Kristoffer

1. Akt

Hvovedius: Drik, du dejlige, drik! Lad den glødende Vin brænde din Sjæl med Fyrighed^[4] , saa dit Skød kan lue, naar jeg – –

En Tjener (træder ind): Der er nogen her udenfor, der begærer at tale med Eeder^[5] , Mester.

Hvovedius (heftig): Jeg er ikke til at træffe.

Tjeneren (bøjer sig frem og hvisker): Det er Kongen^[7] , Mester.

Hvovedius: Jag ham væk! Jag ham væk!

Kong Kristoffer (stikker Hovedet inden for Døren bag Tjeneren): Velbekomme Eeder, Mester. Det varer lidt længe, før jeg indlades. (Træder helt ind, efterfulgt af en 10-11 Aars Dreng og to bevæbnede Mænd) Ej, se, hvilken fager Kvinde I har fundet at dele Bordet med Eeder i Dag. (Hilser paa Sibilla)

Hvovedius (sagte): For Helvede! (højt) Hil Eeder, Kristoffer! (Fortsætter Maaltidet)

Kristoffer: Ja, min Vej faldt igennem Saxkøbing i Dag nu til Morgen, og saa faldt det mig ind, at jeg dog med det samme kunde spørge til min ædle Ven Hvovedii^[8] Befindende. – – Og det er godt, som jeg ser, saare godt, haha!

Hvovedius: Hvilket mener I, Herre? At den Tanke faldt Eder ind? Eller Befindendet?

Kristoffer (med et ondt Lynglimt i Øjet): Begge Dele vil jeg haabe, Ven Hvovedius, haha! Begge Dele, haha!

( Pause)

Kristoffer: Ja, ja – det er dog skønt at være Konge, Hvovedius. Det rinder mig saa ofte i Hu^[9] , som nu denne skønne Sommermorgenstund, naar jeg – hm! – naar jeg gaar ned over Markerne – – Solen skinner i Dugg – – skinner i Duggdraaberne – – Fuglene synger – Folkene arbejder – rundt omkring arbejder de – med Arbejdsiver og Arbejdsglæde – – og Fuglene synger – – og Blomsterne – Blomsterne staar der ogsaa – – og – – og synger – – Velbekomme, Mester Hvovedius; jeg ved ej, om jeg huskede at sige det, da jeg kom.

Hvovedius (spisende): Tak, Herre! Jo, jeg tror, I sagde det.

Kristoffer: Naa, naa, ja, ja. – Ja, det var det, jeg slap fra^[12] – det er dog skønt at være Konge! Saadan at gaa en Sommermorgen gennem sit Land og se Skønheden – – Skønheden og – – og alt det andet rundt omkring – – og saa sige til sig selv, at det er Ens eget, det er min Ejendom, det hører mig til – – jeg har Retten til at raade over det – – hvad jeg vilde sige – – – Aah, jeg er saa adspredt – – Ja – ja, det er dog en skøn Ting det at være Konge.

Hvovedius (rejser sig fra Bordet): Det kommer vel an paa, hvordan man er Konge. (Klapper i Hænderne. En Tjener viser sig) Tag ud!

( Tjeneren bøjer sig og forsvinder)

Drengen (Kongen holder ved Haanden): Far, jeg er saa sulten.

Kristoffer: Aah, Herregud, er du det, min Dreng? Ja, ja. Hør – kan han ikke faa en Bid Brød ved Eeders Bord, Mester Hvovedius?

Hvovedius: Bevare’s! Sæt dig ned, Dreng, og spis! (Tjeneren viser sig. Hvovedius vinker ham tilbage) Hvad er det for Resten for en Gut?

Kristoffer: Spis kun, Valdemar! – Ja, se, det er en stor Overraskelse. Det er saamænd min yngste Søn^[13] .

Hvovedius: Hvad? Er han kommen hjem? Han har jo ellers været nede i det tyske.

Kristoffer: Ja, ja visst saa. Men se, nu er Sagen jo den, at Erik ligger syg i Sønderjylland, og Otto er paa Sjælland. Saa syntes jeg, jeg var saa svært ene, og saa blev vi enige om, at Valdemar godt kunde faa en lille Ferie – godt kunde faa en lille Ferie – – en lille Ferie – – Hør, Mester Hvovedius, jeg tror, jeg selv er bleven lidt sulten af denne aarle^[14] Morgentur – – – – maa jeg tage en Bid med?

Hvovedius: Selvfølgelig, Herre. Hvis I vil tage til Takke.

Sibilla: Maa jeg skænke Eeder et Glas Vin, Herre Konge?

Kristoffer: Spørg Hvovedius, hahaha!

Hvovedius: Skænk! Skænk! (hvisker) Og ogsaa til dig selv, du dejlige!

Kristoffer (spisende): Jo – det var det, jeg var ved at fortælle. Saa i Forgaars kom Valdemar virkelig – –

Valdemar: Det var i Mandags, Far.

Kristoffer: Naa, var det i Mandags. Ja, det kan nu ogsaa være lige meget. Kun ved jeg, at du var velkommen, lille du! Hvad? han er ogsaa bleven en stor og køn Dreng ikke? I skal se, han kommer til at ligne mig.

Hvovedius (dølger ikke et Suk): Tror I, Herre?

Kristoffer (med Lynglimtet): Ja, ja, – – Han bliver den eneste af Drengene, der kommer til at ligne mig. Erik ligner sin Mor^[15] og Otto egentlig ingen af os. Otto er veg og blød som en Kvinde, men lille Valdemar skal nok blive en Mand. Skade kun, han aldrig bliver Konge!

Valdemar (spisende): Det bliver jeg saamænd ogsaa nok, Far!

