod mindst en halv Alen Vand. Fra et Vindue mod Gaarden sivede lidt grønt Lys ind. Hele Indtrykket var af et Middelalderfængsel i Borgens Bund. Men forstod man at klatre paa Stiger og Borde, fandt man det Krus fra Sarepta, der aldrig løb tomt.
I den modsatte Ende af Køkkenet var Døren ud til en bitte firkantet mørk Entré med 4 Døre, en førte ud, en til Spisekammeret, og en ind til den diminutive Dagligstue midt i Huset; Øst for den laa Storstuen, der virkelig var usædvanlig stor og forholdsvis umøbleret; Vest for den laa Spisestuen, vort egentlige Opholdsrum foruden Køkkenet. Med egen Indgang gennem det nybyggede Bryggers laa Bedstemors Værelse. Men det bedste ved Huset var Loftet under Straataget; det laa først paa Vinteren dækket af Korn, hældt løst ud over det, men stukket ind i Straataget og i Kroge bag Skorstenene kunde man i den usikre Belysning fra det eneste Vindue mod Øst med den store Tjørnehæk næsten klods op ad sig bilde sig mange Steder hen i Verden og finde de morsomste Ting gemt hen i det hundredaarige Hus.
Foran Huset gyngede Kastanierne deres brede Kroner. Yndige, naar de stod med de rødhvide Blomsterstande knejsende som Lys, morsomme, naar de kastede de piggede Frugter med bristende Smæld mod Stenbroen, grønne og svale og majestætiske Sommeren igennem. Dannende et naturligt Lysthus i Hjørnet ud til Vejen, hvor Far havde slaaet en Vinkelbænk op, og hvor megen Sommeraftenkaffe blev drukken. Alle Kastanierne var plantet af Far. Ved Indkørslen stod 2, lidt tilbage i Væksten, dog da jeg var en halv Snes Aar gammel naaede de at lukke og skabe en fornem Portal.
Bag Huset, altsaa Syd for det (du kommer derom ved at klemme dig imellem Østgavlen og Tjørnehækken, der er tæt og saa høj som Huset selv) ligger Haven. Vildvinen strækker sig om de smaa Vinduer under det lave Tagskæg, hvori Graaspurvene bygger deres Reder. To Silketræer kæmper med Telefontraadene, mellem dem staar et Blommetræ med et naturligt Sæde af en Gren til at læse Lektier paa for en Dreng, hvis Higen altid stod til det, der var højere end Jorden. En Nøddehæk dækker mod Vejen. Saa følger høje Aske, Frugtbuske, et Flaskeæbletræ, flere Æbletræer med Ymper i, og et Bøgelysthus afslutter Haven ud mod Marken og Roeaffaldskulen. Haven ejer, hvad en lollandsk Have skal eje, Ribs, store gule Stikkelsbær, Hindbær, Brombær, røde Blommer og grønne Svedskeblommer, Kræger, Spilker, der er Sneboller og Kejserkroner, Tuja og Tax. Der er Persille og Ærter, Kartofler og Gulerødder. Og henne i Solkrogen ved Soveværelsesvinduet baler i Solen Tomatplanterne. Rose efter Rose rejser sig og kigger ind i Stuerne. Og lige foran Huset indbyder til Hvile den elskeligste Græsplæne med Stedmoderbedet i.
Ved Siden af Haven er Hønsegaarden. I min Barndom byggedes der en kolossal Fjællelade til at rumme Hø og Korn og Redskaber. Inden den groede op, laa Hesteomgangen her. Ved De, hvad en Hesteomgang er? Det er de takkede Hjul paa en lang Stang, hvorfor man spænder en Hest, som ved at gaa rundt driver Tærskeværk eller Kværn eller Hakkelsemaskine paa Loen indenfor. Efter Loen med Hønsehus i den ene Side kom-mer Kostalden med Fodergang foran, dernæst Hestestalden med Skærlo foran, her staar Hakkelsemaskinen med sine 2 Knive, beregnet til Haandkraft. Et evigt Slæb. Herfra gaar vi ud i Agerummet, hvor Charabancen staar.
Og nu er vi atter i Gaarden med Pumpen med Karret under Tuden lige foran Køkkendøren med et prægtigt Æbletræ strækkende sig velsignende ud over denne Del af Gaarden, med sødmefulde læskende saftige Æbler, der desværre alt for tit knustes mod Stenbroen. Gaar vi til den anden Side, naar vi til Gaardens mest idylliske Sted, Møddingen, solbeskinnet, glorværdig, skærmet mod Vinden af Huset, af Svinehuset, af en Rad af høje susende lollandske Popler, men overstraalet af Sol, Hjemsted for den knejsende Hane, de skrabende Høns, de vraltende Ænder.... næst Maribo Domkirke ved jeg intet Sted saa fredfyldt som min Barndoms Mødding i Opager i Middagssøvnstidens Stilhed, eller naar den synkende Sol fra et fjernt Sted nær Landet Kirke overskyllede den med sit røde Godnatlys.
Ud fra Møddingen strakte sig Markerne, købt til efterhaanden, derfor for saa vidt upraktisk beliggende, ikke samlet; men den ene bag den anden i een Uendelighed, ofte kun sammenhængende med en Stump Vej med en Vildrose ved eller endog en Fjællebro over en Grøft fra Agerspids til Agerspids. Paa den Maade fik vi Veje saa lange at gaa, som var det en hel lille Herregaard, ud til den alleryderste Mark, der kaldtes for Snippen. De randedes af flettede Risgærder og sprukmavede Pile, af Grøfter og »Hovedrenden«, som var en hel lille Kanal, knastør om Sommeren, men til andre Tider halvt for en Aa at regne.
Fra de 4 Mergelgrave rundt om paa Markerne kvækkede Frøerne, i den ene levede Karudserne deres indgetogne Liv, i den anden foldede en Aakande sin hvide Skønhed ud. Rundt omkring dem og langs med »Hovedrenden« kunde man læse Daabsattesten for Opagerskov. Teskaelæggen, Lollands gule Kodriver, bebudede her Sommer omkap med Anemoner og Violer. De smaa røde Stikkelsbær rev man sine Fingre til Blods for, de vilde Æbletræer var bedaarende, men et Bid i deres Frugter kunde snerpe selv den bredeste Flab til en Kirsebærmund. Og der var blaaduggede Tornbær, der var tætte Krat af Skovnød og Tjørne og Sejgpil, hvor en Dreng kunde lege Urskov, og hvor Sangfuglene stemte Instrumenterne. Skoven var saa nær, at Fasanen kunde føre sin glødende Pragt gennem de graagrønne Roetoppe; der pilede Agerhønsene, der sov Haren sin Middagssøvn. Og Rødbyfjord var saa nær, at en Kile Graaænder kunde komme en Eftermiddag og kaste sig i en Mergelgrav, og Far blev rolig ved at pløje til Fyraften, spændte saa fra og hentede Bøssen og kom charmerende vigtig hjem og viftede Mor under Næsen med en Graaandrik.
Men Rosinen i Pølseenden, Prikken over i'et, Kronen paa Værket er ikke nævnt endnu; thi ydermere ejede vi — ja, ejede kan jeg vel ikke sige, men hørte der endvidere til Gaarden nogle paa Bunden af Mergelgravene boende, menneskestore, loddenhaarede, abearmede, grønansigtede og rødøjede Uhyrer med Arp af Frøslim; de hed Losser og fortærede levende Smaabørn, som de saa deres Snit til at trække under Vandet, naar de vovede sig for nær. Ofte gik jeg med Far i Haanden forbi disse Mergelgrave og hørte det plumpe bag os af Losserne, som var oppe at se, om de ikke kunde faa Kløer i mig. Engang fik jeg vendt mig saadan, at jeg opdagede, Plumpet hidrørte fra, at Far smed en Jordklump derud. Men det viste sig, at det havde han maattet gribe til, fordi der var en særlig blodgrisk, som var paa Vej op efter os. Det blev galt, da jeg et Par Aar efter var stor nok til at vande Køer, men ikke turde nærme mig Gravene. Men nu kom det for en Dag, at Losserne nærede en uovervindelig Rædsel for Køer, saa et Barn var altid hyttet, blot det var i Selskab med en Ko.
Naar Svend og jeg var sammen, legede vi Los. Svend var Karetmager Madsens eneste Søn, han var 2 Aar yngre end jeg, og han gik op i Legen med om muligt endnu vildere Glød. Græsplænen var Dammen, og hele Legen bestod i, at vi her hoppede og hoppede, til vi var saa heldige at faa fat i et Barn, som vi druknede og spiste. Et Par Aar var det vor Livleg. Da kom der engang nogle Maaneder, vi ikke saas. Hvor glædede jeg mig til, da jeg atter var paa Vej til et Besøg hos ham, at vi skulde have os en ordentlig Omgang Los. Jeg skulde lige til at foreslaa det efter Kaffen, da Svend sagde: »Sikke dog ellers noget Pjat, vi legede der i gamle Dage, med det Lossevrøvl!« Jeg mærkede, noget døde inden i mig, men jeg var dog, 8-9 Aar gammel, Mand nok til at svare: »Ja, det var vel nok noget værre Pjat.« Saa uddybede vi lidt sammen, hvor barnerumpede vi havde været, og gik saa over til Røver og Soldat. Og dermed havde Losserne fundet deres endelige Plads paa Musæet.
Saa mange Herligheder rummede et Husmandssted paa Danmarks venlige Jord. Og saa har jeg endda ikke nævnt det kæreste af det hele, Hunden og Kattene, Køerne, der var Personligheder og havde Navne, vraltende Ænder og kaglende Høns, engang imellem Gæs og Faar. Og først og sidst de to smaa Heste: den brune og den sorte. Menneskenaturen, hvor er den dog besynderlig! der fandtes ikke forsigtigere Sjæl end Far. Hans Liv var et evigt Pas paa. Han var bange for Gløder i Asken, naar den blev kastet ud, han var saa bange for Stormvejr, at han gik i Seng, naar det blæste op. Pas paa, du spiser godt med Brød til Fedtgreverne! pas paa, du ikke glider paa Trappen ned i Kælderen! pas paa, du ikke gaar Mergelgraven for nær! pas paa, du ikke kommer foran Slaamaskinen! pas paa! pas paa! pas paa! han undgik omhyggelig selv alt, der kunde være Fare ved, og vogtede os andre med irriterende Omhu. Men over for Heste, dér havde han det saadan, at tossede Kuler, som andre ikke kunde styre, var hans Lyst. De to smaa Ildsjæle, der var der ved min Ankomst, var oprindelig anskaffet til Christianssæde til Herskabskørsel, men viste sig saa umulige at faa Skik paa, at Kusken maatte give op. Far havde købt dem næsten for Seletøjets Pris, og Seletøjet var tilmed Sognets fineste, for det var jo Greveseletøj med Krone paa.
Far havde arvet en Pisk, det første, han nu gjorde, var at brække den og smide den væk. Han elskede Dyr, og han kendte kun een Methode over for dem: at snakke sig til Rette med dem. De dansede foran Vognen og vilde i Grøften som sædvanlig, men Far foreslog dem at lade være, det var meget nemmere at holde sig paa Vejen. De vilde nu i Grøften alligevel, og saa var der ikke andet for end at spænde dem for Plov i Stedet for Vogn, køre dem trætte i Marken og saa prøve at komme paa Talefod med dem. Det varede heller ikke længe, inden de 3 smaa, Manden og Hestene, var de bedste Venner af Verden.
Der storkede jeg altsaa rundt paa tynde, 6-aarige Ben og var — Godsejer. Rigere end de fleste: en Far og Mor i Himlen og en Far og Mor paa Jorden. Hvem kan flotte sig med to Hold Forældre i den Alder? En dejlig gammel Bedstemor — og et helt Rige af Træer og Buske, af Marker og Veje, af Grave og Grøfter. Og sugede det trods alt sommetider under Hjerteroden af Længsel efter den rigtige Mor, saa havde man jo Vorherre i sin Aftenbøn; slog heller ikke han til, og man stod og var saa fattig, saa kom Mis og skød Ryg og spandt og strøg Siden mod et Skinneben og forlangte Kærlighed af en, der følte sig helt udgaaet for Kærlighed og nu pludselig opdagede, han ejede en Masse til at forære bort i Stryg og i Klap. Og havde man været »sær« og var blevet knebet og var søgt ud i Graad og Nød, saa stod der et helt Kompagni Køer med godlidende trofaste Øjne, fulde af Trøst; og saa kom Hunden farende og raabte: Vi trænger visst til at faa os en Tagfat, vi to.
De gode Dyr! de gode velsignede Dyr! saa længe vi har dem, kan det aldrig blive helt galt at være Menneske.
Til Ejendommen hørte ogsaa et Københavnerbarn. En lille tynd, fregnet Pige havde Far for mange Aar siden for første Gang hentet paa Ryde Station. Deres første Møde forløb ikke heldigt. »Er det dig, jeg skal have? Jøss, hvor er du grim!« var det bristet ud af hans børneuvante Hjerte, og Pigebarnet havde stukket i en Storhylen, han nær aldrig havde faaet snakket hende fra. Næste Morgen begik han endnu et forfærdende Traadd i Spinaten. Da Barnet var kommen op, og han sad med Avisen foran sig, læste han højt af den: »Det meddeles herved for Slægt og Venner, at Fru Petersen, København, er afgaaet ved Døden pludselig i Aftes.« Det var selvfølgelig digtet frit ud af Luften som en Spøg, liden Olga skulde grine af, men atter steg Hylet mod Højderne. Far forsøgte at forklare hende, at selv om det havde passet, kunde det umuligt være naaet i Avisen allerede, men alle Forklaringer var længe spildt. Det begyndte altsaa skidt, men blev hurtig godt. Aar efter Aar var hun kommen bleg og tynd og rejst solbrændt og trindet.
Nu var hun blevet en 16 Aar, men skulde stadig komme. Hvor var jeg spændt. Hun kom, saa og — sejrede ikke. Hun betragtede mig uden Velvilje; det var hende øjensynligt imod, at hun ikke længere var ene Høne i Kurven. Og bedre blev vort Forhold jo ikke af, at hun blev sat til at mishandle mig med den usalige ABC. Da hun rejste, var mit unge Liv en Skuffelse rigere. Hendes ogsaa. Hun kom aldrig mere. Og hvad der var mærkeligere: hun lod aldrig nogensinde høre fra sig. Olga! Olga! ser dine Øjne dette Blad, saa spørger det dig: er du til endnu?
Kort efter, at hun var rejst, fik jeg Ordre til at skrive et lille Brev til hende. Det var vel mit første. Hvad jeg saa skulde skrive? Ja, jeg skulde jo skrive, at jeg savnede hende. Jeg stirrede forbløffet paa Mor. Jamen det er jo ikke sandt. Nej, men det er Høflighed, mente Mor.
VII
DET UFATTELIGE var altsaa sket, det umulige naaet: jeg kunde læse og skrive. Hvad man havde tvunget mig til under min dybeste Mistillid, havde baaret Frugt. Mistillid — ja, jeg var egentlig ikke noget tillidsfuldt Barn. Min første Mor havde siddet i Sygestolen og ikke vidst, hvad Pigen lavede ude i Køkkenet. Min anden Mor havde det daarlige Ben og en mislykket Fødsel. De raske kan have saa mange Ting for, som de Syge ikke kan være med i og ikke ved Besked med. Det er ikke for godt, at de Syge kan stole paa de Raske. Far havde et hurtigt Sind og sparede ikke paa et Smil og et Klap. Kunde hun stole paa ham? Stumper af mine to Mødres Sind gled tidligt ind i mit. Kunde man stole paa de Voxne? De tvang En til Ting, man nødigt vilde, de kujonerede En, og saa hed det altid: »Din Tid kommer nok; vent, til du bliver stor.« Men blev man nogensinde stor? Der laa Hunden begravet. Det var jo altfor eventyrligt, at man virkelig engang selv skulde bestemme og have Penge paa Lommen og kunde købe sig al den Chokolade, man bare vilde. Nej, det var nok Løgn. De Store blev ved at være store, og de Smaa smaa. Og det med, at de Smaa blev store engang, var nok noget, man bare sagde til dem for at dølle dem og holde dem hen, for at de ikke skulde enten fortvivle eller gøre Oprør.
Men nu var det i hvert Fald virkeligt, at man kunde læse saa godt som en Stor. Maaske saa ogsaa alt det andet virkelig engang lidt efter lidt vilde indfinde sig. Og hvor var det skønt at læse! sidde i Solskinnet i Spisestuen og studere Bibelhistorien! Men da man kom til Lidelseshistorien, var det næsten ondt, at man kunde læse. Med Øjnene blændet af Taarer maatte man lirke paa Køkkendørsklinken og kige ud til Mor, der stod og stegte Sild: »Aah, Mor, hvor var de dog onde ved Jesus!«
Jeg havde altsaa nu lært at læse og skrive og være høflig. Saa var Tiden vel inde til at tænke paa Skolegang.
Men først skulde jeg til »Primjelæsning« paa »Kresjanssæde« (med Tryk paa Kre). Hvad var det for noget? De fortalte mig, at det var en Slags Indvielse til Skolegangen. En gammel Greve havde oprettet et Legat (jeg vidste hverken, hvad oprette eller Legat var). Men alle de Børn, der hørte til Grevskabets Skoler, havde Lov til ved 7-Aars-Alderen at møde paa selve Slottet og lade sig høre i, hvad de kunde; saa fik de en »Primje« (Præmie) og en Kop Chokolade oven i Købet.
Mor tager sin Dreng ved Haanden en Solskinsmorgen. Matroskraven dasker mod Ryggen, de tykke Uldstrømper med Riller i for at lade de tynde Ben se massivere ud, stikker i blankpudsede Støvler, som Dugg og Amæl (Agemel, Vejstøv) hurtigt tager Glansen af. Der konverseres livligt. Emnet er den store Tabel, som den lille Dreng er godt hjemme i. Det bliver nok Førsteprimjen, mener Mor. Saa passeres vi af Lærer Winther, der gaar rask til med Stok i Haand. Det er Mors Lærer fra Skoleaarene. Han standser og snakker pænt med Mor, og hvor er det morsomt (Drengen klukler indvendigt ved det) at se Mor forvandles til en artig Skolepige, der smiler forlegent og svarer med nedslagne Øjne.
Lidt efter er vi ved Parken; den altid laasede Jernlaage er i Dag slaaet op, det døde Slot myldrer af Liv, alle Skolernes Lærere, benovede Børn i fineste Puds og Mødre, der nuffer dem frem. Der er et Sørens Pigebarn fra Brandstrup, der kan svare paa alt, de spørger om. Naa, det kan jeg ogsaa. Ja, siger Mor, ogsaa den store Tabel. Saa er de rare og nøjes med 11-Tabellen, og det gaar fint; men saa er der en kvindekær (maa det være) Tamp til Lærer, der vil have stavet til hvorfor, og de andre Herrer smisker saa lønligt derved. Hvorfor det? Det siger da sig selv, at hvorfor staves v, o, r, f, o, r. Og saa faar Pigen fra Brandstrup Førstepræmien. Æv! havde hun endda været en Dreng. Men at stilles i Skygge af Skørter.... Og saa var II-Præmien dog det, jeg af alt i Verden helst vilde eje, for det var saa dyrebar en Ting som en stor Billedbibel. —
— Den gamle Skole paa Opagerskov under de høje Træer havde modtaget Bedstefar og siden Far og Mor og ventede nu ogsaa paa at modtage mig. Saa sad jeg da en skønne Dag bænket paa Rad og Række med en Del andre Tumlinger ved Siden af et rustrødt Monstrum til Kakkelovn og stirrede mod en frygtindgydende Skabning, som kaldtes gamle Lærer Larsen, der tronede ophøjet over os alle og var en tobaksdunstende Mellemting mellem en Konge og en Gud. Skønt han talte venligt til mig, var mit Hjerte dog dunkende besat af Ærefrygt for ham. Ved de gymnastiske Øvelser skulde vi gaa Balancegang ad et Bræt, og nu afsløredes den Sandhed, at Balancekunst ikke laa for mit særlige Naturel. Med Tungen skævt i Munden og paa exende Knæ prøvede jeg paa at løfte mig over Naturen og underkaste Tyngdeloven min Vilje, og Lærer Larsen, der saa mine heroiske Anstrengelser, gik hen til mig og nikkede venligt: »Hold dig til mit Frakkeskøde, min Dreng.« Der maatte en fornyet Opfordring til, før jeg vovede at række Haanden frem, og endnu føler jeg det Gys gennem Kroppen, jeg fornam, da jeg rørte ved den guddommelige Jakkelomme og ventede, der vilde udgaa en Kraft fra ham og gennemryste stakkels lille profane mig.
Det var morsomt at komme i Skole. Man fik saa meget at vide, man aldrig havde tænkt over før. Der var f. Ex. noget, der hed Piger, og det mærkeligste ved dem det var, at de ikke var lige kønne. Der var f. Ex. Laurine, hun havde det lyseste Haar, men det var endda ikke det bedste, nej, men saa lo hun saadan, især i Frikvarterene, aah hun kunde le, saa hele Verden blev lys af Latter, saa lys som — ja, som hendes eget dejlige Haar. Man gjorde ogsaa den Opdagelse, at alle Folk er ikke lige kloge. Rent ud sagt: der er nogen, der er dumme, og dem skal man grine af. Der forefalder ogsaa en Masse Sjov i Skolen, noget, man slet ikke anede kunde lade sig opføre her i Verden, som f. Ex. i et Frikvarter Jens er gaaet ind bag ved Tremmedøren, og vi andre leger udenfor, og lige med ét stikker han sin bare Ende ud og giver et Klask i den, og væk er den igen. At nogen kunde finde paa noget saa forfærdeligt! Og min Sandten, om den saa ikke for frem, skinnende hvid, anden Gang, og Klask, og væk. Man var forarget og rystet, og det værste var, at man ikke kunde holde sig for at grine højt af det.
Men hvis Larsen havde faaet det at vide — saa Tak. For Larsen han havde en Tamp. Den var gemt i Katederpulten, og naar Larsen blev gal, saa rystede Himmel og Jord. Det var ganske som, naar det trak op til Torden. Luften var tung og knugende, Solen brændte, men med ét blev det halvmørkt, man kunde næsten ikke aande, det stod stille i Brystet, men til Gengæld rørte det sig i Maven, og paa eengang hørte man den første Rullen — Kære Gud, kære Gud, bevar og beskærm! For naar Larsen blev vred, saa bandede han nemlig — rigtig store og forbudte Band: Jeg skal — og saa kom Navnet paa den onde Aand og saa det, som Hanen gør — lære jer, I aller — og saa et grimt Lokale — Knægte! og op røg Katederlaaget, og ud sprang Tampen og spillede med sin sorte Tunge imod os, og ve den usalige, der blev kaldt op og fik at mærke dens Brod i sin Haandflade. Naar jeg ikke døde af Rædsel, skyldtes det sikkert kun, at jeg havde en mystisk Følelse af en ubevidst Pagt mellem mig og den vældige deroppe paa Katederet om en Slags Lynafleder, anbragt ved netop den Skolebænk, der dirrede under min private lille Endestump.
»Hvem har gjort det?« lød Tordenen deroppefra; »hvem har smurt Bæh paa min Kones Køkkendør?« Det var der ingen, der havde. Eller det tordnede: »Hvem har tegnet paa Tavlen i Frikvarteret?« Det var altid den samme, der havde gjort det forkerte, nemlig ingen. Saa rullede Dommen hen over de dukkede Hoveder: »I kommer ikke hjem, før den Skyldige har meldt sig. Nu kan I selv bestemme.«
Der var dyster Stemning Timen igennem, og naar Frikvarteret oprandt, skulde vi altsaa selv bestemme. Det tør jeg nok sige, vi gjorde. Nu kom det for en Dag, hvad Guds Mening med de dumme er her i Verden. Det havde man vel funderet paa; men nu viste det sig, at ogsaa de har et Kald og er ganske nødvendige i den store Husholdning. Den dummeste var en lille Stymper fra en Gaard i saa sandt jeg lever: Taareby; jeg kan ikke nænne at huske hans Navn; lad os kalde ham Lars Kvab. Vi anede ikke, hvem Synderen var, maaske var det flere, men vi udnævnte Lars Kvab til det. Han var en fast Institution. Hvad vi ejede i Buxelommerne af Knapper, Søm, Lakrids og Glansbilleder transporteredes over i hans forfrosne, krympede Haand. Naar vi kom ind, rullede det fra Katederet: »Naa, har I snart bestemt jer til at røbe den Skyldige?« Saa rejste Lars sig og mumlede i sløv Hengivelse til Prædestinationen: »Det var mig.« »Jeg tænkte det nok,« lød det saa uvægerligt, og Tampen krøb frem og begyndte strax at træne paa Vejen fra Katederet til Skolens nederste Plads.
Var der knust en Rude, var der forsvundet en Griffel, var der traadt paa en Mellemmad, var der spildt Blæk paa Gulvet, — Lars Kvab var Syndebukken, der blev sendt ud i Ørken til at møde sin repeterende Skæbne. Sommetider vilde han ikke, hvor meget jordisk Gods vi fristede ham med; saa blev han udnævnt til det — og foretrak vel Tampens Tæv for Kammeraternes.
Men engang fik han saa hvas en Medfart, at selv haarde Drengehjerter sadlede Medlidenhedens Ganger til Omskiftelsens Daad. I det store Frikvarter blev Tampen i Triumf bortranet og nedslynget i Maskosjøvlen, en Mergelgrav paa Olstrup-Jorderne ikke langt fra Skolen, og en laarstærk Frø hjembragt og hensat under Katederlaaget i Tampens Sted. Saaledes oplevede man allerede i 8-Aars-Alderen de Følelser, der besjælede et helt stort europæisk Folk i 1789. Larsen tren ind, paa Tavlen haanlo en uartig Tegning, Tordenen begyndte at rulle, Laaget blev revet op, Haanden jog ind paa den vante Plads, men for med uformodet Hast tilbage, og op mod det forbløffede Læreransigt svang sig den forvandlede Tamp. Der var aandeløs Spænding i Klassen. Hvid af Vrede ledte han med sitrende Hænder Katederet rundt efter Tampen. Den var der ikke. Saa forlod han Klassen. Vi ventede ham tilbage med i det mindste et Lyn i Haanden. Men da han kom, var han tomhændet og rolig og sagde intet. Og der anskaffedes ingen ny Tamp. Lars Kvabs Martyrium var til Ende.
Jeg fulgtes i Skole med Anders fra Brugsen. Der var ikke en Ting til i Verden, man ikke i den kunde købe for Penge. Og saa strakte den dog ikke til over for min Fantasi. Far havde Fødselsdag. Hvad skal vi give ham, Mor? Jæ tror, ha’ læne har ønske sei en Gullmaatte. Javel. Det forstod jeg. Det var jo ogsaa en udmærket Præsent. Jeg fik en 25-Øre og skred stoltelig i Brugsen. »Har I en Gullmaatte?« »Det kan du tro, vi har.« Anders's Far forelagde mig en saadan. Jeg stirrede maabende paa den. »Jamen — jamen — jamen —.« »Er der noget i Vejen med den?« »Nej, men — men har I ikke en Guldgulvmaatte.« — »Nej, det har vi pin-de ikke.« — Med hængende Øren hjemførte jeg min Desillusion. Far besvimede pligtskyldigst af Glæde over den store og uventede Gave. Men jeg var og forblev slukøret. Hvilken Verden man levede i! De kom med Gulv, naar man sagde Guld.
Jeg kommer ind til Anders om Morgenen for at faa ham med i Skole. Katekismen faar sin sidste Overhaling: I annammede ikke en Trældoms Aand atter til Frygt, men en sønlig Udkaarelses Aand, i hvilken vi raaber Abba Fader. Hvergang Anders siger Abba, siger jeg Babba. Det er vi ved at dø af Grin over begge to. Det er utrolig sjov. Saa kommer Anders’s Mor: »I skal i Skole, Drenge. Men hvad er dog det med dig, Kaj? du har jo røde Hunde?« Naada — hvad i Alverden var det nu, de fandt paa med En, de Store? Men hjem maatte jeg og i Seng.
Mor kunde finde paa at dirigere en Kurv Æg til gamle Lærer Larsen. Det gjorde ham ikke uomgængeligere. Kun eengang ved jeg, Uvejret brød løs mod min Person. Jeg havde været oppe med min Skrivebog og faaet skrevet et stort T for. Mor havde lært mig, at stort T skulde have to Prikker paa Overliggeren: ¨T, og paa den Maade sad jeg rolig og skrev det, til jeg opdagede, at Forskriften ikke havde dem. Nu var gode Raad dyre. I min Kvide fandt jeg paa (maaske har jeg tænkt, Larsen har glemt dem; maaske var det virkelig Rævefiffighed fra min Side) selv at anbringe dem paa Forskriftens T. Saa sad jeg og havde min Samvittighed i 8-aarig, flunkende Orden. Larsen kom og kigede i Bogen: »Det er meget godt, Kaj. (Lille Pause). Men du behøver ikke de to Prikker der. Du kan jo se paa mit. (Øjnene nærmere til). Hvad F. i H. er det? begynder du at rette paa Forskriften? er det, jeg laver, ikke godt nok til en næsvis Knægt som dig?« Jeg tænkte: Nu dør du. Jeg tænkte: I hvert Fald gaar Vandet. Begge Dele er lige frygtelige. Men de udeblev. Larsen trak sig snøftende tilbage. Næste Dag var vi gode Venner igen. Jeg tror endda, Fru Larsen stak Hovedet og en Arm ud fra et Vindue og puttede et eller andet Legetøj til mig fra Kramkisten, hvor hun gemte Minderne, fra da hendes egne 2 Drenge var smaa.
Det eneste, jeg husker, jeg fik lært hos Larsen, er Jammerbugten paa Jyllands Vestkyst. Han har selvfølgelig lært os en Masse mere. Hvorfor husker jeg da alene det? Jo, for naar vi var oppe ved Danmarkskortet og ikke kunde komme paa det tossede Navn, smilte han lunt for Tretusind- firehundredeogsyvogtredivte Gang ved den Lejlighed og sagde: Hvis jeg slog dig, saa vilde du jamre dig.
Opager Skole, der stammede helt ned fra Reventlow og Frederik den Sjette, skulde nedlægges og gamle Larsen flytte ned til et nyopført Skolepalads paa Ryde Høj, som befandt sig nogle forblæste km fra Opagerskov. Vort Hus laa i yderste Udkant af Landet Sogn. Eet Skridt fra Gaardspladsen ud paa Vejen bragte os ind i et andet Sogn og et andet Herred. Vejleby Skole blev nu langt den nærmeste Skole, og Vejen dertil snoede sig lunt mellem Haver og Pilehegn. Far gik til Vejleby Sogneraad og spurgte, om jeg kunde faa Lov at gaa i Skole der. Svaret lød, at vilde Lærer Wested tillade det, kunde det bevilges, hvis Far anskaffede en Stol og et Bord til mig, saa jeg ikke sled paa Kommunens Ting.