Kristoffer (stryger ham ned over Haaret): Tror du det, min Dreng? Ja, hvem ved! hvem ved! Over et andet Land maaske. Over Danmark bliver du det aldrig.

Hvovedius: Det tror jeg ejheller.

Kristoffer: Nej, det skal Erik være. Erik er den bedste af Eeder. Ikke den kraftigste; men den bedste. Erik ligner sin Mor. Og Eufemia var en god Kvinde. Alt for god til mig. – Nu er hun tagen fra mig. Men jeg vil ikke klage. For hun efterlod mig en dyrebar Arv. Erik og Otto og dig, lille Valdemar. (Kysser ham paa Panden)

Valdemar: Og Søstrene^[16] , Far.

Kristoffer: Ja, visst, min Dreng. Men Drengene er dog bedre.

Valdemar: Ja, det synes jeg ogsaa, Far.

Kristoffer: Ja, for I kan blive Konger. Erik skal være Kongen over Danmark, Otto skal være Greve etsteds i det tyske, men du, lille Valdemar, du skal erobre dig hele England og blive en stor og vældig Fyrste der.

Sibilla: Maa jeg skænke Eeder et Glas til, Herre Konge?

Kristoffer: Spørg den gæstfri Vært, smukke Pige, hahaha!

Hvovedius: Drik, Herre, saa meget som I lyster!

Kristoffer: Tak! Ja, I lever som en Konge, Hvovedius!

Hvovedius: I altsaa ogsaa, Herre, naar I kommer her!

Kristoffer: Kongen lever vel som Konge, hvor han kommer?

Hvovedius: Derfor tror jeg heller ikke, I taler træffende, naar I siger, jeg lever som en Konge.

Kristoffer: For Djævelen, saa lever I som en Greve da!

Hvovedius: Ikke heller det rammer. Dette Hus og den Mad, I spiser, er helt mit eget.

Kristoffer: Lad os ikke føre denne Trætte^[17] videre! Hvordan kan I leve paa denne Maade? Hvordan kan I finde slig^[18] en fager Kvinde og faa hende til eders Bord? Og det mærkelige er jo, at det er en ny Kvinde, jeg ser her, hver Gang jeg kommer her.

Sibilla: Herre Konge!

Hvovedius (hvas): ^[20] Og I ved jo, Grevens Naade er over mig. Det er stundom godt at leve af Grevens Naade.

Kristoffer (rejser sig fra Bordet): Hm! Ved I noget om, hvorvidt han er paa Aalholm^[21] nu?

Hvovedius: Er Eders kongelige Herlighed mæt?

Kristoffer: Ja; jeg takker dig. Det var min grevelige Halvbroder, jeg spurgte dig om?

Sibilla: Grev Johan^[22] – –

Hvovedius: Det ved jeg ikke noget om.

Sibilla: Du lyver, Hvovedius. – Der gaar Rygter, Herre Konge, om, at Grev Johan hemmelig og uventet i Nat – – –

Hvovedius: Er du da galen, Sibilla!

Kristoffer: Sibilla – hvad er det for Navne, Hvovedius?

Hvovedius: I skulde maaske foretrække Navnene Jokum og Madsine – – –

Kristoffer: Og hvad er det for Rygter, hun taler om?

Hvovedius: Det er Snak og Vejr og Vind – – –

Sibilla: Herre Konge! (Kaster sig for hans Fødder) Tro ham ikke! Hør mig – –

Hvovedius: Ti, Sibilla, eller jeg lader den raaeste Bondekarl skænde dit nøgne Legeme – – –

Kristoffer: Hvad er det for Tale? Hvo er du, Kvinde, og hvordan – – –

Sibilla: Herre Konge, hjælp mig, beskyt mig!

Kristoffer: Saa sig, hvo du er.

Sibilla: Mit Navn er Madsine Olafsdatter. Min Far er en fattig Bondemand, der har solgt mig til ham der – (hun bryder ud i Hulken)

Kristoffer: Naa, det er paa den Maade, du skaffer dig dejlige Kvinder. Du køber dem ligefrem, Jokum Knudssøn. Men hvor faar du da alle de Penge fra?

Hvovedius: Fra eders høje Halvbroder, vil I vide det, fra Grev Johan den Milde, som han hedder med Føje^[25] . I ved, han traf mig en Dag paa Marken, fandt Behag i mit Aasyn^[26] og gav sig i Snak med mig. I ved, jeg fra Barndommen af har kendt fuldmange^[27] gaadefulde Ting, efterdi^[28] jeg blev født paa Skudaarets overskydende Dag. I ved, Grev Johan nærer megen Interesse for Naturens hemmelige Ting. Nu, vil I vide mere?

Kristoffer: Efter dit eget Sigende har du end intet sagt, jeg jo ej tilforn^[32] vidste.

Hvovedius: Nu, jeg blev da Grevens Læge, det grevelige Huses Læge – – –

Kristoffer: Aha, du blev hans Læge! Men hvi^[33] er du da her, for Fanden? Hvi følger du ikke Greven, hvor han er?

Hvovedius: Fordi Greven elsker mig og stoler paa mig og derfor gerne opfylder mine Ønsker. Og nu er det mit Ønske at dvæle^[34] her i Saxkøbing By.

Kristoffer: Men Pengene, spurgte jeg om, Pengene? Forsyner Greven dig med alle de Penge.

Hvovedius: Hør nu engang, Kristoffer Erikssøn, saa vidt jeg ved, har du ikke studeret til Skriftefader.

Kristoffer: Hvad vover du! Ved du ikke, jeg er din Herre og Konge – –

Hvovedius: Haa, Herre og Konge! (til Sibilla) Rejs dig op, du Tæve!