VIII
DET VAR VINTER. Jeg laa syg, Skravl som jeg var. Jeg var 9 Aar og i fuld Gang med Digtning. Alt graat Indpakningspapir fra Brugsen skulde afleveres ved min Sygeseng, hvor det strax blev omsat til klingende Poesi. Lærer Wested kom forbi en Dag og kigede indenfor for at aflægge sin vordende Elev et Besøg. Han kastede et Blik paa Produktionen paa Margarinepapiret, og den gode Mand fik Taarer i Øjnene. Han læste:
Foraaret saa sagte kommer.
Snart kan vi vente den glimrende Sommer,
hvor Fuglen bor i sit grønne Hjem.
For os den synger saa køn en Sang,
ja, synger og kvidrer Dagen lang,
mens Græsset og Blomsterne sagte gror frem.
— — — — — — — — —
— — — — — — — — —
— — — — — — — — —
saa kan vi jo haabe paa,
at vi et frugtbart Aar maa faa
med Sol og megen Glæde.
Jeg var aldrig syg længere ad Gangen end, at jeg blev rask igen. Mor tog mig ved Haanden og fulgte mig anden Gang i Skole. I Vejleby Skole, der var nyopført, stod der 3 Rækker Borde, og foran Kakkelovnen ind imod Væggen stod der et Slags Sybord med en Spisestuestol foran. Det var mit Opholdssted. Jeg havde faaet Lov til at være med i denne Verden, men jeg maatte forstaa, at jeg var noget for mig selv.
Men det gjorde ikke noget; for oppe paa Katederet sad Lærer Wested. Og han var bare et Menneske.
Naar jeg nu tænker tilbage paa min kære Lærer, der sidder ung og sprællevende paa sit gamle Kateder endnu, saa samler alt, hvad han var og blev og kom til at betyde for mig, sig deri, at han var et Menneske. Han var ingen Mellemting mellem en Gud og en Konge, han var ikke Embedsmand, han var ikke Læreren. Men han var heller ikke Kammerat og Dusbroder; ikke af Angst for sin Værdighed, men fordi han havde Kald til at tage sig af os, Kald ikke alene paa Papiret, men nok saa meget i Hjertet. Han behandlede os aldrig som Elever, men altid som Mennesker. Det gjaldt ikke for ham om at stoppe Kundskaber i os; men alt det, han holdt af i Livet, vilde han ogsaa gerne have os til at holde af. Hans Undervisning var, som naar det ene Menneske fortæller det andet noget, drøfter med det de Ting, det er optaget af, maaske ogsaa stundom spørger det til Raads.
Jeg betænker mig ikke paa at sige, at hans Undervisning var adlende. Hans Gennemgang af Bibelhistorie eller Danmarkshistorie bestod i en Appel til de ædle Instinkter i os. Hvor havde han dog et varmt Hjerte, og hvor regnede han med, at vi andre maatte være indrettet som han selv! Engang læste han højt for os af »En Soldat fra 64«. Glødende optaget var han naaet til Skildringen af et Stormangreb: Frem, for Satan, frem! Ved at høre vor Lærer bande, brast vi alle i en skraldende Latter. Han standsede overrumplet, kastede saa Bogen til Side og saa paa os, paa eengang saaret og vred: »Det er dog for galt, her læser jeg for jer et Stykke af vort eget Folks Historie, der er helligt ved Ofre af vore egnes Blod, og saa sidder I og griner!« Hvor blev vi stille og skamfulde! Det virkede bedre end Torden og Tamp, denne Appel til vor Ære.
Min Hengivenhed for Jesus kan jeg ikke takke ham for; den fyldte i hele min lille Person, længe før jeg lærte Wested at kende. Men ja, han kunde ikke lære min Mund at synge: »I Danmark er jeg født« og »Kong Christian stod« og »Det haver saa nyligen regnet«, for der er ikke Tone skabt i Livet paa mig; men han lærte mit Hjerte at synge dem.
Den gode Lærer skal have to Hjerter, et for Stoffet (et forbasket Ord) og et for Eleverne (lige saa forbasket). Wested havde disse 2. Vi Børn var ikke en forskelsløs Masse for ham; hver af os var en Ener, der havde sin bestemte Maade at skulle tages paa. For mit Vedkommende — der var noget Nimbus af Vidunderbarn om mig; jeg var ikke en Bryder som de andre; jeg sad ved et Bord for mig selv; men disse 3 Ting existerede ikke i Westeds Bevidsthed. Den specielle Metode over for mig maatte være at behandle mig nøjagtigt, som om jeg var en af de andre. Kunde han ikke faa Kammeraterne til det, selv skulde han nok lade være at huske paa, jeg var udensogns; mit Helbred spurgte han aldrig til; og det at kunne skrive Vers var ingen særligt udmærkende Færdighed her i Verden. Det kunde ske, at han læste op af mig for de andre. Jeg husker en Stil »Snevejr«, den havde jeg skrevet paa Rim. Jeg har Slutningen endnu i mit Hovede:
Jeg tager min Slæde med et Buk
og kører saa med et Befrielsens Suk
ud mellem de andre Drenge.
Den foredrog han for Klassen, men da han saa et lille Selvtilfredshedens Smil over denne Succes paa mit Ansigt, skyndte han sig at tilføje; Jeg læser den bare op for jer, fordi den er paa Vers, ikke fordi den paa nogen Maade er bedre end de andre.
(Historien gentager sig, 20 Aar efter sagde Hans Brix til mig i Det kgl. Teaters Censorværelse: »De har jo mellem de danske Dramatikere en Evne for Dem selv.« Han maa have set det samme Smil, for ogsaa han skyndte sig med en Tilføjelse: »Jeg siger ikke, De er bedre end de andre, blot, at De har en særegen Evne.«
Stakkels lille Kaj Munk under haarde Opdrageres Haand!)
Det var imidlertid ikke altid let for Wested at gennemføre sit Komediespil. En Mand fra Kramnitze kom aarlig og solgte os et Læs Sand til Gulvene, der endnu ikke var ferniserede (Aah, hvor var Mors Gulve smukke, de skinnende hvide!). Han fortalte, at Oehlenschläger havde faaet lavet en Bog allerede som Barn. Strax lagde jeg i Vej med en stor Roman. Den skulde handle om en ung Pige fra Landet, der kom ind til den store By og blev udsat for mangehaande Fristelser og lidt efter lidt gik i Hundene. De første halvthundrede Sider forelaa; dem tog jeg med til Wested. Han læste i dem og kaldte mig op til Katederet; meget alvorlig saa han paa mig og sagde: »Se, Kaj, man bliver jo ikke berømt, mens man er 9 Aar.« Jeg indvendte: »Sandmanden siger da, at Oehlenschläger fik en Bog udgivet i den Alder.« »Det har jeg aldrig hørt om. Vent nu hellere med det. Du skulde heller ikke skrive saa mange Salmer, Kaj. Hvis du endelig vil skrive Vers, prøv saa ogsaa om andet end Gud og Jesus.« Vi havde da lige læst Henrik og Else. Og næste Dag stillede jeg med et flunkende nyt »Træsnit«, der efter min Mening ikke stak op for Winther. Det blev skam læst højt. Jeg husker endnu Linien:
Han bøjed sig tilbage og hende gav et Kys.
Da skraldede Latteren i Skolestuen, og Læreren gik videre med et smørret Smil.
En Sommer havde Drengene fundet paa i Middagsfrikvarteret at bade i en Mergelgrav et Stykke fra Skolen. Det medførte, at vi kom for sent efter Middag; maaske var ogsaa nogle Piger begyndt at indfinde sig som Tilskuere: i hvert Fald blev det forbudt. Hvorefter det fortsattes. Det gik et Par Dage. Saa stod »Dejni'« i Skoledøren med et Spanskrør i Haand, da vi ankom. Et uvant Syn. Et kraftigt Rap til hver en Ryg, der smuttede ind. Hvad skulde jeg usalige stille op? Et Øjeblik tog jeg Vue over Situationen; saa klemte jeg mig indenom mellem Wested og Dørkarmen bag hans Ryg i Stedet for som de andre at gaa foran ham. Men — han vendte sig, vore Øjne mødtes; mine sagde: »Mig slaar du ikke.« Og hans sagde: »Du forstaar nok, Kaj, jeg kan ikke gøre Forskel paa dig og de andre.«
Saa modtog jeg et Trediedels Rap.
Og Tælleapparatet susede videre.
Den Lærer, der slaar Eleven i fuld Forstaaelse med ham, er bedre end den Lærer, der slet ikke slaar. Men for øvrigt har Wested sikkert hint Spanskrør endnu i bedste Behold. Han hører til den Gruppe af Skolefolk, hvor Læreren bliver slidt op længe før Riset.
Hvilken Lykke for et Barn at gaa i Skole hos en Mand, det har fuld Tillid til, og hvor Venskabsforhold forbyder al Vanskelighed med Disciplin. En af de store Drenge var efter mig, og jeg pilede ind i Skolestuen og naaede at faa drejet Nøglen om. Au, der gik Læreren op og ned og læste i en Bog. Men skældte han ud? Han sendte mig et Tillykke-Smil: Den klarede du — og læste uforstyrret videre. Og glad og taknemmelig fik jeg laaset op og lempet mig ud igen.
Det værste var Examinerne. Da kom Sognepræsten Bachevold med en Sværm af Skolekommissionsmedlemmer. Vi Børn vidste jo nok, at Præst og Lærer var af hver sin Religion. Og det kunde jo ogsaa ske ved selve Examen, at »Den fortabte Søn« blev udlagt saa grundtvigsk, at Sognepræsten maatte til og dreje den nogle Takker over i det indremissionske. Sligt øgede Spændingen. Ydermere var man sendt af Sted hjemmefra i det fine Tøj. Det gav ogsaa Usædvanlighedsfornemmelser rundt om i Kroppen. — Det var dejligt, naar Hverdagen atter sænkede sig over Skolen.
Ved Solsiden sad Pigerne, ved Kakkelovnen vi Drenge. Langs med Væggene skuede Fortidens Store manende ned til os: Christian den Fjerde, Griffenfeld, Rask, Grundtvig, for blot at nævne nogle. En Dag i 1910 kom Wested ind og gik uden et Ord hen til Bjørnsons Billede og satte et Kors og Aarstallet paa det. Maaske var det hans Tavshed, der prentede den lille Scene ind i Sindet.
Ellers var han jo en Talens Mand. »Hvad tror I nu er Meningen med den Lignelse?« kunde han spørge, og saa prøvede vi sammen at hitte ud af det. Og Solen vældede saa festligt ind ad de store Vinduer, og Dagen gik hastigt med Tale og Sang.
Skolebibliotek havde vi ogsaa. Nybyggerne i Kanada, Børnene i Nyskoven, Jorden rundt i 80 Dage, Styrmand Flink, Ingemanns Romaner, Andersens Eventyr, Hedins Rejser — det var ikke altid, Mor saa lige mildt til alle de »Romanbøger«, der blev slæbt hjem. Kunde man stole paa, at det var Guds Ord, alt det, der stod i dem? Kusine Clara, der var et Par Aar ældre, var meget forarget over Valdemar Sejr; hvis den blev ved med at bande saadan, som den begyndte med, skulde hun i hvert Fald ikke læse den til Ende. Det gjorde Wested slemt ondt at høre, at Ingemann (!) ikke var gudfrygtig nok til hans Børn.
Det blev vel en 4 Aar, jeg gik i Skole hos Wested, og kun eengang i den Tid brændte det paa mellem os. Jeg kom en Dag op til Landkortet; vi havde for om Afrika; jeg blev spurgt om, hvad den der Ø hed. Jeg syntes bestemt, Wested under Gennemgangen havde udtalt dens Navn paa en mærkelig Maade, og i min Vaande tænkte jeg; Det klogeste er da at sige som han. Jeg svarede altsaa; Madam Græskar. Drenge og Piger jublede. Ogsaa Wested smilede. »Sig det rigtigt, Kaj.« Jeg fik hakket Madagascar af mig, men derefter gik jeg komplet i Staa. »Har du ikke faaet læst paa din Lektie til i Dag?« »Nej.« »Hvor kan det da være?« »Min Geografibog er blevet væk.« De andre hviskede noget til mig, og jeg nikkede, og saa raabte de: »Den ligger i hans Bordskuffe.« Da skal jeg love for, Wested blev vred. »Ligger den i hans Bordskuffe, og saa siger han, den er kastet væk!« Han gik truende frem imod mig, men jeg havde min Samvittighed i Orden. »Jeg har tabt Nøglen,« forklarede jeg. Wested fik hurtig afblæst sin Forbitrelse. Det gjorde ordentlig godt i ham, at jeg ikke havde løjet. Han gik ind i sin Lejlighed og ledte efter en Nøgle. Forgæves. Men ved at vende Bordet paa Hovedet, fik vi Bøgerne ud. De havde ligget indefrosset en 14 Dage.
Den kønneste Pige i Klassen hed Ellen. Hun var mørkhaaret med et mildt Ansigt og lidt finere Opdragelse end Flertallet. Hun var nemlig Stedbarn hos Sognefogeden. Naar der var Begravelse, maatte vi sidde og læse i Klassen, mens Wested var oppe i Kirken. En skulde da holde Udkig, naar hans runde Skikkelse med de svingende Arme dukkede frem oppe paa Bakken. En Dag var det Ellens Tur. »Nu kommer Læreren.« Et Hyl slog imod hende. »Dejni', Dejni'!« rettede hun forskrækket, men for sent. Hun var ubodelig til Grin. Jeg smilte. Ogsaa mig havde mine Forældre indprentet, at jeg skulde sige Læreren og ikke Dejni’, og det havde jeg lovet dem, og det skulde jeg ogsaa nok; men visselig ikke naar nogen af de andre hørte det.
Katrine var ikke saa smuk som Ellen; men hun havde hvalte Øjenlaag, og der var noget aandigt over hendes Ansigt. Hvis man engang kom til at sidde sammen med hende under en Bro, saa vilde man kysse hende. Hendes Bror Karl agtede man at gøre til General. Han skulde føre den venstre Fløj, naar man tilbageerobrede Sønderjylland. Det gik slemt ud over Skarntyderne langs Vejgrøften; hvor han og jeg rykkede frem, faldt Fjenderne i Hobe. Det var ogsaa muligt, han for Familieskabets Skyld (og saa var han selv en pæn Dreng) kunde faa et af Rigerne i Europa, naar man havde sat sig til Rette i Pavestolen.
En Dag friede jeg til Katrine. Hun stod midt iblandt en Flok Piger, da jeg sagde til hende: »Du er jo min lille Kæreste.« De slog en høj Latter op, og hun lo højest. Det var dog en underlig Maade at tage en saa betydningsfuld Erklæring paa.
Wested var Demokrat dengang, Højremand, kongetro Demokrat. (Han er saa levende en Sjæl, at ingen Baas kan holde ham. Han har tørnet Kompasset rundt.) Skolens Dux blev man følgelig ved Kammeraternes Afstemning. Stærke Christian Smed var den bedst begavede, men berygtet som utie (ɔ: uartig). Kunde han vælges? Det var spændende. Men Kammeraterne valgte ham. Nogle nævnede ganske visst mit Navn, men Wested maatte gøre opmærksom paa, at jeg ikke kunde komme i Betragtning, jeg var »Udlænding«.