Sibilla: Aa, Herre Konge – –

Kristoffer: Frygt intet, unge Pige! Din Herre og Konge er her, din Herre og Konge vil beskytte dig. Saa længe Kristoffer den Anden er Danernes Drot^[35] , skal intet ondt ramme dig.

Hvovedius: Trøst dig, mit Barn, saa bliver du voldtaget i Morgen!

Kristoffer: Ti, formastelige^[36] Hund! Saa længe jeg er i Live, skal ingen krumme et Haar paa hendes Hoved, det sværger jeg ved min hellige Navne og Guds Statsholder i Rom.

Valdemar: Heller ikke, saa længe jeg lever.

Kristoffer: Ret saa, min Søn, ret saa! Du slægter din Fader paa. – Men fortæl os, unge Kvinde, Sibylle, som han kalder dig, fortæl os – –

Sibilla: Tak, Herre Konge, fordi I vil beskytte mig. Jeg har været saa rent ulykkelig, siden jeg maatte tage hjemmefra. For han har overhængt mig med Uforskammetheder og trængt ind paa mig med Raaheder – – og saa har han ogsaa sagt saa meget stygt og slet om Eder, Herre Konge – –

Kristoffer: Ja, spring det over – – –

Valdemar: Har han sagt noget slemt om Far? Fortæl mig det, saa skal jeg slaa ham ihjel!

Hvovedius: Ja, fortæl især det!

Sibilla: Men, Herre Konge, da I nu før tren^[37] ind over Tærskelen, og jeg fornam^[38] , hvor skønt eders Aasyn var og hvor stolt eders Holdning og hvor mandig eders Røst, da forstod jeg, det var Løgn alt sammen. Og da I før klappede Prins Valdemars Haar, og jeg saa eders Øjne, da blev jeg viss derpaa. For de Øjne lignede min salige Mors, naar hun saa paa mig som lille Pige, saa gode og varme, og der var ikke bedre Menneske i hele Verden end Mor. Saa fattede jeg Mod til at tilstaa for Eder og give mig i Eeders Haand.

Kristoffer: Aldrig har nogen Kvinde fortrudt det, som gav sig i Dannerdrottens Haand.

Hvovedius: Tror I ikke engang Marsk Stigs Hustru^[41] , Kristoffer Erikssøn?

Kristoffer: Hug – hug ham ned! – Naa, hvi nøler I? Hug ham ned, siger jeg.

( De to Krigsmænd nærmer sig usikkert)

Hvovedius: Jeg gad se den, der tør røre Grev Johans Læge!

Valdemar: Ja, tør de ikke, tør jeg. (Drager sit lille Sværd)

Kristoffer (griber fat i ham): Nej, nej, nej. Pas paa, ikke saa vild! Du kunde komme noget til, Dreng! – Men I, Mester Hvovedius, som I skabagtigt kalder Eder, I skal paa Opgørets Dag staa til Regnskab for Eders Ord.

Hvovedius: Og Eeders Fader for sin Daad! Gud se, hvo af os to saa staar sig bedst!

Kristoffer: Ah, du Satan!

Hvovedius: Skænde^[42] staar i hver Kællings Magt. Der ser du, Sibilla, i hvis Vold du har givet dig. Jeg kan kalde hans Far en Horkarl og Voldtager op i hans aabne Øjne, og se – Hunden maa finde sig i det. Betænker du dig? Kommer du til Fornuft? Endnu vil jeg være naadig og straffe dig mildt.

Sibilla: Herre Konge, I svigte mig ikke!

Kristoffer: Jeg har jo tilsvoret dig – –

Hvovedius: Du har altid plejet at sværge paa, hvad du umulig kunde holde, Kristoffer. Din Ed var altid en Løgn.

Kristoffer: Saa sværger jeg paa, at du skal slippe levende fra dette.

Hvovedius: For første og sidste Gang tror jeg dig, Kristoffer Erikssøn. – Paa Gensyn! (Gaar)

Kristoffer: Tvi^[43] , du er en Dansker! Det er det, jeg altid har sagt: det er ej Tyskerne, der ødelægger Danmark; det er Danskerne.

Hvovedius (raaber tilbage): Ja, det kan just I sige med fuldest Vægt, Kristoffer Erikssøn.

Kristoffer: Ja, for jeg kender dig, Jokum Knudssøn. – – Hvad? Gik han? Hvor gik han hen? Hvorfor gik han? Den formastelige Skurk! Er det en undersaats Optræden over for en Konge! Vel for ham, han gik, den Djævel! Jeg skulde ellers kvaset^[44] hans Knogler i hans Krop.

Valdemar: Skal jeg ikke løbe efter ham og slaa ham ned, Far?

Kristoffer: Nej, min Dreng, du er en Kongesøn. En Kongesøn skal ikke træde paa en Mide. Han skal gaa forbi den uden at ænse den. – Og I, unge Pige, stat^[45] I op og gaa til Eders Hjem.

Sibilla: Herre Konge – tillad – jeg tør ikke – – Min Mor er død, min Far kan ikke skjule mig, tør vel knap. Hvovedius vilde finde mig igen – –

Kristoffer: Jeg kan ikke have dig her, Sibilla! Du maa – –

Sibilla: Men I lovede mig jo – – –

Kristoffer: Modstaar du din Herre og Konge – – –

Sibilla: Nej, nej – men – jeg har ogsaa mere at sige Eder – –

Kristoffer: Saa skynd dig da! En Konges Tid er altid kostbar.

Sibilla: Der er gaaet sære Rygter nu til Morgens, om at de to Grever – –

Kristoffer: Gert og Johan?