Christian var selvskreven til at føre os i Leding, naar det gjaldt et Felttog mod en eller anden Fjende. Ofte lagde han mine Planer til Grund for sin Strategi. Engang havde jeg faaet foræret en Knaldhættepistol. »Vi kunde jo ogsaa forsøge med en anden Fører, f. Ex. med mig,« foreslog jeg den Dag. Men det mente Christian ikke var heldigt, og jeg frafaldt saa hurtigt Forslaget.
Christian var en af dem, der fik Spanskrøret til at tabe i Vægt. En Troldmand havde været engang at optræde paa Skolen. Han kunde kaste Spillekort saadan, at de fløj Stuen rundt og vendte tilbage i hans Haand. Han kunde sætte en stor Dukke paa sit Knæ og faa den til at føre en lang Samtale med sig. Det kaldte Læreren Bugtaleri. Vi var meget imponerede, men vilde jo ikke give os og raabte efter ham, da han gik: Giv os vor 10-Øre tilbage. Wested erfarede det siden, og Christian, der havde samlet sammen et Stykke Tid, fik en Omgang. Da hvinede de andre i Kor: »Kaj Munk raabte da ogsaa efter Tryllemanden.« Wested blev lidt vred. »Jeg troede, det morede jer,« sagde han; »der kan man se.«
Ulykkeligvis faldt Christian Smeds Skolevej sammen med min. Han var haardhændet ved mig. Naar det saa rygtedes til Skolen, maatte Spanskrøret frem igen. Det blev han naturligvis værre af. Nej, den Knude kunde Far løse. Han passede en Dag Christian op. Den store stærke Dreng skulede til ham. Far sagde: »Hør, Christian, Kaj klager over, der er nogen af de store Drenge, der er utie ved ham, men jeg kan ikke faa ham til at sige mig, hvem det er. Han er jo ikke saa stærk. Kan du ikke tage dig lidt af ham og holde de andre i Ørerne; saa skal du faa en 10 Øre af mig engang imellem.« Man skulde tro, det var Korch, men sandt er det, at fra den Dag var Christian og jeg Perlevenner. Christian manglede Tillid. Det var en Vare, Livet ikke havde spenderet paa ham endnu. Ogsaa Wested forstod det snart og tog den opagerske Taktik op, betroede Christian Opsynet med de andre og fik Glæde af at vise ham Tiltro. I Virkeligheden var han en storartet Knægt, og i Livet er det gaaet ham godt.
IX
EFTER den Skoleordning, der var raadende i Vejleby, lagde Skolen kun Beslag paa mig hveranden Dag. De 3 Dage om Ugen stod altsaa til min egen Raadighed. Hvad gør Landsbybørn, naar de gaar hjemme? Oh, de har det frydefulde Privilegium frem for Købstadsbørnene, at de kan faa Lov at hjælpe til. Hvor Far staar i Fabrikken eller sidder paa Kontoret, har Børnene jo ingen Mulighed for at være med. Saa lidt som Konen. Paa Landet er hver Familie et intimt Samfund for sig, hvor alle kan hjælpe alle med alting.
Jeg var ikke gammel i Gaarde hos Peter Munk i Opager, inden der overgik mig den Storhed, at jeg fik Lov at holde Tømmerne, naar vi kørte ud. Ingen Kejser kan føle med større Stolthed op til sin Kejserkrone paa Salvingsdagen, end Barnet skeler til Tømmerne første Gang, de betros i dets Hænder. Er det virkelig muligt, at man kan dreje to vælige Gangere til højre blot ved at stramme højre Haands Greb en Smule? At naar man siger Prr, saa staar de, og naar man siger St st st, saa gaar de. Og saa var det den gamle Peter Smed, ham dømte Lægen til Døden i Løbet af et halvt Aar, og saa rejste han til Amerika for at besøge sine Sønner. De satte ham til at køre Majs, og saa vilde han jo sige Prr til Hestene, men derovre siger de noget andet, og Hestene forstod ikke det Prr, de blev ved at gaa, og han sagde Prr Prr, og Far siger, at Hestene gaar derovre med Peter Smed endnu, saa han kan slet ikke komme til at dø.
Man kunde ogsaa faa et Æreshverv betroet som at bringe Eftermiddagskaffe ned til Far i Marken. Mens Far saa sad og drak Kaffe, fik Hestene Lov til at dyppe Mundene i de morsomme Muleposer. Havde Far ikke Muleposerne med til dem, ruskede man noget vissent Græs og gav dem. Det var de rigtignok glade for; de stjal Føden ud af hinandens Mund og gumlede, saa den hvidgule Fraade fløj i Dotter for Vinden. Mest fornøje-ligt var det i Roetiden, naar Far med een Hest for Radrenseren kørte op og ned mellem Roerækkerne; da jeg var blevet lidt ældre, skulde jeg afløse Mor med at lede Hesten. Det var uhyre ansvarsfuldt at gaa der op og ned med Haanden højt oppe i Hestens Hovedstol og passe paa, at den gik lige og ikke traadte paa de smaa Roer, der lige var myldrede op af Jorden og stod i lange Soldatergeledder. Og saa kom Mor med Kaffe, og der var en lille Flaskefuld til mig ogsaa. Hvor var det storartet, aah nej, hvor var det storartet at drikke Kaffe sammen med sin Far ude paa en Grøftekant under den frie blæsende Himmel som en anden stor, nyttig Mand. —
Værre var det unægtelig, naar man skulde hjælpe Mor med at tynde Roer ud; man fik en Hakke stukket i Haanden, og saa skulde man kravle paa sine Knæ og sørge for, at kun een Roe blev staaende for hver Hakkebredde; men hvordan kunde man bedømme en Hakkebredde i den Fart? og hvordan kunde man passe paa, at den ene kom til at hænge ordentlig fast med Jorden, naar alle de andre skulde rykkes op? Det var en Jammer, og øm blev man i Ryggen, og snavset blev man paa Knæene, og Mor naaede 4 Rækker i den Tid, en anden sølle en naaede ½. Det blev til et Par vanmægtige Forsøg, og saa var Chancen som Roepasser for evig røget i Lyset.
Nej, der var et andet Arbejde, der blev betroet mig, og det var uendeligt sjælfuldere. Mor satte mig til at passe Kyllingerne og Ællingerne. Kyllingerne var der ikke saa meget Ben i, de bestod af en Høne, der flaxede vildt i sit Tøjr, naar man kom i Nærheden, og saa nogle forvirrede Smaavæsener, der flaxede med, men hurtigt faldt til Ro, naar man havde strøet deres Foder ud for dem og fjernet sig lidt. Men Ællingerne — det begyndte med en And, som polstrede sin Rede ud paa det overdaadigste, satte sig paa den og hvæsede ad enhver, der nærmede sig, og stak man sin Haand frem imod den, fik Ens Fingre et bredt Nap. Saa en Dag efter lang Ventetid kom Mor og tog med haard Haand Anden i Nakken og verfede den til Side uden at ænse Hvæs og Bid, samlede Æg sammen i sit Forklæde, bar dem ind og puttede dem i en Spand med lunkent Vand. Og nu var man ved at stirre sig Øjnene ud af Hovedet; thi se: et Par Æg sank til Bunds; de er ikke befrugtet, sagde Mor. Nogle flød stille rundt. De er raadne, sagde Mor. Men de fleste de vippede og dirrede i Vandet, og dem var der Ællinger i; de kom ud under Anden igen, og et Par Dage efter var der spraaet for de første: et lille Hul var pikket i dem indvendigfra, et gult Næb stak frem med en haard Spids paa Enden, lige en Hakke til det ene Brug at faa Hul. Mor brækkede noget af Skallen, og derinde laa virkelig sammenrullet i Slim og Blod en sprællende og pippende pjaskvaad lille bitte Dunand. Sommetider tog Mor dem ind og gemte dem i en Strømpe eller en Uldtrøje i Bagerovnen i Komfuret, sommetider blev de lagt under Anden igen, og efter en Dags Tid kom Andemor, udtilbens, utilgængelig og fuld af hvas Omhu, smaasnakkende ud i Gaarden i Spidsen for en 12-14 gule og sorte Hjerteknusere. De blev gennet ind i et Bur, Havregryn drysset ned paa Ryggene, og strax nimsede de af hinanden og lidt efter hen til Underkoppen med Vand i og Næbbet ned og Næbbet i Sky.
En Uge efter blev de jaget ned i Mergelgraven, den pilebuskkransede, der laa en 5-600 Skridt fra Gaarden. Nu var de allerede saa store, at de skulde leve af »Grøft«, Grutning, malet Korn, iblandet Brændenælder, som Bedstemor plukkede med sine bare Næver og finthakkede paa Hakkebrædtet. 3 Gange om Dagen skulde jeg fodre dem, og det var jo let nok og en Øjenslyst at se dem komme torpedopilende, saa saare de øjnede det hvide Emaillefad. Men et Sisifusmas til indædt at tude over var det at faa dem hjem om Aftenen. Da var Livet dejligt, mente de, Myggene kom frem, nu var det just Tid til at gaa paa Sjov, skældende og skrigende løb jeg rundt om Dammen, de vilde ikke op, de roede midt ud i det dybe, og fik jeg med Sten og Jordklumper og Pisken i Vandet med Pileris fordrevet dem derfra, søgte de ind under Buskene ved den anden Bred. Man maatte stundom med en haard Lerklump ramme En i Ryggen for at faa den op, og det skete jo, den tog sin Helsot af det. Naar man saa endelig havde dem paa det Element, man selv beherskede, tør jeg nok sige, de blev expederet hjemad med et visst Skub. Ork, hvor de skreg og vraltede og baskede. Men næste Morgen var vi gode Venner igen, og det kneb mig i mine mindre Aar at tilgive Mor, naar hun svang Øxen over dem om Efteraaret. Naa, jeg lærte selv temmelig tidlig at guillotinere mine Venner uden Samvittighedsnag. Og hvor smagte de! Hele Efteraaret igennem, hver eneste Søndag, stod den paa Andesteg i vort lille Hjem. En And til 4 Personer det var jo lige passende.
Køerne lærte jeg ogsaa tidlig at passe, d. v. s. at flytte og vande dem. Malke behøvede jeg ikke, da Bedstemor klarede Malkningen af dem alle sex-syv, til hun var et Stykke ind i Firserne. Vi havde en gammel skikkelig krumhornet Ko med et tænksomt Blik i de mørke Øjne, Assistentkoen hed hun, fordi hun var købt af Skovassistenten. Jeg tænker tit paa hende og tror, jeg skal møde hende i Himlen. En Dag kom Bedstemor tudbrølende ind. »Hvad er der dog i Vejen,« spurgte Mor. »Nu bliver jeg for gammel,« jamrede Bedstemor; »nu duer jeg ikke til noget mer.« Hun var gaaet ned i Marken for at hente Assistentkoen hjem. Og Koen gik paa sin sædvanlige taalige Maade efter den gamle Kone. Da hun naaede hjem til Møddingen, viste det sig, at Tøjret var knækket, og Koen stod nede i Marken endnu. Det var bare det halve af Tøjret, der uden Ophævelser og Svinkeærinder var sjokket bag efter Bedstemor hjem. Det blev visst hendes sidste Udflugt med Køer. Men næsten fra hele min Barndom har jeg Synet af den raske Kone omkring de Firs, der kommer hjem fra Marken under Aften med to svingende Spande duftende Mælk paa Dragten, som Aaget over Skuldrene kaldtes.
Saadan gik det til, at jeg aldrig blev hjemme i Malkningens Kunst. Jeg kan det, hvis nogen vil have mig til det, men de skal betale mig dyrt for det og kan ikke være tjent med det endda; for jeg malker ikke rent; naar jeg er naaet til sidste Fase, har jeg Krampe i Fingrene, og Sveden staar mig som Springvand ud af alle Porer.
Det var altsaa en Del, jeg ikke duede til. Det sværeste Markarbejde stod Far sig ogsaa ved at holde mig fra. Maaske netop fordi han holdt mig fra det. Han lod ikke gerne nogen røre ved sine Heste, naar han ikke selv var nær. Kom der en Husmand og spurgte, om han kunde laane hans Heste en Dag, fik han uvægerligt til Svar: »Skal du have lavet noget, skal jeg komme selv med Hestene.« Men det laa nu heller ikke for mig. Betroede han mig en enkelt Gang Ringtromlen, mens han selv listede bagind i Brugsen for at faa sig en Bajer, kunde han være nogenlunde tryg for, at jeg havde faaet knækket Stangen paa den, inden hans Tørst var slukket.
Til Høstarbejdet derimod blev jeg efterhaanden ganske flink. Da jeg fik lært at lave Negbaandet, blev det mig en hel Svir at være med til at binde Kornet. Vi havde Aflægger i min Barndom. Et Aar tror jeg, jeg rakte hele vor Høst. Og endnu den Dag i Dag er det mig en Lystelighed at være med til at køre mit eget Korn i Lade. Det første, jeg blev betroet til, var naturligvis at holde Tømmerne og køre det voxende Læs fra Kornhob til Kornhob. Der var nok at passe. Der skulde nemlig ogsaa rives efter med en Haandrive. Og havde Kornet staaet i Hobe et Stykke Tid, var der Mus under. Dem skulde man jo gerne have hjulpet Hunden med at aflive. Jeg tog dem i Halen og løb til Mergelgraven med dem. En bed mig forsvarligt i Fingeren. En pilede op ad min Strømpe og satte sig i Laar-krogen; hurtigt fik jeg Haanden i Lommen og klemte til. Værre end Musene var mig Byggens Avner. Nederdrægtigt som de kunde klistre sig fast i Uldstrømperne og stikke igennem.
Aarets gevaldigste Dag var Tærskningen. Nu stod Kornet i Hæs ved Hæs, og en Aften kom et rødmalet og gaadefuldt Stykke Amerika rullende i to Stykker med en lang Rem. Næste Morgen vrimlede Gaarden med Folk; en 14-15 Naboer var mødt, og den mindste af Maskinerne tøffede allerede, snart brummede og blæste den anden, det føg med Støv og Avner i Næse, Mund og Øjne — rrrrr sagde den, hvergang den slugte et Neg med sin umættelige Mund. Halmen kom glidende ud af Enden som den mest velordnede Afføring, man endnu havde set, det gamle Loft knagede under Kornsæk paa Kornsæk, der overskyllede det, Mor og Bedstemor havde susende travlt med at lave Mad til saa mange, selv vilde man gerne være alle Vegne og maatte ingen Steder være. I hvert Fald vilde man holde Vagt, naar Forken løftede de sidste Neg af Hæsset, for om der var naaet at komme Rotter.
— Næste Dag var der en underlig udløst Stilhed over alt. Nu florerede Raseriet hos Naboen. Hæssene var væk. De høje gyldne prægtige Hæs. De havde alt for kort en Levetid. Hvor havde man befundet sig paa eengang hyggeligt og højt til Vejrs over al Lollands Fladhed, naar man i Middagstimen, mens alt levende sov, kravlede til Vejrs op ad den svajende Stige og anbragte sig med Benene hængende ned deroppe paa Toppen.
Hyggelig, rolig,
Gud, er din Bolig,
inderlig skøn,
jodlede man, indvendig for ikke at vække Husets Folk.