Sibilla: Ja – hemmeligt er kommen til Aalholm i Nat og ikke ønsker at nogen maa vide, de er der.

Valdemar: Hvad? Er Farbror Johan her paa Lolland! Hurra!

Kristoffer: Kan du godt lide ham, min Dreng?

Valdemar: Ja da, Far. Han er jo altid saa mild og glad.

Kristoffer: Han har ejheller Grund til andet. Naa, men hvad de to?

Sibilla: Herre Konge – –

Kristoffer: Tal! Tal!

Sibilla: Jeg tør ikke – –

Kristoffer: Tør ikke? Naar jeg, Kongen, byder det! Hvem skulde du frygte?

Sibilla: Eder, Herre Konge!

Kristoffer: Ret saa, ret saa, min Pige! Det er ret af dig at frygte din Herre og Konge. Men tal nu kun frejdigt, dig skal intet ondt vederfares^[47] , har jeg jo lovet.

Sibilla: Jeg tror, de har meldt Hvovedius, at han – at de – at I skulde føres til – I skulde – –

Kristoffer: Jeg! føres! Hvad er det for Ord, hvad er det for Tale? Hvad betyder disse – dette – –

Sibilla: Nej, ja, altsaa, at de to –, at de tvende^[48] Herrer Grever ønskede – gerne vilde – havde noget, de vilde forhandle med Eder om paa Aalholm –

Kristoffer: Naa saadan! Ja, det lader sig tænke! Hm, ja det kan være! Ja, bevare’s, hvis min kære Halvbroder har vigtige Tidender at bringe mig, sin Konge og Lensherre, saa er mit Øre villigt til at lytte til ham. Ja, jeg kan saamænd godt tage til Aalholm, jeg er ikke saa optaget af Regeringsanliggender i Øjeblikket, uden at jeg nok kan afse Tid til en lille Tur til Nysteds friske og kønne Egne, især naar jeg ved, jeg kan gøre min kære Halvbroder en Tjeneste, idet jeg sikkert tør gaa ud fra, at han har meget travlt og hurtigt rejser igen, siden han er kommen saa hovedkulds og ved Nattetide.

Valdemar: Skal vi besøge Onkel Johan, Far?

Kristoffer: Det tænker jeg, min Dreng, det tænker jeg.

Valdemar: Hurra! Nøh, hvor jeg glæder mig.

Kristoffer: Jeg ogsaa; det har altid været mig kært at være sammen med min kære Slægtning.

Sibilla: I skulde dog passe paa, Herre Konge –

Kristoffer: Passe paa?

Sibilla: Ja, jeg mener – være – være forsigtig –

Kristoffer: Jeg – forsigtig –! Jeg, Dankongen! Skulde Dankongen frygte. Mon Rolf Krake^[49] frygtede – eller Svend Tveskæg^[50] – eller vor store Valdemar^[51] ? Alle mine herlige Forfædre! Jeg frygte! Kristoffer den Anden frygter intet i Verden – ah, hvad er det? (En lille, blegansigtet Skikkelse i fuld Rustning er traadt frem i Døren) Hvem er I? Hvad vil I? Hvordan kommer I her?

Manden (træder helt ind): Hil Eder, Herre Konge! Jeg maa tale med Eder alene.

Kristoffer: Hvem er I?

Manden: Det skal jeg sige Eder, naar vi er ene.

Kristoffer: Tal! Tal kun her. Jeg kan ikke lide at være ene med ukendte Folk. Det – jeg synes ikke, det passer sig for en Konge saadan at stille sig paa lige Fod med enhver som helst – man kan jo aldrig – naar det er helt ubekendte –

Manden: Jeg maa tale med Eder, Herre Konge, og det maa være under fire Øjne.

Kristoffer: Stil Eder da uden for Døren, Uffe og Olaf! (de to Krigsmænd gaar ud) Den unge Pige og min Søn Valdemar kan godt blive.

Manden (bøjer sig dybt): Er det Prins Valdemar? Da hilser jeg dig, min Fremtidskonge.

Kristoffer: Hvad Snak! Erik er din Fremtidskonge, hvis du da er en dansk Mand. Nævn dit Navn!

Manden: Niels Ebbesen til Nørreris^[52] .

Kristoffer: Ah! du er en af de kæphøje, jyske Forrædere, der aldrig har gjort mig andet end Fortræd. Hvad kommer du hid for? Hvordan har du fundet mig her? Hvad pønser I for Øjeblikket paa imod mig? Er det List eller aabent Oprør?

Niels: Herre Kongen, med Føje kan I tiltale mig slig. Vi jyske Riddersmænd har ikke altid ydet Eder de Tjenester og den Troskab – –

Kristoffer: Spar dine Talemaader! I hvilket Ærinde har dine Oprørsfæller, mine Undersaatter i mit Land Jylland sendt dig hid?

Niels: Herre Konge! Der ingen, der har sendt mig hid. Hemmelig og ukendt er jeg i Nat – –

Kristoffer: Det lader til at være bleven Skik her i Landet at komme hemmelig og ukendt til Kongen. Saaledes kom ogsaa danske Riddersmænd til min høje Fader hin Rædselsnat. – Du blegner, Mand. Mig tykkes, du minder mig om Sorteploug^[53] i dit Ydre. Er du kommen for at forraade din Herre og Konge? Naa?

Niels: Menneskekender er I ikke, Kristoffer Erikssøn. Aldrig har I haft troere Undersaatter end Folkene paa Nørreris. – Ene har jeg sneget mig hid i Nat at vare Eder ad, Herre Konge. Thi i Dag og i Nat falder Dommen over Danmark, har jeg hørt, Afgørelsen om vort Land for al Evighed. Den kullede Greve^[55] og Eders Halvbroder er uden nogens Vidende – paa ganske faa nær – nu paa Aalholm, hvortil det visst er Hensigten at føre Eder, Herre Konge.

Kristoffer: Alt det ved jeg. Hvad mere?

Niels: Ved I ogsaa hvad I skal paa Aalholm?

Kristoffer: Nej.

Niels: Underskrive med Eds Aflæggelse et Dokument, i hvilket I for Tid og Evighed fraskriver Eder Danmarks Krone og afgiver al Ret til den for Eder og Eders Efterkommere, saa længe Jorden staar.

Kristoffer: I lyver, Ridder Niels. Det vover de aldrig at forlange af mig.

Niels: Saa sagde jeg ogsaa, da jeg hørte det. Og som jeg er vorden troende, vil I vorde troende.

Kristoffer: Nu! Men hvad vil du mig da?

Niels: Bede Eder, Herre Konge, aldrig gøre dette. Selv om Tiderne er tunge og næppe tør haabes at vorde lettere i Eders Dage, sætter vi danske Mænd, der elsker vort Land, dog end al vor Lid til Eders Sønner. Og berøves vi nu ogsaa vor retmæssige Tro til dem – –

Kristoffer: Hvad betyder disse Ord, Ridder Niels? Er du kommen hid for at høre mig sige, at jeg aldrig vil gøre, hvad du ved, man ingensinde faar mig til?

Niels: Herre! Ene staar I. End er det ej Tid til Daad. Gerne bød jeg Eder min Arm og mine Mænd, men det er haabløst nu. Vi faar vente. Men om I i denne Trængselstid lod Eder nøde til at gøre noget, I ellers aldrig vilde falde paa, det lod sig tænke og undskylde. Derfor er jeg kommen for at bede Eder – –

Kristoffer: Det Tilsagn har jeg givet, før du har bedt mig derom. Er der mere, du vil?

Niels: Herre, jeg vil bede Eder om det Tilsagn skriftligt. Jeg har derfor i al Hast ladet et Dokument opsætte – –

Kristoffer: De ligner nok alligevel alle de andre, savlende af Mistro over for Eeders Konge som I er til Hobe! Naa, lad mig da se de Dokument – – –

Niels: Læs Herre Konge!

Kristoffer: ”Vi Kristoffer af Guds Naade de Danskes Konge lover herved ved Kristi Kors og aabne Vunder^[60] og Vor evige Salighed aldrig at ville give Afkald paa Danmarks Trone for Os og Vore Børn. Alle andre Bestemmelser om Kronens Eje og Arv vil være for ugyldige at regne.” Ja saa!

Niels: I tilgiver, Herre, at Dokumentet ikke er skrevet paa Latin og ejheller saa formfuldendt som vanligt. Men som sagt, det er udfærdiget i største Hast – –

Kristoffer: Ja saa! Ja saa!

Niels: I tøver med Underskriften, Herre –

Kristoffer: Og det vover I at byde mig, mig, mig, Eders Herre og Konge. Og I, Ridder Niels, understaar Eder i at træde mig for Øje med en saadan Lap! Men jeg kender Eder, jeg kender Eder til Hobe! Og jeg skal sige dig Ord til andet, hvad Meningen med dette er. – Det maa jeg lade mig byde af mine egne Undersaatter – – Naa, Vi Kristoffer af Guds Naade de Danskes Konge – saa det er – det er – det er, hvad I kan sige mig – det er min Titel iblandt Eder. Ja, men min uduelige Broder Erik, den Stymper^[61] og Stodder, der ødte alle Landets Penge til forfængelig Pomp og dumme Fester for de tyske, ved I, hvad I kaldte ham? Jeg har set de Dokumenter, der forelagdes ham; de begyndte ikke med et henslængt og skødesløst: de Danskes Konge; nej, der stod Dominus Ericus Dei gratia Rex Danorum Sclavorumque illustrissimus^[62] – se, det lød af noget andet. – Illustrissimus, jeg gad vidst, hvad illustrissimus der var ved den Karl! Og jeg gad vidst, hvem af Eder der kommer og siger illustrissimus til mig! Men Erik den Ødeland^[65] , den forfængelige Nar, der sugede Eeders Penge fra Eder og smed dem i Møddingepøle blot for at more sig, ja, han var illustrissimus!

Niels: Herre Konge, jeg er ikke kommen for at smæde vor højsalige Konge, Eders afdøde Broder.

Kristoffer: Nej, men du er kommen for at smæde mig! – Ja, Herre Konge! Nu faar du smurt Munden! Har jeg ikke maattet staa her og høre dig kalde mig slet og bar Herre? Tror du ikke jeg tilfulde forstaar Eders Hensigter? Kristoffer den Elendige kalder I mig! og Stodderkongen^[66] ! Og nu ønsker I bredhalsede jyske Bønder, at I kan beholde Stodderkongen og hans Stodderæt til Navnekonger over Eder, for at I frit og uhindret kan slaa Eders samvittighedsløse, smaatyranniske Volter^[67] . – –

Niels: Herre Konge! Mangen dansk Adelsmand kunde I desværre tale saadan til med Føje – –

Kristoffer: Men I tager fejl, gør I. Stodderkongen kan endnu naa at blive Danmarks stolteste Fyrste. Saa saare Erik er bleven rask fra sit modbydelige Fald med Hesten, rykker han op gennem Jylland, mens Almuen flokker sig om ham; jeg og Valdemar skal nok bringe Røre paa Lolland og Falster, og Otto kan vel altid Udrette noget paa Sjælland. Har jeg først Jylland, Sjælland og Lolland, falder Fyn mig gerne til Fode, og saa igen at gøre sig til Herre i Skaane er ingenting at tale om. Og da Gud naade Eders brede Halse, I jydske Storpratere^[68] !