Kornhæssene — ja, det var Aarets Toppunkt. Det var selve Gaardens flade frugtbare livgivende Jord, der i de Høstdage rejste sig op imod Himlen i en Blanding af Takoffer og Pral. Det var ikke sært, at en lille livsglad Dreng, hvem Døden havde truet saa alvorligt, kunde føle sig ovenpaa, som han sad der paa Toppen af en saadan Dynge af Mad.
Var jeg ikke til megen Nytte for Far, kunde Mor des bedre regne med mig. Duede jeg ikke til det udendørs, saa skulde jeg min Sandten gøre Gavn indendørs; for der er ingen, der tager Fortræd af at bestille noget. Allerede min første Sommer kunde jeg samle Æg ind. En Dag naaede jeg op paa 18. De arme Høns kunde knap slippe Ægget, inden jeg var der og nalrede det. Mor var flink til at besvime af Forbavselse over hvert nyt, jeg skaffede til Veje. »Ja,« sagde jeg, »I maa være glade for, I har faaet mig. Hvordan vilde I ellers have faaet fat i alle disse Æg?« »Saa havde vi samlet dem ind paa eengang,« afgjorde Mor lidt brat. Det kunde jeg jo ikke modsige, og altsaa blev jeg fornærmet.
»Han kan godt hjælpe til herinde, fordi han ikke er en Pige,« mente Mor; »det vansyner aldrig nogen at have lært noget.« Hun lod mig tørre af, naar hun vaskede op, hun lod mig støve af, hun lod mig dække Bord og varte op, naar der kom fremmede. Senere paa Regensen og i Præstegaarden uden Husbestyrerinde har jeg været lykkelig for, hvad jeg fik nemmet dengang. De Kræ til Mænd, der ikke engang kan lave sig en Kop Kaffe — det er dog ganske umandigt at være saa hjælpeløs.
Vort Brænde skulde vi jo ogsaa selv tilberede. Jeg fik Lov at køre med Far i Skoven efter Bøgebrænde til Kakkelovnen. Til Komfuret stynede vi Pile. Jeg hjalp Mor med at save; og det blev mig en Bedrift at svinge den store Øxe. Brændet fra de flettede Risgærder knækkedes over Knæet. De dejlige lollandske Pile! de var skønne, og de var nyttige! hvor savner jeg dem nu. Og de var poetiske. I Virkeligheden gik der Bud efter Pan, den Foraarsdag en ældre Kammerat viste En den Kunst at skære sig en Pilefløjte.
Om Sommeren hjalp jeg Mor i Haven. Vi havde 2 Haver, den hjemme og en et Stykke henne i Marken til Kaal, Kartofler, Rødbeder, Gulerødder. Lollands Jord er jo ikke føjelig over for en Spade. Naar Mors syge Ben gav op, rykkede Bedstemor til Undsætning. Det var et bistert Slid, og jeg led det ikke godt. Men prægtigt var det jo, naar Lønnen indfandt sig, og man paa sine Ture ned at flytte Køer kunde rane sig en Ærtebælg fra de Ærter, man selv havde været med til at skabe i sit Ansigts Sved og sine Hænders Vabler.
Den travleste Tid paa Lolland er Roekampagnen. Alene Navnet — ikke sandt! Og det er en formelig Krig, der bryder løs. Et fremmed Folkefærd, Polakkerne, myldrer ud af Kasernerne og indtager Valpladserne. Hakkerne svinges, de skarpslebne Jern hugger i hvidt Kød, Roekød ganske visst, men Klasket lyder ægte nok. De tunge Grebe farer op og ned, ad opkørte Veje rumler Vogne fyldt med Roer saa blege som en Fangetransport og returnerer med det syrlige Affald, Jernbanetog klaprer af langs Chausseerne og gennemkrydser Markerne, Mænd og Kvinder udasede og plørede byder sig selv, hvad kun en Krig kan give Kræfter til. Jeg var aldrig med i det Virvar. Mor mente, at paa den Aarstid havde hun Pligt til at holde mig inden Døre saa vidt muligt, og at det sølede, forcerede Slid var ikke noget for mig. Men Roekampagnen var dog en af Rytmerne i min Barndoms Liv. Den kastede et Skær af Rusland over det blide Lolland. Og saa maatte man jo alligevel le og sige: »Nej, vi er her i Danmark. Alt dette bare for Sukkers Skyld!«
Saa har vi snakket om Hverdagslivet derhjemme. Nu trænger der sig 2 Spørgsmaal paa: Hvad med Selskabeligheden? Og endnu mere: Hvad med Kulturen?
Hvem kom der i mit Hjem? Hvad Kammerater havde jeg? Jeg havde ingen. Et Par Nabobørn, Sadelmagerens Anna, Mælkekuskens Johannes, Karetmagerens Svend. Siden kom jo Skolekammeraterne. Men det kneb med at komme paa lige Fod med dem; jeg var »vigtig«, derfor skulde jeg kanøfles; jeg talte Bysprog, det var en utilgivelig Synd. Og jeg vilde dog saa gerne omgaas andre, vilde saa gerne have Selskab; naar der til min Fødselsdag var indbudt en 3-4 af Nabobørnene, gik jeg amok af bare Lykke og fik Skældud, »for han bliver hel vild«.
Saa var det snart bedre at blive bedt ud; der var man da uden Kontrol. Men der var jo en Masse Leveregler at holde ude fra hinanden i det lille Hoved. Man skulde tage Hatten af for de Folk, man mødte paa Vejen. Naar man kom ind i Stuen, skulde man begynde med at hilse fra Far og Mor. Man maatte kun tage een Kage. Og man skulde sige Farvel og Tak for i Dag, naar man gik. Hvis man var ude med Far og Mor, maatte man ikke rette paa dem, selv om de kom til at sige noget forkert. Og man maatte aldrig blande sig i de Voxnes Samtale. Engang jeg var til Selskab hos Johan Munk og havde faaet Lov at spise med ved Bordet, sad de og talte om, at i gamle Dage brugte man Spindelvæv til at lægge paa Saar. Det interesserede mig saadan, at jeg højlydt udbrød: Det var rigtignok en grov Urenlighed. Der blev saa stille i Stuen, og jeg blev sparket eftertrykkeligt over Benene under Bordet af Far.
Mellem Skolekammeraterne var det værste, at jeg havde det Bymaal at trækkes med. Altid skulde de vrænge ad mig. Og saa havde de fundet et pinefuldt Øgenavn til mig: Præsti’. Hvor jeg gik og stod, saa hed jeg Præsti’. Nej holdt, der kommer Præsti'! Ska’ vinne spørre Præsti'. Nej, dær vil vinne haa Præsti’ med. Det gik dem dog ikke bedre end Englænderne med deres V-Kampagne: Tyskerne huggede Bogstavet fra dem. Jeg huggede Øgenavnet fra Plageaanderne. Da jeg længe havde fortvivlet for mig selv over det evige Drilleri, fandt jeg paa en Løsning: Goddag, sagde jeg, her kommer Præsten! gør I ikke Plads for Præsten? I maa gaa til Side, saa Præsten kan komme først til Bords. De tabte helt Snøvsen over det, og i Løbet af en Maaneds Tid var det virkelig lykkedes mig fuldstændig at sejle Øgenavnet i Sænk.
Men Drill og Knubs faldt der stadig af til mig. »Han er aparte; han skal kanøfles,« citerede Wested. Jeg ved ikke, hvor aparte jeg var, men jeg fik sande, at Loppen hos H. C. Andersen har en Del Ret: Krop skal der til. Men ogsaa I. C. Christensen har Ret: Aand er Magt. Disse store Drenge, der var saa kaalhøgne over mig, blev mærkeligt tamme, naar det nærmede sig Tiden, da vi skulde hjem fra Selskabet. Forklaringen var den simple, at det gjaldt om at faa mig til at følge dem hjem. Der var en Aften, en af dem næsten havde været hjemme, da kom der noget stort hvidt flyvende imod ham og truede ad ham. Det viste sig næste Morgen, at det var Vasketøj, der hang til Tørre, men en anden Gang kunde det jo være noget andet. Der var ogsaa en, der havde oplevet en mørk Aften, at en mægtig høj Skikkelse pludselig voxede op af Jorden foran ham; det viste sig at være en Gardist paa Orlov, der havde været nede i Grøften i et naturligt Ærinde, men som sagt en anden Gang kunde det være en anden Ting. Det var ikke til at vide, hvad der var ude i Mørket.
Ud for Jens Nielsens Gaard — ja ja, det var endda et Stykke fra den, dér var der en Bysjøvl, ɔ: Gadekær. I den Bysjøvl havde Ejnars Mor, en Morgen hun gik til Skole, set et Ansigt. Det viste sig, at en stakkels aandsvag Pige havde druknet sig der den Nat. Det var nu 20 Aar siden; det havde været uhyggeligt nok for Ejnars Mor, men det var meget uhyggeligere for Ejnar, hvis hun nu flød der en Nat igen. I Visen om Hjalmar og Hulda hørte vi jo i sidste Vers, hvordan de to Elskende mødtes i Maaneskin paa Højen Midnat efter Midnat længe efter, at de var dræbt.
Højmodig og nydende mit Højmod og svært tilpas med at være den, hvis Tur det nu var til at være ovenpaa, traskede jeg saa ved Siden af en af de Bengler, der havde gjort mig første Halvdel af Gildet surt nok. Nu snakkede vi kammeratligt og fortroligt sammen, og jeg slap ikke min Protegé, før jeg havde hørt hans Bryggersdør lukke sig efter ham. Selvfølgelig gik jeg ikke med ind. Forældrene maatte ikke ane noget om deres Afkoms Mangel paa Mandshjerte. Saa tiltraadte jeg min Hjemtur alene. Jeg anede ikke, hvad Frygt var. Stod der ikke i Salmen:
Altid frejdig, naar du gaar
Veje, Gud tør kende.
Og den Vej oppe fra Vejleby og til Opagerskov den vidste jeg, Gud turde kende. Altsaa kunde jeg være frejdig, og saa var jeg frejdig. Ingen af Muhammeds prædestinationsbeskyttede Soldater kan have rykket i Felten med større Tryghed end den, der fyldte mit Sind, som jeg der marcherede af Sted i Mørket, skærmet af Gud.
Karetmagerens Svend var det mest interessant at besøge. Desværre indtraf det gerne paa et eller andet Tidspunkt under Besøget, at han af sin Mor eller Far fik en Endefuld, mens jeg med rullende Øjne saa til. Saa kravlede han ned i Bunden af de store Bræddestabler, der var stillet i Firkant med Hul i Midten; der sad han og snøftede og havde næsten altid haft Held til under Blusen at rapse sig nogle Smaakager med derind til at trøste sig paa. Naar det sved knap saa slemt i Halen mer, steg han atter op og ud, og saa begyndte Legen, hvor den slap. Jeg har ofte senere grubliseret over, hvad Drengen dog fik de Bank for, og er naaet til det Resultat, at de blev serveret af Hensyn til mig, for at jeg kunde se, hvordan en Dreng havde godt af at blive behandlet.
Uden for Værkstedet gik der en Grøft halvfuld af Vand. Den var det selvfølgelig uomgængelig nødvendigt at hoppe frem og tilbage over saa mange Gange, til man plumpede i den. Nu var gode Raad dyre. Det maatte jo ikke opdages af Uvedkommende, at Støvler og Strømper var Pjask. Altsaa snøredes hastigt Støvlerne af og tømtes for Vand og fyldtes i Stedet med Amæl; ogsaa Strømperne blev smurt med et Lag af Vejstøvets hvide Pulver. Saa havde det hele et bestikkende tørt Udseende Maaske vi ogsaa i denne Begivenhed kan finde en medvirkende Aarsag til Klapsene.
Laa jeg syg, var Svend flink til at komme og besøge mig. En hel Eftermiddag kunde han sidde ved min Seng og snakke Knold og Tot og Mester Graa. Hvor frydede vi os især over Vitserne, som naar Inspektør Smæk gav dem Smæk for Skillingen. At nogen kunde være saa begavet at finde paa saa sjove Ordspil! De blev gentaget i Skolen og fyret af under al Slags Leg. Men saa var det engang, vi legede Skærslippere, da kom Aanden uventet over Johannes Smed, og han kvad:
Her slibes Knive, her slibes Saxe.
Her drikkes danske Snapse.
Det vakte enorm Jubel, ikke mindst hos Digteren selv. Mig skar det grufuldt i Ørerne, at Rimet ikke var udadleligt. Men et Forsøg paa at retlede Folkets Smag, mødtes med Utak, og jeg trak mig ind i mig selv.
Sammen med Mælkekuskens fregnede Johannes, der var to Aar yngre end jeg, gjorde jeg den Opdagelse, at Tændstikker er en kildsk Opfindelse, der strækker sig langt videre end til prosaisk Nyttebrug. Det var en Guds Beskærmelse, at jeg ikke fik lønnet de gode Folk, der tog mig i deres Hus, med at svide det af over Hovedet paa dem. I upaaagtede Stunder lod vi Baalene flamme, hvor der var Lejlighed til det, det vil bare sige, hvor Materiale forefandtes. Jeg kan endnu blive hed og kold ned ad Ryggen, naar jeg tænker paa det, og er der noget, jeg indprenter mine egne Børn, saa er det, at Hans Majestæt Kongen har personlig forbudt Børn to Ting: at lege med Tændstikker og at færdes paa Skinnerne.
En Sommerdag, da Hovedrenden var knastør, sad Johannes og jeg nede paa Bunden af den lejret omkring et knitrende Baal, hvis Røg løftede sig over de flade Agre og fortalte den pløjende Peter Munk, at Stenalderen var blevet genindført i hans umiddelbare Nærhed. Midt i vor glødende Salighed hørte vi et Brøl over vore Hoveder. »Hvad gør vi?« hviskede Johannes — »Vi maa — vi maa lade, som om vi er gaaet herned, fordi vi skulde for os selv. Knap Buxerne ned.« Hurtigt fulgte vi begge Ideen og sad øjensynligt sagligt optagne af denne nødvendige Akt, da Fars ildrøde Hovede jehovask skød frem af Himlen over os. Da begreb vi, at her var kun een Mulighed for Redning, og det var Flugt. Med Buxerne om Hælene væltede vi over hinanden i Panik ned gennem Grøften. Det maa have været en stærkt tilskyndende Udsigt for Far, der stod med et Ris i Haanden, men foreløbig havde han nok at gøre med at slukke det forladte Baal. Og da han kom hjem ved Fyraften, var som sædvanlig Hidsigheden forlængst løbet af ham, og jeg lovede jo Bod og Bedring.
Saadan gaar det i Verden: naar man har fortjent Klø, slipper man, og naar man er uskyldig, faar man. Et Aar havde vi Tjenestekarl, og han blev sendt til Hersø med en Kvie. Hersø — hvad er det for noget? Det skal jeg fortælle Dem. Og nu falder det mig pludselig ind, at jeg engang i Realklassen har skrevet en Stil, hvor Sceneriet var henlagt netop til Hersø:
Beskriv en eller anden bekendt Egn.
Da jeg for et Par Aar siden aflagde et Besøg hos min gamle Ven og Skolekammerat, Lars Peter Pedersen, hvis Forældre er bosiddende paa Hærsø ved Rødby Fjord, kom jeg til at overvære et Natursyn, som jeg sikkert sent vil glemme.
Det var midt i en kold Vinterdag, at jeg kom derud for at slaa en Sladder af med Lars Peter om gamle Tider, men fik at vide af hans Fader, som for Resten bød mig hjerteligt Velkommen, at han for ca. to Timer siden var løbet ned mod Isen med Skøjterne i Haanden, og at der nu begyndte at blive Fare for ham, da det trak foruroligende op i Vejret. Kl. ca. to var han endnu ikke til at opdage, hvilket vil sige, at han havde været borte i hele fire Timer. Hans Fader, hans Moder og jeg gik nu ned til Fjorden, ude af os selv af Angst og Uvished; vi var endnu ikke komne helt derned, da der lød et drønende Brag, og da jeg forfærdet stirrede omkring, laa Egnen foran mig, som jeg vil beskrive den nu.
Foran mig kom Bølgerne væltende frem, skumhvide og frygtelige; paa Toppene bar de mægtige Isflader, som de af og til klaskede mod hverandre, saa Stykkerne fløj omkring, mens frygtelige, klirrende Lyde lod sig høre; en Gang imellem kom der et underligt Brum, der lød som om Fjorden derude vaandede sig i Smerte; højt over det hele lød en Maages stadige Skrig, mens selve Fuglen paa sine prægtige, hvide Vinger svævede stolt og kongeligt deroppe; stadig dalede Snefnuggene ned i tætte Flokke og gjorde alt omkring os graalighvidt.
Til højre for mig drejede en gammel Vejrmølle højtideligt sine fem Vinger rundt, mens en stor, graa Krage lod sine hæse Skrig tone fra en Busk, hvis mange Grene svajede hid og did for den hylende Storms voldsomme Styrke. Længere tilbage saas en Rad Piletræer; de svajede ogsaa frem og tilbage, knagede voldsomt, sank helt ned og hævedes atter. Endnu længere borte løb et stakkels Faar rundt og brægede ynkeligt — og saa opløstes alt i et rygende og fygende Virvar af Sneflokke.
Bag mig laa alle de mægtige Snemarker vidt udstrakt; kun hist og her ragede en enkelt Busk op; langt borte saas nogle mørke Pletter: Gaardene i Korterup. Det var det eneste, som var at se til denne Side med Undtagelse af de umaadelige Mængder af Snefnug, som overalt dansede rundt for vore Øjne.
Til venstre Side saas de to eneste Huse, som ligger derude paa Hærsø, nemlig: min gode Værts og hans Nabos. Ved hvert Hus ragede en tre-fire mægtige Pile op; de stod for det meste i Læ, saa Sneen fik Tid til at lejre sig paa Grenene, før der kom et Vindpust, som rystede dem saadan, at den faldt ned i mægtige Driver, og det saa ud, som om et prægtigt, hvidligt Tæppe sænkedes langsomt ned for Skuepladsen; saa for Blikket videre over Snemarker, udover de sydende Bølger, som for et Øjeblik siden havde brudt den Hersker, der før tæmmede dem med sin knugende Styrke — videre for Blikket, indtil det endelig standsedes af en mægtig Snepyramide, som ved nærmere Eftersyn dog viste sig at være Vejleby Kirke.
Over os hang Skyerne truende og sorte; det var, som om de vilde sige mig, at jeg aldrig mere skulde faa min gamle Ven at se; underlig forrevne og uforanderlige hang de og blev ved at hænge paa samme Sted, skønt Stormen hvinede hernede.
Der blev lagt en Haand paa min Skulder: det var Lars Peter.
»Gud ske Lov!« raabte vi tre, der stod og ventede. »Velkommen!« skreg han. »Lad os nu gaa hjem, faa lidt tørre Klæder paa og faa at vide, hvorfor han er levende endnu, og saa til sidst nyde en Kop varm Kaffe,« foreslog hans Fader; og det var vi alle enige om var bedst.
Saadan kunde der altsaa se ud derude ved Vintertid. Tiest kom vi der kun om Sommeren. Vi ejede jo et Par Tønder Land derude, og det var nogle af de herligste Ture i min Barndom, naar hele Familien blev læsset paa den store Vogn og kørte derud for at høste Hø. Det var jo en helt anden Verden. Der lugtede af Salt, der blinkede af Vand, der løb Fugle, man ikke kendte, der kunde man kaste sig i Høet, beruset af dets Duft, og hvile sig og sparke med Benene mod Himlen, som var allevegne herude, hverken klemt inde af Gaarde eller Haver eller Piletræer. Nu var det, jeg vilde fortælle, at vi skulde have en Kvie drevet derud. Hans Rommelhoff, Karlen, og jeg og Kvien vandrede altsaa ud i Eventyret, vi fik afleveret den til Teodor og drev saa ned til Vandet; dér var der en Vindmølle, og foran den en Grøft paa Nippet til at løbe tør og — piskende fuld af Fisk. Vi blev begge to besatte, sprang ned og greb til med de bare Næver og halede paa Land og fandt ogsaa en Avis, saa vi en Times Tid senere var paa Vej hjemad med en overdaadig Fangst. Naa da, der vilde blive Glæde. Jo, jeg skal love for det. Far og Mor løb ude paa Vejen og kigede efter os, begge paa Kogepunktet af Angst over, at vi blev saa længe væk. Endog Hans fik en over Nakken, og jeg fik flere, og da vi spiste Fiskene til Aftensmad, var der trykket Luft i Lokalet, og de smagte baade af Øretæver og Mudder.
Samme Hans Rommelhoff var min første begærlige Tilhører. Naar vi var i Marken sammen, vilde han, jeg skulde fortælle ham om de Bøger, jeg havde læst. Det gjorde jeg saadan, at jeg digtede det meste selv. Det værste var, at jeg ikke kunde huske Navnene paa mine egne Hovedpersoner fra den ene Gang til den anden. Jeg maatte da gribe til Forklaringer som: »Nu er vi naaet til et Vendepunkt i Heltens Liv, hvor han selv følte det naturligt, at han skiftede Navn. Han kaldte sig fra nu af Makandi.« »Hvad var det nu, han hed i Gaar? jeg har glemt det,« spurgte Hans med et Sideblik. Nu kneb det. Men havde ogsaa han glemt det, maatte man jo kunne stikke ham et Navn ud. »Det var jo — Grifon,« oplyste man. »Gu' var det ej —,« sagde Hans og vilde sige noget mere, men var sød nok og klog nok til at sluge noget og saa slaa ud med Pisken: »Skidt med det! klø saa paa med ham her Manandi eller hvad Fa'en det var!«
X
HVOR glædede jeg mig, naar der skulde komme fremmede derhjemme! Tiest var det jo bare Naboerne. Men selv det var festligt. Mor brasede i Køkkenet, jeg dækkede Bord, og der var tændt Ild i den lille Stue med de fine Møbler og Gulvtæppet med en Kronhjort paa. Spændingen gav sig altid Udslag i, at Far og Mor i sidste Øjeblik blev Uvenner. Ligesom naar de skulde til Selskab. Det kritiske Sekund var, naar Mor skulde hjælpe Far i Kravetøjet. »Du kvæler mig jo, Marie,« stønnede han. Mors arbejdsgrove Finger hersede mod hans Strube med Kraveknappen, der skulde presses igennem Flippen. Bagefter skyndede han paa hende, altid nervøs for at komme for sent af Sted. »Resolver dig nu, Marie!« Til sidst gav han op, satte sig i en Stol og forsøgte at slide Flippen af sig: »Jeg bliver hjemme. Jeg skal ingen Steder hen paa denne Tid af Natten.« Saa var Mor endelig færdig. Og de gik. Aftenen forløb med en sagtmodig Whist. Det højeste, jeg ved, Far tabte eller vandt saadan en Aften, var en 1½ Kr.s Penge. Havde han sat saa svimlende et Beløb over Styr, var Mor vanskelig hele næste Formiddag.
Om Sommeren kunde det ske, at vi fik Besøg af fine Folk, d. e. Byfolk. Mors Bror lille bitte Onkel Rasmus med høje omfangsrige Tante Hertha kom kørende i egen Vognmandsbefordring. Sommetider var der dækket Bord i Haven. Kom de uventet, tog Far sin Bøsse og gik ned og skød en Hanekylling mellem Ribsbuskene. Jeg for rundt med Tallerkener og Glas og var i den syvende Himmel. Ved Afrejsen vankede der en 25 Øre i Drikkepenge. Saa var man Millionær.
En Dag sad der inde i den lille Stue en Dame, da jeg kom hjem. Jeg kunde med det samme se paa hende, at det var Tante Anna. Det var Mors Ansigt, men fyldigere, finere, ukendt med Smerter og mærkelig tvetydigt. Jeg blev ved at stirre paa hende. Jeg syntes, det var interessant, at Mor fandtes i en helt anden Udgave.
En anden Gang sad der en ældre Herre fra Nakskov med Frue og to Døtre fra København. Der mumledes om, at den ene af Døtrene var avanceret til noget saa fornemt som at være Model for en Maler. Maleren var ogsaa med. Han havde slanke nervøse Haandled. Damerne var meget interesserede i mig. »Hvor ser han dog god ud!« nikkede de til hinanden og smilede til mig. Jeg stillede mig op ad Døren, saa de rigtig kunde se mig, og stod der længe og saa god ud. Den gamle Herre havde i Brugsforeningen købt en stor Servelatpølse. Da de bød Farvel, anbragte han den et Stykke under Vesten og vuggede med den i Haanden og lo polisk til Damerne, der lod, som de ikke saa det. Jeg stod og syntes, det var en mærkelig Opførsel over for en Servelatpølse.
Vore nærmeste Naboer var Niels Skrædder og hans Husbestyrerinde Signe Paaske. De boede i et gammelt Hus lige klods op ad os. Paa Skræd-derens Dige voxede Aarets første Martsvioler. Ogsaa deres Hus var omskygget af brede Kastanier. Hvor listede jeg gerne i Mørkningen hen til de to gamle Mennesker! Ilden lyste hyggeligt i Kakkelovnen, og Æblerne spruttede. Og saa kunde man snakke saa godt med dem. Om Bynyt. Og om Jesus. Og om hvad der stod i Avisen. Af og til var de forrygende Uvenner med Far. Saa kom der Avertissement i Avisen, om at
Høns, der træffes paa mine Jorder, vil blive skudt.
Saa maatte Niels Skrædder til at hegne, og Far maatte betale Annoncen, og saa blev de gode Venner igen, og Hegnet gik i Stykker, og Hønsene kom som før.
Signe Berthelsen sad Enke i den ensomt beliggende Berthelgaard. Den gamle grove Kone var en sjældent oprigtig Kristen. Jeg besøgte hende som Barn og i mine Ferier som Student og havde altid Udbytte af det. Hun havde den blandt Kristne ejendommelige Opfattelse, at man skulde gøre Alvor af sin Kristendom. »Føj! vi maa ikke snakke ondt om nogen,« sagde Signe, og hun gjorde det heller ikke, skønt det kneb at holde sig. »Føj, vi syndede i vor Ungdom!« misbilligede hun sig selv; »vi laa i Stubbene; det var forkert.«
Hun havde været gift med Rasmus, der var noget brøsig. Engang skulde han passe et Spædbarn, der skreg i Sky. »Snak dog lidt til Barnet, Rasmus!« Rasmus (med Tordenmæle): »Hvad skal jeg saa sige?« — »Du kan sige: Dydyt, min Lille.« Rasmus (med Tordenmæle): »Dydyt, min Lille!« Saa vrælede Barnet i vilden Sky.
Nu boede Signe alene med 3 Ulvespidser i den øde Gaard. Jorden var forpagtet ud. Spurgte man hende, om hun aldrig om Natten var bange, svarede hun: »Jeg har jo Vorherre og mine Hunde.«
Da Madam Cripschöt laa for Døden, gik Signe om for at omvende hende. Hun satte sig ved hendes Seng og sagde: »Madam Cripschöt, du kan ikke dø, som du er.« Den dødssyge Kone sendte hende et olmt Blik og svarede: »Det skal jeg F. g. m. vise dig, jeg kan.« Jeg er bange for, hun holdt Ord.
Signe Berthelsen havde en Søn, der hængte sig i sin Gaard et Par Mil fra sin Mor. Den Nat hørte hun det banke paa sin Rude. Han kom somme-tider hjem til hende om Natten, for han var menneskesky, saa hun troede, det var ham. Men da der ikke skete mere, lagde hun sig til Ro. Da bankede det igen. Hun raabte: »Er det dig, Vilhelm?« men ingen svarede. En Rædsel kom over hende. Hun satte sig op i Sengen (»for jeg kan ikke ligge paa Knæ mer, det er jeg for gammel og før og stiv til, men jeg tror ikke, Vorherre regner mig det til Last«) og bad til Gud for sin Søn. De to Bankninger udlagde hun saadan over for mig: »Første Gang det har været, da han gik ud med Strikken. Da har hans Sjæl faaet Lov til at ile hjem til mig om Hjælp. Havde jeg bedt dengang, var det ikke sket. Anden Gang var, da han allerede hængte. Da fik hans Sjæl Lov til at prøve en Gang til, før det var for sent. Og takket være, jeg da skyndte mig at bede, har jeg nok faaet Sjælen løs af den Ondes Magt, inden han kom af Sted til Helvede med ham.« De Hellige led ikke saa godt, at hun vovede at regne med anden Udgang end Fortabelsen for sin Søn. Jeg var paa den Tid saa stor, at Skepsis var faret i mig. Derfor spurgte jeg: »Var det nu samme Nat, han døde, du hørte de to Bank paa Ruden?« Dertil svarede hun overraskende: »Det tror jeg nok: samme Nat eller højst et Par Nætter efter.« Jeg kom til at smile, men skottede alligevel ud i Mørket under de susende Pile, der hældede sig ind over Huset.
Af alle dem, der kom hos os, var Anton Nielsen maaske den, der gjorde dybest Indtryk paa mig i Begyndelsen. Anton Nielsen var en undersætsig, kraftigt bygget Mand, der talte et rullende og huggende Sprog, hvoraf man lidet forstod. Han bar over Skuldrene to Byldter Uldtøj og kaldtes for Hosejyden. Naar han sad og lo og snakkede og spiste og — til min Mors Fortrydelse — selv hentede den blaa paa Ilden og skænkede sig Kaffe, betragtede jeg ham i Afstand med nyfigen Gru. Der var et Spørgsmaal, der brændte mig paa Læben, men jeg turde ikke stille ham det. Til sidst maatte jeg have Bedstemor til Hjælp: »Bedstemor, kan du da ikke spørge ham, hvordan de dog kunde nænne til at korsfæste Jesus?« Bedstemor tænkte sig om: »Jamen det har han da’nne vaaren med til.« »Nej, det ved jeg nok, Bedstemor, men det var jo da hans Landsmænd, det var jo Jøderne.« »Ja vel saa,« sagde Bedstemor en Smule usikker, »men Anton Nielsen han hører nu til Jyderne; jeg tror enne, det er det samme.« Der gik en Praas op for mig, og fra det Øjeblik af var Interessen for min Hosejyde fuldstændigt forduftet.
Mine bedste Venner var nok alligevel mine 2 kære gamle Bedstemødre, Stine Kølles ude paa Gaarden og Trine Munk hos os. Stine Kølles laa nu mest i Sengen, naar man kom derud. Hun var saa kær og stille, tog Ens smaa kolde Fingre og trillede dem Hede til i sine valne, sengevarme Hænder. Sommetider havde man Kaffe med ud til hende i en Flaske. Det var ikke velset; derfor laasede man Døren, mens hun drak. Midt under det hele kom Svigerdatteren brasende og fandt en lukket Dør. Kaffen kom hurtig til Side, og Døren blev lukket op for Konen i Huset. Hun stirrede noget inkvisitorisk paa En og gik hen og følte paa en lille brun Plet paa Lagenet. Men man holdt sig stiv, saa hun ikke turde spørge. Det var en af mine første Sejre i den Slags Fægtninger.