Niels: Kong Kristoffer, I ligner Eders Folk. Vi taler saa grumme meget og virker slet ingenting. Drømme kan vi og pludre – –

Kristoffer: Jeg skal vise Eder, I Forrædere, at jeg forstaar baade at – –

Niels: Forræder kan ingen kalde mig med Rette, enddog jeg er Herremand. – Men jeg maa gaa. Om lidt kan I skænde paa andre, og, som sagt, det staar end ej til mig at værge Eder. Gud give den Dag kunde komme – eller hellere lille Valdemar der, hvis Øjne spaar mig saa meget.

Kristoffer: Der har I Eders hæslige Lap igen! Gaa saa! Gaa! Jeg skriver ikke flere Dokumenter under – og i det hele taget agter jeg for Fremtiden kun at følge min egen kongelige Vilje og give Fanden i alle andres Ønsker og Bønner – –

Niels: Forgæves vil jeg ej have gjort denne Rejse. Vente længere tør jeg ejheller. Der er ingen Tid til mere Forhandling. I maa skrive under, Kong Kristoffer.

Kristoffer: Aldrig! Det sværger jeg ved min Sjæls Sa –

Niels: Sværg ikke!

Kristoffer: Jo, Gud vil jeg sværge. Mine egne Undersaatter har længe nok trukket rundt med mig. Satan martre^[70] min Sjæl i den evige Ild, om jeg skri – –

Niels: Saa drag Eders Sværd, Kristoffer Erikssøn!

Kristoffer: Vil du lægge Haand paa din Konge!

Valdemar: Du maa ikke gøre Far noget, fremmede Mand!

Sibilla: Hjælp! Man myrder Kongen!

Niels: Aldrig stod min Hu til at myrde. Men i denne Dag kastes Lod om mit Lands Evighedsskæbne maaske. I raader for om Loddet bliver hvidt eller sort! Vælg nu! Skriv eller drag fra Land!

Valdemar: Far, du kan da nemt hugge ham ned!

Kristoffer: I Satans Skind og Ben! Saa lad mig skrive. Hvis jeg da saa kan faa Fred.

Niels: Tak, Herre Konge! Nu frelstes Danmark fra Undergang. Hil Eder, Kong Kristoffer! Vi ses aldrig mere. Men vi, Prins Valdemar – med Guds Hjælp kan jeg raabe, naar vi atter ses: Hil Eder, Valdemar, Konge til Danmark! (Gaar med Dokumentet)

Valdemar: Den Mand syntes jeg godt om, Far. Skønt han jo var noget slem ved dig.

Kristoffer: Jeg haaber ikke, mine Mænd lader ham slippe ud! Den Djævel! Vover han her – formaster sig til – –

Sibilla: Men, Herre Konge – – –

Kristoffer: A – a, han hører til den Slags Mennesker, jeg hader og frygter! Disse Mennesker med vandblaa, ærlige Øjne! De falder aldrig paa et Kneb; de gaar altid bent^[73] frem, og de dør altid ukendte eller øver en vældig Stordaad og dør eller – hæ! – eller dør og øver en vældig Stordaad.

Valdemar: Men saa er det jo smukt at dø, Far!

Kristoffer: Aah, Snak, Dreng! Hvad kender et Barn som du til at dø? Jeg siger dig, Valdemar, at dø er det rædselsfuldeste paa Jorden. Saa længe der er Liv, er der Haab

Valdemar: Er Haab da godt, Far? Jeg husker engang, Farbror Johan sagde, at det var kun slette og uduelige Mennesker, der behøvede at haabe.

Kristoffer: Saa skulde du spurgt ham, min Søn, om han ej haabede at fange Danmarks Krone engang – haha! – Men hvad mente dog Fyren med, at du blev Konge? Hvad skal det sige? Der er jo baade Erik og Otto. Og Erik er god nok, det ved jeg da. Hvad vilde han sige – hvad mente han da? Og hvad skulde det betyde, at han og jeg ikke saas mere? Spaaede han mig min Død mon? Ja, det kunde han lide. Bi^[75] ! bi! min gode Hr. Niels, bi! Næste Gang, vi ses, hænger du og alle de Forrædere, der har vovet at vende Erik og mig Ryggen, i en Galge, og Fuglene hakker i Eders – – Saadan en – en Hund! Kommer han her og – – aah! jeg er ogsaa alt for god af mig, alt for god! Hvorfor hug jeg ham ikke ned med min egen Næve. Kommer der mig nogensinde igen en uforskammet Adelsmand for Øje, jeg slaar ham ned paa staaende Fod, jeg skal vise de Herrer – – –

( der høres Skænderi udenfor mellem Uffe og Olaf og en fremmed Røst. Døren rives op, og en Mand kommer til syne i Aabningen holdt tilbage af de to Drabanter)

Manden (raaber): Jeg er Henrik Breide^[78] . Følg godvillig med mig, Kristoffer Erikssøn!

Kristoffer: Følg med? Hvorhen? Hvad er du for en Karl? Hvad vil du mig?

Breide: Alt det skal jeg sige dig paa Vejen maaske!

Kristoffer: Hvad Snak! Er du Hvovedii Mand? Er du kommen for at hente den unge Pige her? Nu, saa tag hende og gaa –

Sibilla: Herre Konge, I lovede mig – –

Kristoffer: Ti stille! En Konges Liv er vel mere, tifold mere end en Kvindes. Du burde være glad til, du faar Lov at redde din Herre og Konge.

Sibilla: Ja, ja, det er ogsaa sandt, men – –

Breide: Hvad Helvede bryder jeg mig om dit Fruentimmer. Naa, vil du følge godvillig med eller skal vi tage dig ved Vingebenet^[79] ?

Valdemar (skriger): Smid ham dog ud, Uffe og Olaf! Hvad venter I paa? Kyl ham dog ud!

( De to Mænd brydes med ham, Døren smælder i)

Sibilla: O, Herre Konge, det er en tarvelig lollandsk Adelsmand, han kommer sikkert fra Johan – –

Kristoffer: Ah, Johan, for Helvede! ham glemte jeg.

Sibilla: Hvad skal vi gøre, Herre, vi er visst fortabte?

Kristoffer: Det hedder Herre Konge, Sibilla!

Sibilla: Ja, ja, Herre Konge – men – men jeg er saa rent forvirret – – Og se – der nede paa Gaden staar Johan Ellemose, en Fyr Mage til den anden – o, vi er rent fortabte, Herre Konge – – –

Kristoffer: Kongen er aldrig fortabt. Mine tro Mænd vil værge mig til sidste Blodsdraabe. Og jeg selv vil falde med Sværd i Haand bag en Dynge af mine Fjenders Lig – – –

Sibilla: De har visst kun en tre fire Svende med, Herre Konge, saavidt jeg kan se.

Kristoffer: Om de saa var Tusinder, frygted jeg ej. Staaende vil jeg falde med Sværd i Haand.

Valdemar: Og jeg vil staa ved din Side, Far.

Sibilla: Og jeg vil dække Eder med mit Legeme, Herre Konge – – –

Kristoffer: – bag en Dynge af mine Fjenders Lig; thi jeg frygter dem ikke. – Her er vel ikke et Sted, jeg kan skjule mig – – Ah, hvem kommer der? Drag dit Sværd, Valdemar! Lad os gemme os!

Uffe (kigger ind): Herre Konge, de truer med at tage Eder med Magt. Skal vi værge Eder?

Kristoffer: Naturligvis. Hvi tror I ellers, jeg giver Eder Kost og Logi? Hug dem ned til Hobe. Er I ikke 8 Mand? Og de er ikke mere end 5.

Uffe: De er 6, Herre, og vi er 5. Saa vi kan nok – – –

Kristoffer: Men hvor – ha, hvor er Hvovedius og alle hans Tjenere?

Uffe: Som blæst ud af Huset, Herre Konge, ingen ved hvorhen.

Kristoffer: Gud give, jeg vidste, om han var Ven eller Fjende. Men lige meget, ud med dig, værg mig. Frelser I mig fra dette, lover jeg hver af Eder – –

Uffe: I behøver intet at love; for vi ved, I kan ikke holde det. (forsvinder)

Kristoffer: Hvad vover han, det plumpe Dyr? Aah, Gud! hvad skal vi gøre? Bed for mig, Jomfru Maria og hellige Christoforus^[80] ! Mon vi ikke heller maa overgive os uden Kamp? Saa faar vi visst billigere Vilkaar^[81] . – Drag dit lille Sværd, Valdemar! Vi vil hugge os gennem Fjendens Rækker. Det er da ogsaa svært^[82] , at der i hele Huset ikke findes et rigtigt Skjulested. Lad os dog søge! Eller mon man ikke kunde liste ud etsteds, uden at de fik Øje paa os? Nej, nej, vi vil trodse dem. Hør, hvor de kæmper udenfor ( Der høres Eder og Skældsord) Lad os trodse dem! De skal ikke se Kongen ydmyget ( Døren rives op, en slet rustet Fyr springer ind og slaar den til efter sig) Hvem er det? (Kristoffer paa Knæ) Naade, Naade, Herre! Spar mit Liv!

Manden (springer hen og griber fat i ham, han lader sig modstandsløs trække hen mod Døren): Ut med dig, dit skabede Dyr!

Valdemar (løber til og jager sit lille Sværd lige ind i Ryggen paa ham, saa han ruller forover og dør): Der fik du den, du Asen!

Kristoffer: Aah, Gudskelov, aah Tak, Jomfru Maria og alle hellige Engle. Gud er med dig, min Søn. Du bliver en stor Mand engang.

Valdemar: Det tænker jeg ogsaa, Far!

Kristoffer: Se, se, han er helt død. (Sparker til Liget) Saadan en! Vover at lægger Haand paa sin Konge! Ret saa, Valdemar, ret saa! Kongen og Kongesønnen kan nok ordne saadan en Fyr! (Sparker igen)

Sibilla (der har ligget i Bøn): Aah, Herre Konge, nu gaar de visst igen. Saa er Faren ovre –

Breide (raaber udefra): Kom herud, Kristoffer, eller vi brænder dig inde.

Uffe (træder ind): Ja, Herre Konge, nu har vi drevet dem ud paa Gaden.

Kristoffer: Tak, mine gode og tro Mænd! Eders Konge skal vide at lønne Eder derfor.

( Uffe gaar)

Breide: Kom ud, Kristoffer Erikssøn, eller vi brænder dig inde!

Valdemar: Luk Mund, du Forræder og Kongemorder, eller min Far skal tugte dig.

Kristoffer: Ret saa, min Dreng, det er rigtigt, du kan give dem Svar paa Tiltale.

Breide: For sidste Gang, Kristoffer – –

Kristoffer: Aah, jeg vil blæse paa dine Trusler og lade dig hænge i en Galge, saa saare jeg ser Lejlighed dertil.

Breide (skoggerler): ^[85] Du lever ikke, til jeg bliver 100 Aar, Kristoffer.

( Pause)

Kristoffer: Hvad mon de nu tager sig for dernede? Kan du ikke komme til at kigge ud, Sibilla.