Den første Gang jeg gik derud alene, gik min ene Træsko fast i Vejens Lerdynd. Jeg kunde ikke hale den op, og pludselig slog det mig med Rædsel, at der var visst nogen, der holdt fast paa den nedenunder. Jeg styrtede rædselsskrigende ned til Gaarden gennem Pløret paa een Træsko og een Hosesok. Men Onkel Kølle trøstede mig, fik Træskoen hentet og Sokken tørret. Han var mageløs god ved mig, den Onkel Kølle. Han forkælede mig mere end sine egne 4 Børn. Han købte mekanisk Legetøj til mig i Brugsforeningen, en Mand, der kunde trækkes op og saa trille hen over Bordet med en Hjulbør, han forærede mig Godter og passiarede med mig som en jævnaldrende. Hvor holdt jeg dog meget af Onkel Kølle! Saa blev han og Mor Uvenner, og næste Gang jeg saa ham, var mange Aar efter, da jeg var Præst, og han laa gul og mager og døende af Kræft. Jeg bad en Bøn med ham og naaede at faa sagt ham Tak for hans Godhed mod den lille forældreløse Dreng.
Naar jeg gik ude fra Bedstemor Kølle, knugede jeg gerne en 10-Øre i Haanden. Men Livet skal jo helst byde paa Spænding, og vil det ikke, maa man lave sig noget selv. Saa lukkede jeg Øjnene og smed 10-Øren i Græsset og skulde jo saa finde den igen. Det lykkedes 10 Gange og slog naturligvis fejl ellevte. Jeg spurgte Mælkebøtter og Tusindfryd og alle de andre Beboere paa Skovvolden, men de stod bare ret op og ned og vilde ikke vide Besked. I sort Humør opgav jeg Efterforskningen. Da stødte jeg paa en gammel hullet Galoche. Jeg tænktet det kunde dog være, det var Lykkens Galoche, og stak Taaen ind i den og ønskede at finde min bortkomne Mønt. Men saa let skal det nu heller ikke gaa i Verden. 10-Øren var og blev væk.
Bedstemor Trine gav mig ingen Penge, for hun ejede ikke en 2-Øre. Men hun gav mig hele sit gamle glade varme Hjerte. Hun sang for mig:
Man hør' sig mangen en at sove
sig Lykken til i Lotteri;
jeg tror, Morlille, vi vil vove
en Dalers Penge med deri.
Ja, saa sandt som vi kan vindde
og faa de mange Tusinde,
saa skulde Pokker mere spindde.
Men nu begyndte Knud at le.
Knud letted paa sin brogede Hue:
Jeg tror, Kællingen hun er blø’.
Tror du, du skal være Frue
og sidde her med Haand i Skø’?
Du skal ikke faa en Skilling,
ihvor mangen Daler vi end faar,
men smukt blive ved din Bestilling
med at rokke, karte ved dit Laar.
— — —
— Se nu, hvor de bid's og de slaas om de Penge,
som de dog hverken har eller faar.
Og hun fortalte mig Historier fra gamle Dage. Da gik det baade surt og lystigt til. Bedstemor var Datter af en Høker. Det kunde ske, at Kaffen slap op i Forretningen. Saa blev Barnet sendt de 1½ Mil til Maribo efter en ny Forsyning paa ¼ Hendes Søster var gift med Hermaa'i’, hvilket betyder, at Manden hed Herman. Hvorfor det Fornavn ene af alle skulde udtales med efterhængt bestemt Kendeord, er mig en Gaade den Dag i Dag. Hermaa'i' var noget ridderlig anlagt mod sin Kone. Naar Butiksklokken ringede, sagde han altid: »La’ mig, Marie!« og begyndte at vende og dreje sig i Lænestolen for at komme op, saa Marie var inde og havde fuldført Expeditionen, inden den galante Ægtemand var kommet paa Benene. Bedstemor kunde spille hele Scenen noget saa storartet igennem.
Hendes anden Søster var gift med Jeppe, der havde været i Kongens Klæder og dér lært Levemaade. Naar han var fuld, yndede han at promenere paa Landevejen i bar Skjorte. »Gaa nu ind i Seng med dig,« raadede Hermaa'i’ sin Svoger, hvortil denne svarede: »Vil du have en Duel?« Saa løftede Hermaa’i’ Skjorten paa ham og gav ham et Klask bagi. Da saa Jeppe saaret paa det Høved af en Svoger og spurgte med Højhed: »Kalder du det en Duel?« —
Bedstemor havde lært af sin Far, at man skulde være god mod Dyrene. Det var daarligt nok, hun kunde nænne at jage Katten ud, naar den besteg Bordet for at labe Fløde. »De har Klæderne, de er om sig for Føden, sagde min Far altid,« citerede hun som Summen af hans Livsvisdom. Hun havde et Hjerte af Guld over for alle, undtagen hvis de traadte hendes egne for nær. Om det var Degn eller Arbejdskarl, hos hende var der ikke Persons Anseelse. Hun ventede, til deres onde Skæbne ved en eller anden Lejlighed førte dem forbi vort Hus. Naar hun saa dem komme ned ad Vejen, tog hun Vand og glattede sit Haar, skiftede Forklæde, strøg sig med den flade Haand eengang ned over Maven, og saa var hun oprustet. »Goddag, hvad er det, du har sagt om Kaj? Det var bedre, du passede lidt paa dine egne Børn. Naar du har saa mange, saa kan du have nok at gøre dér. Der var en forleden Dag, der spurgte om Vej op til dig. Saa sagde jeg: Nu skal du bare følge Vejen, til du kommer til et Sted, hvor der sidder nogle Børn ude i Haven og løser Bukser med hver sin Mellemmad i Haanden, saa er det der.« — Den Lærer, Far havde gaaet hos, blev grebet i Krebsen en Søndag, han havde været til Alters: »Jeg synes, Petter klager over, han faar for mange Tæsk i Skolen. Det er kun rimeligt, at de skyldige straffes. Men saa skal de, der sikrer sig mer Brænde fra Herskabet, end der tilkommer dem, saa skal de ogsaa meldes og have deres Straf. —«
Naar der var et forældreløst Barn etsteds, havde Bedstemor naturligvis ikke kunnet lade være med at tage det til sig. Da Jordemoderen døde og efterlod sig en Johannes, fandt han Asyl hos Trine. »Ha kom ju renje hærner. Va sku jæ saa jørre?« Nu var det hendes Stolthed, at han var Storkøbmand i Amerika. — Der var ogsaa en Pige, Hanne, der fik Tilhold hos hende nogle Aar. Af politisk Overbevisning var Bedstemor Venstremand, for »dengang Venstre kom til Magten, da fik jeg 8 Rigsdaler til Hanne.«
Havde man Problemer af nogen Art, var Bedstemor den sikreste at henvende sig til. »Hvordan kan man dog kende Forskel paa Piger og Drenge, naar de er helt smaa, Bedstemor?« »Ja — jo — ja — jo, det kan man nok, naar man er vant til det. Jeg kan da huske, jeg kom ned til Rasmus Berthels, da Tvillingerne lige var født og laa sammen i Vuggen; men jeg kunde da ligegodt strax se, hvad for en der var Drengen.« »Det var jo frygteligt, hvis de tog fejl, og det sidenhen viste sig, at en Pige blev til en Mand.« »Jamen det har man aldrig hørt om. Det plejer at gaa helt nemt. Saadan var det engang --« Og saa kom der en Historie, fortalt med Mimik og Pauser og Stemmeføring og smaa Kraftudtryk, saa man ganske glemte, hvad det var, man havde spurgt om.
Da jeg var en 11 Aar gammel, brød Mors syge Ben op igen, og denne Gang slap hun næppe for at faa det sat af, mente man. Men Mor havde fundet Stabslæge v. Harten, der sagdes hellere at ville se Folk som Lig end som Krøblinge. Ikke, at han tog med Fløjlshænder paa Patienterne. Mor fortalte, at han kunde komme og staa bøjet over det brændende og vædskende Ben og pludselig jage en Kniv ind i det med Udbruddet: »Nu er det dér! Nu er det dér!« Hun bed de frygtelige Smerter i sig, for hun var fuld af Tillid til Manden og betragtede det som uden for al Tvivl, at det var Gud, der havde ført hende netop til ham.
Stabslægen skuffede da heller ikke Mors Tro. Ved haardhændede Operationer reddede han Benet, som efterhaanden ikke mere var et Ben af Kød og Knokkel, men et Ben af Brusk med lægte Huller saa dybe, at man kunde stikke en Tommelfinger et Stykke derind.
Mor var ham grænseløst taknemmelig, og til hver Mortensdag sendte hun ham to fede Ænder lige til hans Død over 20 Aar senere. Jeg skulde ind og besøge hende paa Hospitalet. Det var jo frygteligt spændende at skulle rejse til København, oven i Købet alene.
Uheldigvis traf det sig saadan, at vi skulde have Provstevisitats, og Wested vilde nødig undvære mig ved den Lejlighed. Det var gamle Provst Jensen, min rigtige Mors Præst fra Maribo, der kom. Han talte med os om den fortabte Søns Hjemkomst. »Naa, lille Børn, hvad vilde han saa sige til sin Far, naar han kom hjem?« Mumle- og Raabekor: »Fader, jeg har syndet mod Himlen og mod dig og er ikke længer værd at kaldes din Søn; men lad mig være som en af dine Daglejere.« »Ja, det er rigtigt, Børn. Og saa stod han op fra Svinene og drog hjem, og Faderen saa ham komme langt borte og løb ham i Møde, og hvad sagde Sønnen saa?« Mumle- og Raabekor: »Fader, jeg har syndet imod Himlen og mod dig, og jeg er ikke værd at kaldes din Søn. Men lad mig være som en af dine Daglejere.« »Nej, lille Børn, det er ikke rigtigt. Det sidste fik han ikke med. Og hvorfor tror I ikke?«
»Det skal jeg, sige jer. Det var, fordi der strømmede ham en saadan Tilgivelse og Kærlighed i Møde fra Faderen, at han forstod, der ikke kunde være Tale om, at han fik Lov at være andet derhjemme end Søn.«
Aarene gik, og min Skæbne magede det saa, at da jeg blev holdt i Realskole i Maribo i 14-Aars-Alderen, kom jeg til at gaa til Præst hos Provst Jensen. En Dag sad han og vippede som sædvanlig paa Bordet og gennemgik med os den fortabte Søn: »Hvad var det saa, Børn, han vilde sige til sin Far, naar han kom hjem?« Mumle- og Raabekor: »Fader, jeg har syndet imod Himlen og over for dig og er ikke længere værd at kaldes din Søn. Men maa jeg være som en af dine Daglejere?« »Ja, det er rigtigt, Børn. Og da han saa var naaet til Hjemmet, og Faderen løb ham i Møde, hvad sagde han saa?« Mumle- og Raabekor: »Fader, jeg har syndet imod Himlen og imod dig og er ikke længere værd at kaldes din Søn. Men maa jeg være som en af dine Daglejere?«
»Nej, lille Børn, det er ikke rigtigt. Det sidste, det med Daglejere, fik han ikke med. Og hvorfor tror I ikke?«
Pause. Saa aabnede Provsten Munden — Og saa sagde jeg: »Jeg tænker, det var, fordi han kunde mærke, der strømmede ham en saadan Tilgivelse og Kærlighed i Møde fra Faderen, at han forstod, der ikke kunde være Tale om, at han fik Lov at være andet derhjemme end Søn.«
Den gamle Provst var snurret om imod mig. Hans Øjne blev store og lysende: »Det var godt, Kaj Petersen, det var sandelig godt, min Ven, det var saa godt, som om det var mine egne Ord.«
Efter Provstevisitatsen drog jeg saa til København. Det var Albertiaaret, og Mor fortalte, at selv paa Hospitalet blev der et saadant Røre paa Afsløringsdagen, at de Syge stjal sig ud paa Gaden for at høre Nyt og kom først hjem over Midnat. Jeg var glad ved at besøge Mor, men der laa en lille Pige i samme Stue, hende vilde jeg hellere snakke med, og det var ikke Mor tilpas. Der laa ogsaa en lille Castenskiold paa en smaa 3 Aar derinde. Han havde opfanget, at Mor en Dag, da han gjorde Knuder, kaldte ham for en nordlig Herre, og siden hilste han hende, naar han vaagnede, med et »Godmorgen, din norne Herre.«
Jeg boede hos min Farbror Axel og Tante Henriette, der havde Urtekramforretning i Charlottenlund. Jeg fik Lov til at gaa i Byen med Varer sammen med Fætter Johan, og Arbejdet fordelte han saadan imellem os, at jeg fik Lov at bære Pakkerne, og til Gengæld tog han saa Drikkepengene. Min Faster Tante Betty boede hos dem med sin Hund Pasop. Det var dejligt, at der dog var eet Dyr i København. Hun tog mig med i Tivoli. Der var en Fugl, der kunde synge og vippe med Halen, naar man puttede en Tiøre i Buret til den. Utroligt, hvad de Københavnere kan finde paa. Vi var ogsaa i Sommerteatret. Der var en Dame, der besvimede, og saa knælede en Herre ned og strøg hende op ad Benet. I det samme kom en anden Herre ind og saa det. Den første Herre blev forskrækket, lod, som om han ikke saa ham, men var optaget af at maale Benet og kravlede rundt paa Gulvet og maalte andre Genstande i Stuen bagefter. Tante Betty flyttede sig noget urolig i Sædet. Men jeg lo himmelhøjt og syntes, det var knusende godt fundet paa at redde Situationen paa den Maade. Det skulde jeg fortælle Svend, naar jeg kom hjem.
Jeg rejste hjem med en gammel Gardist, der af og til tog en Tur til København. Jeg vidste ikke andet om ham end, at hans Hane var sløj. Naar Konen lukkede op for Hønsehuset om Morgenen, kunde hun sparke efter den og sige: »Du har vel ikke været i København.« Saa lo de Voxne, og saa lo man selv med, skønt man ikke syntes, det var noget at more sig over, at Folk havde en daarlig Hane. Desværre var det saa ofte saadan, at Voxne lo paa helt forkerte Steder. Eller ogsaa var det saadan, at naar en eller anden begyndte paa en Historie, der tegnede til at blive morsom, saa skulde Hestene fodres. »Kaa du'nne gaa øu aa ji Hæstne,« sagde Far, og saa maatte man jo af Sted. Men det kunde ske, man var ude med ham paa fremmede Steder, hvor der ingen Heste var at fodre. Jeg fik stundom Lov til at gaa med, naar Mor var syg. Saadan var vi en Aften bedt ud at spise i Skovløberhuset. Mændene sad og snakkede efter Bordet, og saa sagde en til Svenskeren: »Hvad vil du dog med alle de Børn?« »Jeg har ogsaa bestemt at holde op,« sagde Svenskeren; »men hvad, saa en Aften kommer jeg alligevel til at smide Buxerne ned i Benenden af Sengen.« Han plirede til mig med Øjnene, og jeg plirede igen og tænkte: »Kommer der virkelig Børn af saa lidt!«
Naa, jeg kom hjem fra Københavnsturen til Far og gamle Bedstemor, der nu et Par og firs Aar gammel stod for hele Husstyret igen. Hun gjorde det godt, og det gik med en mild Haand. Da Mor omsider vendte hjem, strammedes Tøjlerne med det samme. Allerede ved den første Middag forlangte hun, jeg skulde spise af en Ret, der visselig ikke var min Livret, noget, Bedstemor aldrig vilde være kommen i Tanker om. Jeg gik efter Maaltidet ud ved Pumpen og kastede op, og derude græd jeg over, at Mor var kommen hjem.