Valdemar: Det kan jeg, Far.

Kristoffer: Nej, nej, nej, de kunde faa Øje paa dig – nej – Valdemar – hører du – – –

Sibilla (med et Skrig): Herre Konge, Straataget brænder!

Kristoffer: Straataget! – Hjælp! Gud i Himlen! Jeg har aldrig overhængt dig med Bønner! Det er første Gang – saa kan du ogsaa gerne hjælpe mig – – – De indebrænder Kongen – –

Sibilla: Herre Konge, I maa flygte!

Valdemar: Far! Far!

Kristoffer: Jeg omkommer i Luerne. Jeg brænder levende – O, det er forfærdeligt. Hvad er det dog for en Rædsel, der forfølger os. Min Farfar blev forgivet, min Far snigmyrdet^[86] og jeg brændt inde. Saa handler de Danske med deres Konger. Hvad skal jeg dog gøre?

Valdemar: Du maa ud, Far. Du maa væk herfra!

Kristoffer: Ja, ja; kan du og Sibilla ikke gaa ud at bede for mig. Et Barns og en ung Kvindes Bønner vil røre dem. Havde jeg dog blot overgivet mig strax. Nej, nej, Valdemar, du maa ingen Steder gaa. Jeg vil byde dem en stor Løsesum. Jeg vil true dem til at slippe mig. Jeg vil gemme mig herinde. Jeg vil hugge mig tværs igennem dem. Jeg vil lade mig indebrænde. Aah, Gud i Himlen give, jeg vidste, hvad jeg vilde! Var endda Erik her!

Breide (udefra): Kommer I ud, Kristoffer?

Kristoffer: Ja – jeg gør ikke. Aah Herregud, aah Herregud! Skal jeg virkelig brænde inde med min lille Søn. Giv mig et Raad lille Valdemar, giv mig et Raad, ædle Jomfru, giv mig et Raad, Gud i Himlen – – –

Breide: I er vel snart en lækker Brad^[87] , Kristoffer?

Sibilla: I maa ud, Herre Konge, I kan ikke blive her.

Kristoffer: Nej, det er jo det forfærdelige ved det. Jeg kan ikke blive her, og jeg kan ikke komme ud. Jorden har egentlig aldrig haft Plads til mig. Hvor er dog ogsaa alle mine Folk henne?

Valdemar (løber hen til Døren): Kom ud her, Far! (Han aabner den, men viger tilbage. Kvælende Røg slaar ham i Møde)

Kristoffer: Ja, se, se! Og saa er det rent forbi. Saa skal der staa i Historien: Sveget af alle i staaende Kampe mod Overmagten, gik Christoforus secundus i Døden med sin Søn og faldt for Mordbrændernes Anslag – – –

Sibilla: O, Gud i Himlen, forbarm dig – –

Kristoffer: Det gør han ikke! Lad være med at bede ham om noget. – – Saa langt er jeg dog ikke sunket endnu. – Nej, for jeg er overhovedet ikke sunket. Det er vel smukt at dø staaende. (Han kaster sig paa Gulvet og skriger)

Breide (udefra): Hvad Satan venter du paa?

Valdemar: Vinduet, Far, Vinduet. (Trækker ham hen og springer selv ud)

Kristoffer: Ja, ja, der er Redningen. Nej, nej jeg tør ikke – – jeg kan ikke springe – – – – (synker opgivende sammen)

Sibilla: Jo, jo, Herre Konge, I maa gøre det. Se, her er et par Stokke, I kan støtte Eder til. (Hjælper ham op)

Kristoffer: I Guds Navn da!

Breide: Endelig – der har vi ham.

Kristoffer: Nej – jeg tør ikke – kan jeg ikke en anden Vej – – – –

Sibilla: Nej, Herre Konge, nu maa I ud her.

Kristoffer: Nej, nej, jeg tør ikke – (trykker sig tilbage)

Hvovedius (staar pludselig bag ham midt i Røgen): Hvad Satan er dette? Brænde mit gode Hus af! Og det er din Skyld, du raadnende Aadsel. Ud med dig – (gaar imod ham med løftet Næve)

Kristoffer: Maria og Sante Kristoffer – (styrter sig ud)

Hvovedius: Aha, saa fik jeg dig dog – (griber fat i Sibilla)

Sibilla: Slip mig, slip mig! (Bryder med ham)

Raab udenfor: Tag ham! Bind ham! Smid ham op paa Vognen! Lænk ham til Hestens Hale! Hep! Hep!

2. Akt

Gert: Jeg tror dig, Johan. Huset er sikkert godt nok. Haven ogsaa. Men Prisen er for høj

Johan: Det er mig ikke muligt at sælge det for mindre, Gerhard.

Gert: Ved du hvad? Slig ædel Ganger! Vilde du endda tage til Takke med en anden af mine gode Heste.

Johan: Jah, Gerhard! Et Hus for en Hest – jeg tror dog knebent, du snydes ved det Bytte!

Gert: Det kommer an paa, hvordan Hesten og Huset er. – Den handel kan jeg ikke gaa ind paa.

Johan: ja, jeg kan ikke slaa af.

Gert: Saa er den Sag altsaa afgjort.

Johan: Naa, naa, vi kan da tale om det.

Gert: Ja, der er ikke mere at tale om. Enten faar jeg Huset og du en anden af mine Heste eller ogsaa bliver der intet af det hele. Det synes jeg du maa kunne sige ja eller nej til i en Haandevending.

Johan: Ja, ja, se, mit Feltraab er nu: i Livet gælder det om at handle – –

Gert: Det er mit ogsaa.

Johan: Og dog er der uhyre Forskel paa os – –