Det kunde ske, der kom Gæster inde fra København paa Sommerferie; det var det storarteste af alt. Der kom en ung Pige, der hed Esra; næste Aar hed hun Fru Hansen, næste Aar igen havde hun en lille Pige med, der hed Lisbeth. Naar Esra blottede sit unge Bryst og tog efter Lisbeth, kunde der staa en fin hvid Straale af Brystet langt ud i Stuen. Hvor var det underligt! Paa eengang smukt og forvirrende. Der var Liv og glade Dage, naar Esra og Onkel Munk toppedes. Esra vilde ikke op om Morgenen; saa listede Far sig op og trak Dynen af hende, og hun ud og fik fat i Vandøsen og pjaskede ham til med Vand. Mor lo af det hele; gik det meget hedt til, maatte hun ogsaa have fat i en Vandøse og hjælpe Esra. Hele Huset genlød af Løjer.
Om Eftermiddagen spændte Far for, og saa kørte vi ud og saa Skoven eller Fjorden eller saa galt helt ud til Havet, Østersøen ved Kramnitze, og havde Madkurv med. Havet, hvor var det ubegribeligt stort! Men endnu særere var det, at derovre bag det laa Tyskland. Tyskerne, som Bedstefar Søren havde kæmpet imod — og endnu spiste vi med en Gaffel med Træskaft, han havde plyndret sig til: »der var mange, der tog meget mere fra de forladte Huse, men jeg tog nu bare den.«
Tyskland laa derovre bag Havet og var virkelig til.
XI
NAA, men alt maa have en Ende. Det er sikkert morsommere for mig at fortælle, end det er for Dem at høre. Nu har jeg længe taget Hensyn til mig selv. Nu skal jeg tage Hensyn til Dem. Og hvad er det, som De spørger mig om, min Læser? De spørger mig om Aanden. Hvad var der af Aand i Huset under Kastanierne?
Teatergang var der intet af. Det var noget, ugudelige Københavnere smak deres Penge ud til, og dermed var sagt, hvad man vidste om det. Biografture existerede ikke. En Aften Svend og hans Forældre var paa Besøg hos os til en Whist, kom Karetmager Madsen pludselig ind til os 2 Drenge: »Vil I i Cirkus?« Hva? vi maatte have hørt fejl. Men ved alle Afgrundens Losser! Far gik ud og spændte for, vi kom i Overtøjet, og lidt efter rullede Charabancen af med os alle 6. Svend og jeg turde næppe trække Vejret af Angst for at vaagne. Hvad staar der nu tilbage i Erindringen af hin alsprængende Begivenhed? 3 Ting. 1) Forventningen, Spændingen, Savsmuld, Lys, Fart, Latter, Gisp, Bortrykkethed til en ukendt Verden. 2) Klownerne: »Hvad er 1 fra 2? Det er 1. Nej, det er 3. Først var der din Mor og Far, og saa kom du fra de to, saa var I 3.« Det var Svends og mit Nøgleord til hinanden, naar vi mødtes mange Aar efter. Det kendte vi stadig hinanden paa: Hvad er 1 fra 2, du? det er 3. — Og endelig 3) Festen er forbi, Folk er gaaet. Men Madsens er blevet tilbage for at hilse paa Direktørerne. Svends Mor staar og taler med en af dem og ser paa eengang fjern og hentaget ud. Først siden fik man at vide, at de to havde visst været Bekendte i deres Ungdom.
Men kom Kunsten ikke til Opager paa stort anden Maade end i Bøgerne, saa kom til Gengæld dens store Søster Religionen. I indbyrdes Uvilje konkurrerede Indre Mission og Luthersk Mission om at vinde Sjæle. For os var det eins Bier og Guds Ord, baade det ene og det andet. Vi kom begge Steder. Oppe i Vejleby var der en gammel Indsidder med Klap for Øjet; han hed Jørgen Munk. Han var luthersk og lidt til Grin for det og alligevel respekteret. »Der æ nu noue ve Jørren,« mente Konerne. Han vidnede kraftigt og dog i al Sagtmodighed. Engang skar de dog sammen om et eller andet, de to Munke. Jeg tror, Jørgen havde faaet sat sin Hjulbør i Vejen for Peter. Far skældte ud. Da greb den Guds Mand Far i Brystet, pegede opad og hvæsede: »Jeg har sikret mig en Plads deroppe! Har du det?«
Johan Skoma'er var trods Navnet Gartner paa Christianssæde. Han skulde passe de efterhaanden nærmest vildtvoxende Frugttræer i Parken og fyre i Drivhuset. Den lille vindtørre Mand med sit Bjerg af en Kone, kaldet Ka’ Jostens, boede i et faldefærdigt Hus paa Hjørnet af Skovvolden og Landevejen. Far havde forpagtet deres 3 Td. Land. Siden købte vi baade Jord og Hus og holdt Polakker i Huset til Roearbejdet. Jeg skulde hver Morgen bringe 1 Pot Mælk ud til Karen, fik derfor et rustplettet Æble eller en lille Klase mislykkede Druer, som Johan sikkert under store Samvittighedskvaler unddrog Herskabet. Han var Verdens paalideligste Tjener, vovede sit gamle Liv ved at klatre i kræftgnavede Æblegrene for til Greven paa Fyn at nedplukke et Æble, som denne, om nogen havde vovet at lægge ham det for Øje, havde faaet Brækningsanfald af. For Resten var Johan Skoma'er Veteran, havde været Helt i Sønderjylland, og »dær var der en Pige, ja, det vidste Karen junne af, vi var jo forlovet dengang, Karen og mei, men den Pige hun var sgu Gaardmandsdatter. Men jeg holdt mig nu til Karen,« kom det til Slut midt mellem et Suk og et Pral.
Nu var Ka Jostens og Johan Skoma’er Lutherske. I den utroligt lavloftede Stue samledes en lille Snes Husmandsfolk og en Mand fra Købstaden, der kom paa Motorcykle med Elskerinde paa Bagsædet (Konen var aldrig med) til Møde om en eller anden ravjydsk Missionær. Jeg sad forrest i Forsamlingen paa en Ølkasse, der ogsaa var blevet omvendt. Vi sang om »søde Jesus« og hørte gribende Bekendelser og gik hjem, som vi var komne. Jeg glædede mig altid til Møderne, styrkedes i min Hengivenhed for Jesus og ved aldrig af, at jeg der har modtaget noget, der har virket skadeligt paa min Sjæl.
Dette var den uautoriserede Kristendom. Hvordan nu med Statsreligionen? Ja, om vort Sogn, Landet, fortaltes, at der i lange Tider havde været en Præst, som havde luret Bønderne af, at de ikke gik ind i Kirken, før Præsten var gaaet ind. Kunde han nu se sit Snit til at snige sig uset ind ad Bagvejen, var der ingen derinde, og saa kunde han forsvare at holde Messefald og skynde sig hjem. I mit Nabosogn, Vejleby, var det visselig anderledes. Der virkede Bachevold. Han var Indre-Missions gamle Fører paa Lolland, og han sparede sig ingen Møje eller Kamp for at nøde Sjæle ind i Guds Rige. Om det saa var den forhærdede Brumbasse til Lærer Mortensen i Brandstrup, saa saa han til sidst ingen Udvej til at undgaa at omvende sig. Pastor Bachevold var dyrket af mange, forhadt af en Del, respekteret af næsten alle. Som helt lille kunde jeg ikke godt lide ham. Men det havde sin ganske bestemte Grund.
Der kom ingen i Kirke til Kapellanen, Pastor Schwalbe, skønt han ogsaa var omvendt og troende. Dette opbragte mig. Jeg har altid holdt med de smaa i Samfundet; det gjorde jeg ogsaa, da jeg var 9 Aar. Af akkurat samme Grund var jeg Højremand. Far var radikal. Men Højre havde kun faaet 7 Stemmer i Folketinget. De andre 3 Partier triumferede. Altsaa var jeg med hele mit Hjerte hos Højre. Pastor Schwalbe var ikke god nok til det store Flertal i Vejleby. Vel, saa gik gamle Niels Skrædder og jeg til Schwalbe. Og naar vi to jævnaldrende, begge en lille halv Snes Aar fra det tomme Rum, det før Fødslen og det efter Døden, fulgtes hjem fra Guds-tjeneste, gennemgik vi Prædikenen og fandt meget at glæde os over. Havde vi derimod en Højtid været hos Bachevold, overbød vi hinanden paa Hjemvejen i uvildig Kritik.
En anden Sag, der gjorde mig reserveret over for Sognepræsten, var det, at jeg vidste, at han og Wested var af hver sin Observans. Naturligvis anede jeg intet om, hvori Forskellen bestod mellem Indre-Mission og Grundtvigianisme, men jeg vidste, at det, Wested war, kunde ikke være forkert. Hver Søndag blev jeg sendt i Søndagsskole, ofte kom jeg til Missionsmøder, og meget hørte jeg, der greb mig og satte sit Spor. Men jeg var rigtignok ikke en af disse Tilhørere, for hvem det er Guds Ord altsammen. Hvad der gik ind ad det ene Øre, mødtes med det, der gik ind ad det andet, og det blev til en Brydekamp i Hjernen om, hvad der skulde faa Lov til at blive derinde, en Kamp, der ingenlunde er endt endnu og ikke ender, før Hjernen selv faar Ende.
Der var jo noget vanskeligt ved dette, at jeg boede i et andet Sogn, selv om det var saa at sige i Skellinien. Rent korporligt følte jeg mig altid en Smule udenfor. Og Præsterne selv skævede over Sognegrænsen: ved enkelte Lejligheder tog de Mod til sig og kom over. En Aften traadte Schwalbe ind ad Døren. Han gjorde tusinde Undskyldninger. Vi sad og spiste til Aftens. Fars Snapseflaske gled automatisk under Bordet. Jeg skulde selvfølgelig vise min Præmiebog, og snart sad jeg paa Pastor Schwalbes Knæ, og han gennemgik Billederne for mig i den store Billedbibel. Han gjorde det, kært og smukt. Jeg holdt meget af ham. Et godt Aars Tid efter blev han forflyttet.
De beklagelsesværdige Kirkeministre, der skulde skaffe Kapellaner til Pastor Bachevold, havde det ikke nemt. De fik de unge Præster ødelagt i dette utaknemmelige Hverv. Kirkeminister Povlsen forsøgte engang med en, han regnede med ikke kunde ødelægges. Det var en tidligere Santalmissionær, lille og sortsmudsket og med et hakkende Sprog. Folkeviddet vidste om ham, at da han sendtes til Santalistan, var han en stor, før og kraftig Mand, hvem de Vilde strax spiste. Der gik nogle Aar, og intet hørtes om Missionærens Virksomhed. Missionsselskabet sendte da Bud om, hvad han lavede. Intet Svar. Atter sendte det Bud, at lod han ikke høre fra sig, vilde det sende en Mand ned efter ham. Nu blev de Vilde bange, og efter nervøst Samraad besluttede de at prøve at sende en af dem selv til Danmark og lade, som om det var den oprindelige Missionær, som Tropesolen havde slidt paa. Dette var den residerende Kapellan i Tirsted-Skørringe-Vejleby.
Samme Mand blev jeg senere Nabopræst til i Vestjylland. Jyderne har større Respekt for deres Præst end vi gudsforgaaede Lolliker. Herovre slog han godt til. Han fik for Resten en tidlig og tragisk Død.
Da Schwalbe havde forladt Egnen med sin unge svenske Kone, og da der stadig ikke skete noget i mit eget Sogn, begyndte jeg at slaa mig paa Bachevold. Det var svært og frugtbart for mig. For han og min Ven og Lærer i Skolen var i et og alt Modsætninger. Den Dag i Dag sidder Wested i Vejleby Skole og sørger over de mange Aar af sit Liv, da han fik sine Søndage ødelagt med at skulle høre paa Forkyndelsen af en asiatisk Religion. »Jeg synger paa Dansk,« sagde han til mig engang; »jeg staar i Degnestolen og synger min danske kristne Tro ud i Kirkerummet; saa kan han staa paa Prækestolen og sige, hvad han vil.«
Vi underlige Mennesker! det underlige Menneskehjerte! De to Mænd blev En saa dyrebare, netop fordi de var Modsætninger, den ene klar og fast og afgjort, den anden af et varmt og rigt og bevægeligt Sind.
Bachevold — ja, jeg kommer til her at gentage, hvad jeg andetsteds har fortalt om ham. I 1883 forlod Julius Bachevold Lærergerningen ved Borgerskolen og Kateketembedet i Maribo og drog med sin unge Fru Mathilde til Tirsted Kapellanbolig for allerede 2 Aar efter at flytte til Rubbelykke Præstegaard som Sognepræst i samme Sogn. Han var egentlig alt for ung til det store Embede, men nogle af Bønderne rejste ind til Kongen, saa højt agtede de den unge Præst efter bare 2 Aars Forløb. Chr. d. 9. mente ikke, det kunde lade sig gøre, men ved Afskeden havde en af Bønderne det Mod at sige: »Nu har jeg min Konges Haand, nu holder jeg den i min Haand som et Pant paa, at vi nok faar vor Præst.« Og de fik ham. Glade var de. Og glad var det unge Præstepar. Men mærkeligt nok gav Bachevold sin Glæde det Udtryk: Nu har I taget mig, som jeg er; saa maa I ogsaa beholde mig, som jeg med Tiden vil blive.
Præstefolkene gjorde god Fyldest, var begge gudfrygtige og energiske, kom Mennesker aabent i Møde og søgte paa enhver Maade at være til Nytte. Sognebeboerne var svært tilfredse med dem, og alt tegnede rart og godt.
Men een var der dog, der ikke var tilfreds med Præsten, og det var Præsten selv. Tungt er det lollandske Ler. Trods al god Vilje, al Veltalenhed, alle Sygebesøg fik han ikke rigtig noget til at ske. »Herren lod mig arbejde mig træt«, sagde han sidenhen. Gentleman, som han alle Dage var, kastede han ikke Skylden paa Lollikernes Træghed. Nej, det maatte være ham selv, der var noget i Vejen med. Men hvad var det? I hvad Retning skulde han ændres? og hvordan skulde det gaa til? Han var samvittighedsfuld og ærekær. Tilstanden blev ham uudholdelig.
I de Aaringer var det, Vilhelm Beck lod sit muntre Lyn spille hen over Landet. Naar Uvejret trak op i Maribo eller Nakskov, var Bachevold ikke den Mand, der holdt sig hjemme inden Døre. Her rullede der en Torden, der nok kunde gøre Indtryk paa et Gemyt i Urede med sig selv. Her blæste en Orkan, der kunde dreje et ufornaglet Sind, der ikke vidste, til hvad Side det vilde vende sig.
Det kom til at koste Bachevold hans Menneskelighed, men forlenede ham til Gengæld med Ensidighedens Styrke. Han, der før havde sparet alle undtagen sig selv, sparede nu ingen. Og hans 3 Kirker fyldtes, kristelige Foreninger groede op, Missionshus i Brandstrup rejstes. Mennesker blev tvunget til at finde ud af, hvor de havde sig selv og være enten for eller imod, Laster blev forsaget, nye Glæder vundet, Offerviljen kaldt til